Mødedato: 30.05.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Fodgængerforbedringer på Irlandsvej, Amager Vest

Se alle bilag

I forbindelse med vedtaget vejgenopretningsprojekt på Irlandsvej foreslås det, at der udføres tiltag i form af indsnævring af kørebanen ved eksisterende krydsningsmulighed. Det vil sikre den trafikale sikkerhed for fodgængere. Tiltagene forudsætter frigivelse af midler fra puljen til tilkøb af cykel- og fodgængerforbedringer i anlægsprojekter, der blev afsat i Budget 2023.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 0,3 mio. kr. til tiltag for fodgængerforbedringer på vejgenopretningsprojekt på Irlandsvej på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at anlægsudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2024.

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Med Budget 2023 (møde i Borgerrepræsentationen (BR) den 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat 6,3 mio. kr. til tilkøb af cykel- og fodgængerforbedringer ifm. vejgenopretningsprojekter.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektforslaget til fodgængerforbedringer. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af midler fra puljen til cykel- og fodgængerforbedringstiltag, så tiltagene kan gennemføres sammen med vejgenopretningsprojektet på Irlandsvej, Amager Vest, der blev vedtaget med Genopretningsramme 2024 (BR den 19. august 2021).

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget (TMU) har tidligere godkendt projektforslag og forbedringstiltag på i alt fem vejgenopretningsprojekter (TMU den 30. oktober 2023 og den 4. december 2023), tre vejvedligeholdsprojekter (TMU den 29. januar 2024) samt et ordinært anlægsprojekt (TMU den 5. februar 2024) i bydelene, Nørrebro, Vesterbro, Brønshøj, Indre by, Bispebjerg og Østerbro. 

Med det vedtagne vejgenopretningsprojekt genoprettes Irlandsvej til nutidig standard. Forvaltningen foreslår med denne indstilling samtidig at øge den trafikale sikkerhed for særligt fodgængere ved nuværende krydsningsmulighed ved Grønløkkevej med midler fra puljen til tilkøb af cykel- og fodgængertiltag i anlægsprojekter.

Trafiksikkerhedstiltaget består i at indsnævre kørebanen ved at etablere udbygninger i begge sider af vejen (bilag 4). Indsnævringen medfører, at eksisterende støttepunkt mellem de to kørebaner nedlægges, men krydsningen for fodgængerne vil blive kortere, fordi udbygningerne i begge sider vil indsnævre vejarealet til én kørebane på krydsningsstedet. Forvaltningen vurderer, at indsnævringen vil sænke hastigheden betragteligt til fordel for de bløde trafikanter, da bilerne skal holde tilbage for hinanden for at kunne passere gennem indsnævringen.

Eksisterende torontoanlæg (fodgængerovergange med blinklys) vil blive flyttet tættere på kørebanen i forbindelse med genopretningen for at skabe mere opmærksomhed om krydsningspunktet. Overgangen vil i vid udstrækning blive benyttet af børn og unge, der skal til og fra Sundby Idrætspark og Afdeling Grønlykkevej, der er en del af Københavns Kommunes klubtilbud i Fritidscenter 4-syd.

Parkering

Det samlede antal cykel- og bilparkeringspladser forbliver uændret som følge af løsningsforslaget.

Træer

Løsningsforslaget har ingen konsekvenser for eksisterende træer.

Politisk handlerum

Godkender udvalget ikke tilkøbet, vil forvaltningen udføre den planlagte genopretning af Irlandsvej svarende til de skitserede eksisterende forhold i bilag 3.

Økonomi

I Budget 2023 blev der afsat 6,3 mio. kr. (2023 p/l) til tilkøb af cykel- og fodgængerforbedringer i anlægsprojekter. Heraf blev 1,5 mio. kr. (2023 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse med budgetvedtagelsen. Derudover er der frigivet yderligere 3,5 mio. kr. ved indstillinger behandlet af Borgerrepræsentationen (den 14. marts 2024).

Med denne indstilling skal der frigives yderligere 0,3 mio. kr. (2024 p/l) til anlæg af fodgængerforbedringer i forbindelse med vejgenopretningsprojekt på Irlandsvej, jf. tabel 1.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

2024

Beløb i 1.000 kr.
(2024 p/l)

TMU

Fodgængerforbedringer på Irlandsvej

2000 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

300

I alt

-

-

-

300

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, indarbejdes tiltagene i vejgenopretningsprojektet, der forventes ibrugtaget ultimo 2024 som planlagt.

 

Søren Wille     /       Peter Højer

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at projektforslag til fodgængerforbedringstiltag på vejgenopretningsprojekt på Irlandsvej danner grundlag for anlæg, jf. bilag 4.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  2. at der frigives en anlægsbevilling på 0,3 mio. kr. til tiltag for fodgængerforbedringer på vejgenopretningsprojekt på Irlandsvej på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. maj 2024

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at anlægsudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2024.

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. maj 2024

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. maj 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top