Mødedato: 30.05.2002, kl. 17:30

Styrelsesvedtægt for Folkeskolen

Styrelsesvedtægt for Folkeskolen

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 30. maj 2002

 

BR 284/02

Styrelsesvedtægt for Folkeskolen

Styrelsesvedtægt for Folkeskolen

Indstilling om, at forslag til revideret styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune med bilag godkendes, samt at Borgerrepræsentationen delegerer fastsættelse af valgregler for Fællesrådet for Folkeskolen og Det fælles Pædagogiske Råd til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Borgerrepræsentationen indstiller,

at forslag til revideret styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune med bilag godkendes

at Borgerrepræsentationen delegerer fastsættelse af valgregler for Fællesrådet for Folkeskolen og Det fælles Pædagogiske Råd til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 23. januar 2002:

Ændringsforslag fra Louise Frevert til styrelsesvedtægten bliver medsendt høringen.

Udvalget tiltrådte herefter forvaltningens indstilling.

Louise Frevert havde følgende bemærkning:

"Dansk Folkeparti mener, at det reviderede forslag til styrelsesvedtægten stadigvæk er alt for ordfyldt i forhold til indholdet. Desuden er afsnittet om de to-sprogede elever ikke strammet nok op. Dansk Folkeparti har en del ændringsforslag, som vi synes er nødvendige, for at styrelsesvedtægten kan fungere optimalt."

 

RESUME

Som følge af bydelsforsøgenes ophør skal der ske en revision af styrelsesvedtægten for Folkeskolen med bilag i Københavns Kommune.

Der skal ligeledes ske en række justeringer som følge af lovændringer på området og Borgerrepræsentationens tidligere beslutninger, ligesom der er foretaget rettelser og redaktionelle ændringer i vedtægt og bilag med baggrund i indkomne høringssvar.

For at sikre repræsentation af pædagogiske medarbejdere i KKFO i Det Fælles Pædagogiske Råd for Folkeskolen blev der oprindelig foreslået en ændring af sammensætningen i rådet, således at der blandt de 5 medlemmer valgt af og blandt samtlige lærere/pædagoger skal vælges mindst 1 pædagogisk medarbejder fra en KKFO.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte i mødet den 23. januar 2002, at forslag til styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune med bilag blev sendt til høring på samtlige skoler, fritidshjem, KKFO´er, Det Fælles Pædagogiske Råd, Fællesrådet for Folkeskolen, Skole og Samfund og Københavns Lærerforening, BUPL, LFS og PMF. Der er indkommet 17 høringssvar.

I forhold til ændringsforslaget om at sikre repræsentation af pædagogiske medarbejdere i KKFO i Det fælles Pædagogiske Råd er der i høringssvarene indkommet forslag, som har bevirket, at forvaltningen, under hensyntagen til at KKFO´ernes status ikke er endeligt afklaret, i stedet for foreslår, at der i Det Fælles Pædagogiske Råd deltager 1 leder og 1 medarbejder fra KKFO´erne, når Det Fælles Pædagogiske Råd behandler sager af betydning for KKFO´erne.

Ændring af sammensætningen af Det Fælles Pædagogiske Råd medfører som konsekvens en mindre ændring af valgreglerne. Forvaltningen foreslår i den forbindelse, at Borgerrepræsentationen delegerer sin kompetence til fastsættelse af valgregler for Det Fælles Pædagogiske Råd samt valgregler for Fællesrådet for Folkeskolen til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

På baggrund af de indkomne høringsforslag er der derudover foretaget en række redaktionelle og sproglige rettelser og ændringer i styrelsesvedtægten og bilagene.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Som konsekvens af bydelsforsøgenes ophør, skal der i Københavns Kommune ske en revision af styrelsesvedtægten for Folkeskolen samt bilag, idet de tidligere bydelsskoler pr. 1. januar 2002 er tilbageført til Københavns Kommune. Der skal ligeledes ske en række justeringer som følge af lovændringer på området og tidligere beslutninger i Borgerrepræsentationen, ligesom der er foretaget sproglige og redaktionelle rettelser.

Der er således primært tale om en ajourføring af styrelsesvedtægten med bilag som en følge af tidligere trufne beslutninger mv. Som noget nyt havde forvaltningen oprindeligt foreslået en ændring af sammensætningen i Det Fælles Pædagogiske Råd for at sikre repræsentation i rådet af pædagogiske medarbejdere i KKFO´erne. Derfor blev det foreslået, at der blandt de 5 medlemmer valgt af og blandt samtlige lærere/pædagogiske medarbejdere skal være mindst én pædagogisk medarbejder i en KKFO.

Af styrelsesvedtægten for Folkeskolen i Københavns Kommune fremgår kommunens udmøntning af folkeskolelovens bestemmelser om skolernes virksomhed. Styrelsesvedtægten skal godkendes af Borgerrepræsentationen. Efter folkeskoleloven skal der indhentes en udtalelse fra skolebestyrelserne om ændringer i styrelsesvedtægten. I et bilag til styrelsesvedtægten skal optages alle større beslutninger om kommunens skolevæsen, fx om skolestrukturen, skoledistrikter, rammer for klassedannelsen, elevernes timetal, specialundervisningen samt generelle retningslinjer for skolernes virksomhed mv.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte i mødet den 23. januar 2002, at forslag til styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune med bilag blev sendt til høring.

På baggrund af de indkomne høringssvar primært fra Københavns Lærerforening og de pædagogiske organisationer foreslår forvaltningen som et nyt forslag, at styrelsesvedtægtens § 4 ændres således, at der deltager 1 leder og 1 medarbejder fra KKFO´erne, når Det fælles Pædagogiske Råd behandler sager af betydning for KKFO´erne.

Baggrunden for dette forslag, som må ses som en overgangsordning, er, at der for tiden kun er få KKFO´er ved skolerne, og at forvaltningen inden for 1 år skal fremlægge forslag om fremtiden for KKFO´erne i kommunen, hvorefter det må afgøres om repræsentationen af KKFO´erne yderligere skal styrkes.

På baggrund af høringssvarene er der sket en række redaktionelle og sproglige tilføjelser og rettelser til styrelsesvedtægten og bilag. Langt de fleste ændringsforslag i høringssvarene er således imødekommet.

Dansk Folkepartis ændringsforslag har ikke fundet støtte i høringen, og er derfor ikke indarbejdet.

Forslaget til ændring af styrelsesvedtægten vedrørende sammensætningen af Det fælles Pædagogiske Råd indebærer, at valgreglerne skal ændres. I den forbindelse foreslås det, at Borgerrepræsentationen delegerer sin kompetence til ændring af valgreglerne både for Det fælles Pædagogiske Råd og Fællesrådet for Folkeskolen til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, da valgreglerne alene er en teknisk udmøntning af de politiske beslutninger om sammensætningen af rådene.

De foretagne ændringer i bemærkningerne til styrelsesvedtægten og bilag er markeret med kursiv og understreget. Udeladelser er markeret med en streg i marginen.

 

Ingen bemærkninger

 

Miljøvurdering

Ingen bemærkninger

 

Høring

Forslaget om revideret styrelsesvedtægt og bilag har været til høring på samtlige skoler/KKFO, Det Fælles Pædagogiske Råd, Fællesrådet for Folkeskolen, Forældreorganisationen Skole og Samfund og Københavns Lærerforening.

Forslaget om ændring af sammensætningen af Det Fælles Pædagogiske Råd har tillige været til høring på samtlige fritidshjem, BUPL, LFS og PMF.

Der er indkommet 17 høringssvar fordelt på: Københavns Lærerforening, 1 fælles for de pædagogiske organisationer: BUPL, PMF og LFS, Det Fælles Pædagogisk Råd, Forældreorganisationen Skole og Samfund, 9 skoler, 1 specialskole, 1 Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, 2 fritidshjem. Seks høringssvar har ingen bemærkninger, og 11 høringssvar har bemærkninger/ændringsforslag.

I forhold til den foreslåede ændring af sammensætningen af medlemmer i Det Fælles Pædagogiske Råd er det Københavns Lærerforenings opfattelse, at Det Fælles Pædagogiske Råds rådgivende opgave indholdsmæssigt omhandler skoleforhold, undervisning og de forhold, der knytter sig hertil. Foreningen anbefaler, at der oprettes et rådgivende organ, der kan forestå den nødvendige dialog på fritidsområdet herunder KKFO'erne.

Det Fælles Pædagogiske Råd er af samme opfattelse som KLF med hensyn til betænkeligheden ved den foreslåede ændring af sammensætningen af medlemmer i Det Fælles Pædagogiske Råd.

De pædagogiske organisationer ønsker, at mindst en ledelsesrepræsentant i Det Fælles Pædagogiske Råd skal være en KKFO-leder. De pædagogiske organisationer rejser samtidig spørgsmålet, om antallet af pædagogiske medarbejdere i Det fælles Pædagogiske Råd skal ændres fra 1 til 2. De pædagogiske organisationer har desuden et ønske om valg af en medarbejderrepræsentant valgt blandt KKFO´er til Fællesrådet for Folkeskolen.

På baggrund af høringssvarene vedrørende Det Fælles Pædagoiske Råd foreslår forvaltningen som et nyt forslag, at der deltager 1 leder og 1 medarbejder fra KKFO´erne, når Det fælles Pædagogiske Råd behandler sager af betydning for KKFO´erne.

Når KKFO´ernes fremtidige status er endeligt afklaret, vil spørgsmålet om, hvorvidt repræsentationen af KKFO´erne yderligere skal styrkes, blive overvejet.

Omkring bilag IV, undervisningens organisering, finder Skole og Samfund, at den pædagogiske selvforvaltning for børnehaveklassen til og med 3. klasse er afskaffet, idet børnene skal have lovens maksimale timetal på 25. Skole og Samfund stiller sig undrende overfor, at forvaltningen ikke har rettet bilaget, således at det tydeligt fremgår, at den pædagogiske selvforvaltning ikke omfatter børnehaveklassen til og med 2. klasse.

Det er forvaltningens opfattelse, at skolebestyrelsens adgang til at fastsætte elevernes timetal foregår inden for de rammer, som er vedtaget af Borgerrepræsentationen. Det er således forvaltningens opfattelse, at skolebestyrelsens rammer og begrænsninger på dette område fremgår af *-noten til fagenes placering på klassetrin på s. 3 i bilag IV.

Fællesrådet for Folkeskolen har på sit møde den 18. marts 2002 behandlet forslag til ændring af styrelsesvedtægten med bilag. Fællesrådet tilsluttede sig de foreliggende ændringer, idet det dog blev påpeget, at bestemmelsen i bilag VII om KKFO om undervisningens påbegyndelse i 1. lektion for 0.-3. kl. ikke findes i overensstemmelse med skolebestyrelsernes ret til at fastsætte principper for undervisningens organisering.

I bilaget "Gennemgang af høringssvar vedrørende styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune og bilag" er foretaget en nærmere gennemgang af de enkelte høringssvar og konsekvenser for styrelsesvedtægt og bilag.

 

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Udkast til revideret styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune
  • Bilag 2: Udkast til bemærkninger til styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune
  • Bilag 3: Udkast til Bilag I "Målsætningen for undervisningen i de københavnske folkeskoler"
  • Bilag 4: Udkast til Bilag II "Undervisning af tosprogede elever i folkeskolen"
  • Bilag 5: Udkast til Bilag III "Skolestrukturen"
  • Bilag 6: Udkast til Bilag IV "Undervisningens organisering"
  • Bilag 7: Udkast til Bilag V "Undervisning på hospital"
  • Bilag 8: Udkast til Bilag VI "Støtteforanstaltninger, specialpædagogisk bistand og specialundervisning"
  • Bilag 9: Udkast til Bilag VII "Københavns Kommunes Fritidsordning (KKFO)"
  • Bilag 10: Ændringsforslag fra Dansk Folkeparti
  • Bilag 11: Indkomne høringssvar samt oversigt over høringssvar
  • Bilag 12: Gennemgang af høringssvar og forvaltningens bemærkninger hertil vedrørende styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune og bilag.

 

 

 

Peter Rasmussen

Lise Poulsen

 

Til top