Medlemsforslag om et akutskole-tilbud til elever med grov grænseoverskridende adfærd
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der præsenterer modeller for etablering af et akutskole-tilbud til elever, der udviser grov grænseoverskridende adfærd. Sagen skal forelægges Borgerrepræsentationen inden forhandlingerne om budget 2026.
(Stillet af Venstre)
Motivering
Der er for meget vold i de københavnske folkeskoler. Det er tydeligt, når en fjerdedel af lærerne i 2023 rapporterede at have været udsat for vold.
Det er ikke et acceptabelt arbejdsmiljø, og det er heller ikke et acceptabelt miljø for kommunens elever, der også er udsat for og vidne til vold og anden grænseoverskridende adfærd i deres hverdag.
Samtidig er den type adfærd hos børn et klart udtryk for mistrivsel. Der er tale om elever, der har brug for akut hjælp og støtte for at ændre adfærd.
Som det er i dag, kan eleven og personalet omkring eleven få hjælp til at håndtere elevens udfordringer, samtidig med, at eleven fortsætter i klassen. En eventuel flytning af eleven kan trække ud, fordi der først skal visiteres til et specialtilbud.
Det er givetvis fornuftigt i mindre alvorlige tilfælde, men når der er tale om grov grænseoverskridende adfærd, kan det skabe utryghed blandt de øvrige elever og personalet, ligesom eleven kan have brug for roligere rammer og en mere specialiseret hjælp til at bryde den uhensigtsmæssige adfærd og komme i trivsel.
I Odense Kommune har man netop besluttet at indføre et såkaldt akutskoletilbud, der skal give mulighed for at flytte elever med grov grænseoverskridende adfærd med kort varsel. Med inspiration herfra ønsker vi, at Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejder forslag til, hvordan et lignende akutskole-tilbud kan se ud i København.
Akuttilbuddet bør sættes i værk, når en elev udviser grov grænseoverskridende adfærd, som kræver øjeblikkelig og intensiv pædagogisk indsats, som er individ- og familierettet. Tilbuddet skal give eleven begyndende indsigt i mestringsstrategier, så de kan vende tilbage til deres egen klasse eller et andet skoletilbud.