Medlemsforslag om sydlig cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge (J10 løsning)
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge J10 som linjeføring mellem Enghave Brygge og Islands Brygge, og at udarbejde et budgetnotat til Budget 2026 om en sydligere cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge med inddragelse af borgerne jf. motiveringen, sådan at en udvidet foranalyse kan henvises til forhandlingerne om Budget 2026.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Den cykelforbindelse der blev besluttet den 10. marts 2025, hænger i et limbo, hvor der ikke er et flertal der ønsker at skaffe finansiering til broen, hvilket gør det umuligt at gennemføre projektet. Samtidig vil der i fremtiden være behov for en ekstra forbindelse over havnen. Oven i dette ved beboerne på begge sider af haven ikke, hvad der skal foregå. Dette er ikke fair, hverken overfor beboerne på Enghave Brygge eller Islands Brygge, derfor er der behov for, at vi finder en endelig løsning.
Fra Konservative Folkeparti ønsker vi at sikre en ny cykelforbindelse over havnen, såvel som at få skabt vished for beboerne omkring, hvad der skal ske’ – derfor ønsker vi, at der arbejdes videre med J-10-løsningen, der tager hensyn til de støj og trafiksikkerhedsmæssige gener, der er blevet påpeget af lokale beboere. Det Konservative Folkeparti ønsker derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af borgerne og foreninger skal udarbejde et budgetnotat om denne sydligere placering.
Både Cyklistforbundet og Rådet for Bæredygtig Trafik har tilkendegivet, at de foretrækker J10, idet de finder, at det skaber en bedre forbindelse til Sydhavnen Station, og derfor kobler flere på S-togsnettet mod Køge, desuden sikrer J10 løsningen en direkte forbindelse fra Islands Brygge til den nye metrostation på Enghave Brygge.
Det Konservative Folkeparti mener, at når cykelbyen København etablerer nye cykelbroer, så bør der sikres en bred opbakning til den valgte løsning, derfor ønsker vi også med dette medlemsforslag, at borgere og foreninger igen skal inddrages i processen, så der kan findes den bedst tænkelig sydligere løsning.
Vi konservative ønsker også, at budgetnotatet skal afdække, om det er muligt, at Københavns Kommune i 2026 kan søge midler fra den Nationale Cykelpulje, hvis Københavns Kommune i 2026 kan modtage medfinansiering, forudsætter realiseringen af den sydligere bro-løsning, at der afsættes midler i Budget 2027 til den del, som Københavns Kommune skal finansiere, samt at der afsættes anlægsmåltal til det fulde projekt.