Godkendelse af dagsordenen
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2015
Fraværende med afbud:
Karin Storgaard, O, (ferie).
Ikram Sarwar, B, (sygdom i familien).
Mette-Katrine Ejby Buch, C, (sygdom).
Sisse Marie Welling, F, (sygdom).
Simon Strange, A, ankom kl. 17.50 under dagsordenspunkt 5.
Lars Aslan Rasmussen, A, ankom kl. 20.08 under dagsordenspunkt 35.
Stedfortræder:
Der forelå anmodning fra Konservative Folkeparti om, at Nishandan Ganesalingam (C) i henhold til § 15, stk. 1, nr. 1, i lov om kommunernes styrelse (sygdom) blev indkaldt som stedfortræder for Mette-Katrine Ejby Buch.
Endvidere forelå anmodning fra SF om, at Trine Schaltz (SF) i henhold til § 15, stk. 1, nr. 1. i lov om kommunernes styrelse (sygdom) blev indkaldt som stedfortræder for Sisse Marie Welling.
Borgerrepræsentationen konstaterede, at betingelserne for indkaldelse af stedfortrædere var opfyldt, og at ovennævnte var rette stedfortrædere.
Genoptagelse af hvervet som Borgerrepræsentant:
Peter Thiele, F, den 7. april 2015.
Dagsordenen:
Der blev torsdag den 30. april 2015 udsendt en sag til behandling uden for dagsorden vedrørende rokering i udvalg.
Sagen uden for dagsorden blev besluttet behandlet efter den udsendte dagsordens punkt 32, ”Økonomiudvalgets studietur til New York og San Francisco den 4.-14. maj 2015.”
Borgerrepræsentationen besluttede endvidere, at Niels Bjerrum (A) og Jens Kjær Christensen (Ø) var inhabile i forhold til behandlingen af dagsordenspunkt 36, ”Medlemsforslag om stop for køb af bycykler”, og derfor skulle forlade salen under punktets behandling, jf. § 14, stk. 1, i lov om kommuners styrelse.
Borgerrepræsentationens Sekretariat havde forud for mødet kontaktet partiernes øvrige medlemmer, som oplyste, at der ikke ønskedes stedfortrædere for Niels Bjerrum og Jens Kjær Christensen indkaldt under punktets behandling, jf. § 14, stk. 3, i lov om kommuners styrelse.
Det Konservative Folkeparti fremsatte forslag om, at dagsordenspunkt 40, ”Medlemsforslag om nej til skifergas”, blev taget af dagsordenen. Forslaget blev forkastet uden afstemning.
Dagsordenen blev herefter godkendt.
Mødet sluttede kl. 21.30.