Mødedato: 30.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Størrelse og sammensætning af bestyrelserne i BIOFOS-koncernen

Se alle bilag
I forbindelse med dannelsen af BIOFOS-koncernen i 2013 aftalte de 15 ejerkommuner at evaluere størrelsen og sammensætningen af bestyrelsen senest den 30. juni 2017 på baggrund af en anbefaling fra selskabet. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at BIOFOS' anbefaling om, at sammensætning og størrelsen af bestyrelserne i BIOFOS-koncernen fortsætter uændret, tages til efterretning,
  2. at BIOFOS' anbefaling om, at den frivillige ordning for valg af medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen ændres, således at der er mulighed for 4 medarbejderrepræsentanter til alle selskaber i BIOFOS-koncernen, tages til efterretning,
  3. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen får mandat til at godkende eventuelle nødvendige ændringer i vedtægterne (generalforsamlingsmandat) og i BIOFOS kommunernes ejeraftale i forbindelse med ovenstående.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Det fremgår af BIOFOS kommunernes (Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk kommuner) ejeraftale for BIOFOS-koncernen, at ejerkommunerne, på baggrund af et oplæg fra BIOFOS-koncernens bestyrelse, skal tage stilling til den fremtidige størrelse og sammensætning af bestyrelserne.

Løsning

BIOFOS' bestyrelse har i brev af den 14. december 2016 (bilag 1) anbefalet, at den nuværende størrelse og sammensætning af bestyrelserne (15 ejermedlemmer og 2 medarbejderrepræsentanter) i BIOFOS opretholdes, dog således at antallet af mulige medarbebejderreræsentanter udvides fra 2 til 4.

I sin anbefaling om ikke at ændre bestyrelsens sammensætning lægger bestyrelsen for BIOFOS særlig vægt på den værdi, som ejerrepræsentanterne for hver kommune tilfører BIOFOS i forhold til lokal forankring og medejerskab.

Medarbejderne i BIOFOS har ret til at vælge 8 bestyrelsesmedlemmer til BIOFOS, jf. selskabsloven. Medarbejderne har dog ønsket, at den nuværende frivillige ordning med 2 medarbejderrepræsentanter i BIOFOS-koncernens bestyrelse udvides, således at medarbejderne får 4 bestyrelsespladser. BIOFOS' bestyrelse anbefaler enstemmigt, at medarbejdernes forslag imødekommes.

Udvidelsen af antallet af medarbejderrepræsentanter bevirker, at BIOFOS' vedtægter skal ændres, da den frivillige ordning med medarbejderrepræsentanter er vedtægtsbestemt.

Herudover forventes det bl.a. at være nødvendigt at ændre vedtægternes stemmebestemmelse om, at mindst 10 aktionærer skal stemme for en vedtægtsændring, da de oprindelige 15 aktionærer selskabsretligt er blevet reduceret.

BIOFOS kommunerne har dog også indgået en ejeraftale, som mellem kommunerne har forrang for BIOFOS' vedtægter. Det kan derfor også være nødvendigt at ændre på ejeraftalen.

Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at forvaltningen modtager mandat til at foretage eventuelle nødvendige ændringer.  

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Borgerrepræsentationens beslutning vil blive meddelt HOFOR og BIOFOS, og hvis det viser sig nødvendigt, vil Økonomiforvaltningen deltage i drøftelser og gennemføre ændringer af ejeraftalen og vedtægterne for BIOFOS.

 

Peter Stensgaard Mørch            /   Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at BIOFOS' anbefaling om, at sammensætning og størrelsen af bestyrelserne i BIOFOS-koncernen fortsætter uændret, tages til efterretning,
  2. at BIOFOS' anbefaling om, at den frivillige ordning for valg af medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen ændres, således at der er mulighed for 4 medarbejderrepræsentanter til alle selskaber i BIOFOS-koncernen, tages til efterretning,
  3. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen får mandat til at godkende eventuelle nødvendige ændringer i vedtægterne (generalforsamlingsmandat) og i BIOFOS kommunernes ejeraftale i forbindelse med ovenstående.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. marts 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. marts 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top