Mødedato: 30.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om planlægningen af anlæggelsen af nye skolespor og daginstitutioner

Forespørgsel

Børne- og ungdomsborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvorfor børne- og ungdomsforvaltningen ikke har kunnet sikre tilstrækkeligt med daginstitutionspladser og skolespor i tide i blandt andet Ørestad, Sydhavn, Nordøst Amager og Carlsberg Byen?
  2. hvordan borgmesteren fremadrettet vil sikre, at børne- og ungdomsforvaltningen bygger tilstrækkeligt med daginstitutioner og skolespor, så byens børnefamilier rettidigt kan få plads?

(Stillet af Radikale Venstre)

 

Motivering

Alt for mange forældre i København oplever i disse år unødig stress og bekymringer om, hvorvidt de kan få en plads i den lokale folkeskole eller daginstitution til deres barn. 

I de nye boligområder som Ørestad, Carlsberg Byen, Islands Brygge og Nordøst Amager er det tydeligvis gået alt for langsomt med skoleudbygninger, planlægning af nye skoler og daginstitutioner. Mange borgere har derfor oplevet unødvendig stress omkring, hvorvidt der vil være en skole til deres barn eller en plads i en daginstitution. 

Radikale Venstre synes, det er bekymrende, at planlægningen af nye folkeskoler og daginstitutioner og udvidelser af eksisterende skoler har været så dårlig. Behovet for ekstra skolepladser og daginstitutioner burde kunne forudsiges langt bedre, ikke mindst i de nye byområder, som vi ved tiltrækker og i mange tilfælde i høj grad netop er tiltænkt det stigende antal børnefamilier i København.

Derfor beder vi den ansvarlige borgmester for byens folkeskoler og daginstitutioner om at redegøre for, hvorfor problemerne er opstået, hvad der kunne være gjort, og hvad man fremover vil gøre for at rette op på situationen og undgå, at det gentager sig i fremtidige byudviklingsområder.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. marts 2017

Forespørgslen blev besvaret.

Til top