Mødedato: 30.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlæg af cykelparkering ved Føtex på Vesterbrogade, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag
Ved at udnytte synergi fra helhedsgenopretningen af Vesterbrogade kan cykelparkeringsforholdene forbedres ved Føtex på Vesterbrogade for færre midler og med færre gener for trafikken. Der skal derfor tages stilling til finansiering af anlægsudgift til cykelparkeringsprojektet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at 0,4 mio. kr. til anlæg af yderligere cykelparkeringspladser ved Føtex på Vesterbrogade finansieres af midler fra bevillingen til anlægsprojektet ”Bedre cykelparkering”.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede 27. oktober 2014 at gennemføre et trafikforsøg på Vesterbrogade foran Føtex med henblik på at etablere flere cykelparkeringspladser og bedre fortovsforhold. Den 22. juni 2015 besluttede Teknik- og Miljøudvalget en ændret løsning for yderligere cykelparkering ved Føtex. Det blev samtidig besluttet, at finansieringen af projektet skulle søges gennem førstkommende budgetforhandlinger, og at forvaltningen ved tilpasningen af løsningen skulle stile efter, at de økonomiske konsekvenser for Movia skulle begrænses mest muligt. Der blev ikke bevilget midler til anlæg af cykelparkeringsprojektet ved Budget 2017.

Forsøgsopstillingen ved Føtex, som har overskredet den maksimale levetid, vil blive taget ned i forbindelse med en helhedsgenopretning af Vesterbrogade, som gennemføres i april-december 2017. Herefter vil cykelparkeringsforholdene ved Føtex være, som før trafikforsøget blev etableret.

Det vil dog være muligt at anlægge det besluttede cykelparkeringsprojekt samtidig med helhedsgenopretningen af Vesterbrogade.  Derved kan det anlægges billigere og med færre gener for trafikken end tidligere anslået.

Der skal derfor tages stilling til, om projektet skal anlægges for midler fra anlægsprojektet ”Bedre cykelparkering” (Budget 2013) (BR 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø), så anlægsarbejdet kan sættes i gang samtidig med helhedsgenopretningen af Vesterbrogade.

Løsning

I forbindelse med helhedsgenopretningen af Vesterbrogade, vil vejstrækningen blive genoprettet 1:1, som før trafikforsøget blev etableret. Hvis cykelparkeringsprojektet ikke anlægges for midler fra anlægsprojektet "Bedre cykelparkering" samtidig med helhedsgenopretningen, vil cykelparkeringsforholdene ved Føtex dermed efter endt helhedsgenopretning være, som før trafikforsøget blev etableret, da cykelparkeringsprojektet ikke er en del af helhedsgenopretningen.

Det vil være muligt at anlægge den besluttede cykelparkeringsløsning samtidig med helhedsgenopretningen af Vesterbrogade. Hvis det gøres samtidigt, kan løsningen anlægges for 0,4 mio. kr. Det betyder, at der kan opnås en besparelse på ca. 0,45 mio. kr., idet der kan spares ca. 0,25 mio. kr. på belægning, ca. 0,05 mio. kr. på byggeledelse og ca. 0,15 mio. kr. på udgiften til byggeplads og trafikafvikling. På Teknik- og Miljøudvalgets møde 22. juni 2015 var udgiften til anlæg af projektet estimeret til 1,2 mio. kr. Heraf udgjorde cykelparkeringsprojektet 0,85 mio. kr., mens 0,35 mio. kr. vedrørte nedlæggelse af signalregulering og følgearbejder ved Saxogade (udført i september 2016 i projekt om Værnedamsvej).

Samtænkningen af de to projekter vil endvidere give færre fremkommelighedsgener, da der kun skal arbejdes på strækningen én gang i stedet for to. Ved at samtænke cykelparkeringsprojektet og helhedsgenopretningen af Vesterbrogade undgås det tillige, at den nyanlagte asfalt skal brydes, når kantstenene omkring fortovsudbygningen til cykelparkeringen skal sættes. Brydning af asfalt afkorter levetiden på nyanlagt asfalt væsentligt.

Forvaltningen indstiller, at anlægsudgiften på 0,4 mio. kr. finansieres af midler fra bevillingen til anlægsprojektet ”Bedre cykelparkering”, hvortil der ved Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) blev afsat en samlet bevilling på 10 mio. kr. til forbedring af cykelparkeringsforhold de steder i København, hvor det er mest tiltrængt. I projekt ”Bedre cykelparkering” er målet at etablere 5-6.000 nye pladser senest ultimo 2017.

Løsningen, som blev besluttet i Teknik- og Miljøudvalget 22. juni 2015, fremgår af bilag 3. Med løsningen afkortes højresvingsbanen for biler på Vesterbrogade i retning mod Frederiksberg Allé, og der anlægges en fortovsudbygning, som giver plads til de 30 cykelparkeringspladser, som nu er placeret på fortovet foran Føtex, og 45-50 nyetablerede cykelparkeringspladser. Bilag 1 indeholder et oversigtskort, og bilag 2 viser de eksisterende forhold.

Forholdene for fodgængere og cyklister ud for Føtex er pressede på grund af snævre pladsforhold, og antallet af parkerede cykler overstiger kapaciteten af cykelparkeringspladser på stedet. Etablering af en fortovsudbygning med plads til 75-80 cykelparkeringspladser forventes at ville reducere antallet af cykler, der parkerer på fortovet foran Føtex, og vil dermed give bedre fremkommelighed for fodgængerne på fortovet.

Forvaltningen vurderer, at løsningen vil have ingen eller kun minimale konsekvenser for bussernes fremkommelighed. Det skyldes, at signalreguleringen ved Saxogade siden beslutningen i Teknik- og Miljøudvalget den 22. juni 2015 er blevet nedlagt (i efteråret 2016 i Værnedamsvejsprojektet), hvilket har forlænget højresvingsbanen i retning mod Frederiksberg Allé. Hvis det under den videre projektering viser sig, at projektet vil have negative konsekvenser for bussernes fremkommelighed, vil det være muligt at afhjælpe dette via en optimering af lyssignalerne.

Høring

Politiet har givet samtykke til dispositionsforslaget. Vesterbro Lokaludvalg samt Føtex har været hørt i forbindelse med trafikforsøget, og deres ønske om en permanent løsning med flere cykelparkeringspladser samt bedre plads til fodgængere på fortovet er imødekommet i dispositionsforslaget. Frederiksberg Kommune er positivt indstillet over for forslaget om at udnytte arealet foran Føtex til flere cykelparkeringspladser.  

Økonomi

Projektet har estimerede anlægsudgifter på i alt 0,4 mio. kr. De 0,4 mio. kr. finansieres af projektet ”Bedre cykelparkering” fra Budget 2013 (Borgerrepræsentationen (BR) 4. oktober 2012)  (A, B, F, I og Ø). Den sidste del af anlægsbevillingen blev frigivet på BR mødet den 2. februar 2017.

Videre proces

Projektet anlægges i perioden april til december 2017 og ibrugtages i 2017.

 

Pernille Andersen                                                 /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at 0,4 mio. kr. til anlæg af yderligere cykelparkeringspladser ved Føtex på Vesterbrogade finansieres af midler fra bevillingen til anlægsprojektet ”Bedre cykelparkering”.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. marts 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.     

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. marts 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top