Mødedato: 30.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ekstra bevilling til færdiggørelse af skateranlæg X-Hall, Nørrebro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at  frigive en ekstrabevilling på 0,8 mio. kr. til at færdiggøre og afskærme skateranlægget X-Hall.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 0,8 mio. kr. til færdiggørelse og afskærmning af skateranlægget X-Hall. De 0,8 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg i 2017. De 0,8 mio. kr. er finansieret med 0,4 mio. kr. fra Frederiksberg Kommune og 0,4 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet. Der skal på den baggrund gives en indtægtsbevilling på 0,4 mio. kr. og en udgiftsbevilling på 0,8 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg i 2017. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af økonomiafsnittet. 

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Det indendørs skateranlæg X-Hall, der var placeret i et tunnelrør under Ringbanen ved Bispeengbuen, blev lukket i 2010. Lukningen skete i forbindelse med, at Borgerrepræsentationen den 2. oktober 2008 besluttede, at Københavns Kommune i samarbejde med Frederiksberg Kommune skulle inddrage det areal, hvor X-Hall lå, til Bispeengen Genbrugsstation. Borgerrepræsentationen besluttede samtidig at genetablere X-Hall i samme område, men i et nordvestligt tunnelrør. Skateranlægget stod næsten færdigetableret i juni 2016. Inden åbningen blev det konstateret, at tjære dryppede fra Ringbanen ned på skaterramperne. I den efterfølgende konkretisering af problemet er det konstateret, at det ikke er en del af kontrakten, hvorfor Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune er ansvarlige for at finansiere færdiggørelsen.

Løsning

Færdigetablering af skateranlægget X-Hall

For at skateranlægget X-Hall kan tages i brug, er det en forudsætning, at lækken af tjære fra Ringbanen afledes og ikke fortsat ødelægger skaterramperne i X-Hall. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler at løse problemet ved at afskærme tjæren med aluminiumsplader og fuger mellem Ringbanens broelementer og lede tjæren til en opsamlingsbeholder via afløbsrør. Tjæren er ikke i sig selv sundhedsfarlig, men udgør et risikomoment, hvis det ligger på skaterramperne.  

Det er udelukkende nødvendigt at etablere afskærmning der, hvor Ringbanen krydser henover skaterramperne. Selve anlægsarbejdet besværliggøres af, at skaterramperne er færdigmonteret i X-Hall. Det gør det vanskeligt at etablere byggeplads, hvilket øger udgifterne til færdiggørelsen.

Forsinkelse af X-Hall

Genåbningen af skateranlægget X-Hall er blevet udskudt i fire omgange siden 2011, hvor anlægget skulle have været klart. Den udsatte genåbning skyldes et større tidsforbrug med bl.a. at få udarbejdet kontrakter med Banedanmark og entreprenører, indhentning af tilladelser, afklaring og etablering af permanent adgangsvej til anlægget, samt mere problematisk og dyrere flytning af anlægget, end Teknik- og Miljøforvaltningen forventede ved projektets start.

Borgerrepræsentationen er løbende blevet orienteret om genetableringen i forbindelse med godkendelse af selve projektet og ekstrabevilling henholdsvis den 11. marts 2011 og 19. juni 2013. Teknik- og Miljøudvalget er desuden blevet orienteret i notat ’X-Hall – Orienteringsnotat’ den 24. februar 2015. Siden dette er samtlige aftaler indgået med de forskellige aktører, tilladelser er indhentet, adgangsvejen til X-Hall er etableret og skateranlægget inklusiv ramper er færdigbygget. Derfor er afskærmning af tjæredryp den sidste udfordring, der skal færdiggøres, før skateranlægget er klar til åbning.  

Medfinansiering af Frederiksberg Kommune

Den 2. oktober 2008 godkendte Borgerrepræsentationen, at udgifterne til Bispeengen Genbrugsstation og X-Hall fordeles ligeligt mellem Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune. Derfor behandler Frederiksberg Kommune en tilsvarende ekstrabevilling i første kvartal af 2017.

Økonomi

Med denne indstilling søges der samlet en anlægsbevilling på 0,8 mio. kr. til færdiggørelse af X-Hall. De 0,8 mio. kr. er finansieret med 0,4 mio. kr. fra Frederiksberg Kommune og 0,4 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) bevilling Affaldsområdet.Udgiften svarer til en 1-årig takststigning på ca. 1,5 kr. på genbrugsstationsbidraget pr. husstand, som vil blive indregnet i forbindelse med takstfastsættelsen for 2018. X-Hall er takstfinansieret, da det er en del af projektet med Bispeengen Genbrugsstation.

De bevillingsmæssige ændringer fremgår af nedenstående tabel:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2017 p/l)

Varig?
ja/nej

2017

1.

TMU

3458 - Takstfinansieret anlæg

1.38.65.3

I

-400

Nej

1.

TMU

7456 - Affaldsområdet

1.38.60.1

U

-400

 

1.

TMU

3458 - Takstfinansieret anlæg

1.38.65.3

U

800

Nej

I alt

-

-

-

-

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

De 0,8 mio. kr. til færdigetablering af skateranlægget X-Hall skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg jf. nedenstående tabel.

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2017 p/l)

2017

 1.

Afskærmning af skateranlægget X-Hall

3458 - Takstfinansieret anlæg

1.38.65.3

800

I alt

-

-

-

800

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt anlægsbevillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen arbejdet, så skateranlægget X-Hall forventes færdig i efteråret 2017. Når afskærmningen er etableret overdrages X-Hall til Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID). Kultur- og Fritidsforvaltningen er ansvarlige for driften af X-Hall og vedligeholder afskærmningen.

Bevillingen betinges af, at Frederiksberg Kommune godkender en tilsvarende indstilling.

 

Pernille Andersen                    / Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 0,8 mio. kr. til færdiggørelse og afskærmning af skateranlægget X-Hall. De 0,8 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg i 2017. De 0,8 mio. kr. er finansieret med 0,4 mio. kr. fra Frederiksberg Kommune og 0,4 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet. Der skal på den baggrund gives en indtægtsbevilling på 0,4 mio. kr. og en udgiftsbevilling på 0,8 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg i 2017. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af økonomiafsnittet,
  2. at ibrugtagningstidspunktet for ’Etablering af Bispeengen Genbrugsstation samt erstatningsanlæg for skatere (X-Hall)’ ændres fra ultimo 2016 til september 2017.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. februar 2017  

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget besluttede den 14. juni 2016, at ændring af det planlagte ibrugtagningstidspunkt for et anlægsprojekt kun kan ske, såfremt der kommer nye politiske ønsker til et igangværende projekt, som medfører væsentlige projektændringer og dermed en ændret tidsplan - eller såfremt der politisk vedtages et nyt projekt, som ønskes koordineret med et igangværende projekt, der som følge heraf forsinkes. Øvrige årsager til forsinkelser fremgår af rapporteringen i anlægsoversigten, men fører ikke til ændringer af det planlagte ibrugtagningstidspunkt.

Økonomiudvalget bemærker, at vedtagelse af 2. at-punkt ikke falder indenfor de besluttede retningslinjer for ændret planlagt ibrugtagningstidspunkt. Økonomiudvalget anbefaler på den baggrund, at 2. at-punkt ikke nyder fremme.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. marts 2017

Indstillingen blev med det i den økonomiske erklæring (§ 12-erklæringen) angivne ændringsforslag anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. marts 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top