Mødedato: 30.01.2020, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om forsøg med borgerting

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at forberede en indstilling til politisk behandling om indførelse af en 3-årig forsøgsordning, hvor deliberativt demokrati testes på kommunalt niveau ved, at der oprettes et såkaldt borgerting bestående af 36 frivillige og tilfældigt udvalgte borgere. Borgertingets sammensætning skal afspejle et bredt og repræsentativt udsnit af befolkningen, bl.a. ved at sikre diversitet inden for køn, alder, geografisk placering og indkomst. Forsøget skal evalueres inden udgangen af de tre år med henblik på at vurdere, om ordningen bør gøres permanent. Sagen skal fremsættes til politisk behandling inden budgetforhandlingerne 2020.

(Stillet af Alternativet)

Motivering

Et velfungerende demokrati kræver andet og mere end valg hver 4. år. Det kræver engagerede og oplyste borgere, der deler deres holdninger – og bliver hørt. I København har vi heldigvis gode erfaringer med at inddrage Københavnere i de politiske processer. Senest har 36 beboere i Indre By deltaget i en borgersamling om biltrafikken i bydelen, som har givet både forvaltning og politikere værdifuld viden og idéer. Det skal vi have meget mere af. Derfor foreslås det, at Københavns Kommune opretter et Borgerting som en 3-årig forsøgsordning.

Borgertinget skal bidrage til oplysning, offentlig debat og udvikling af ny politik. Helt konkret skal borgertinget to gange årligt beslutte at tage et politisk emne op til debat, som herefter skal afdækkes og diskuteres gennem en række høringer. Høringerne skal inddrage forskellige eksperter, synspunkter og relevant viden med henblik på at understøtte en god deliberativ proces, hvor borgertingets medlemmer har mulighed for at blive klogere sammen. Borgertinget skal ikke have mandat til at stille egentlige medlemsforslag, men skal have mulighed for at afgive konkrete anbefalinger til borgerrepræsentationen. Det foreslås desuden, at forsøgsordningen skal evalueres efter 3 år, så det vurderes, hvordan borgertingsmodellen fungerer, hvordan den kan forbedres, og om det skal anbefales, at borgertinget gøres permanent.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. januar 2020

 

Medlemsforslaget blev forkastet med 45 stemmer imod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: Å.

Imod stemte: A, Ø, B, F, V, C, O, I.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten ønsker en decentralisering af magten fra rådhuset ud til borger og lokaludvalg. Et borgerting som består at 33 faste medlemmer vil ikke skabe mere lokalt demokrati, det vil derimod skabe et nyt mellemled mellem de folkevalgte og borgerne. Til gengæld synes vi at borgerpanel som bliver nedsat fra sag til sag, er en af de måder, hvor vi som by kan give plads til mere direkte indflydelse.”

 

Radikale Venstre afgav følgende bemærkninger:

”Radikale Venstre anerkender behovet for øget borgerinddragelse i København. Der er i forvejen en proces om borgerinddragelse i gang på rådhuset på baggrund af høringer med hundredvis af københavnere og lokaludvalgene, og vi mener derfor ikke, at det er det rigtige tidspunkt at foreslå nye former for borgerinddragelse.”

 

Liberal Alliance afgav følgende bemærkninger:

”Vi finder, at der allerede findes tilstrækkeligt med kommunale platforme og organer til at sikre borgerdialog og inddragelse: Københavns Kommunes digitale borgerpaneler, forvaltningernes borgermøder samt Københavns mange lokaludvalg.”

Til top