Medlemsforslag om bevarelse af pensionistkortet i den kollektive trafik
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren at rette henvendelse til Transportministeren med henblik på bevarelse af Pensionistkortet.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
DSB, Movia og Metroselskabet har besluttet at afskaffe pensionistkortet også kaldet mimrekortet fra og med juni måned.
Pensionistkortet er en ordning, der giver borgere på 65 år og derover mulighed for at rejse ubegrænset med offentlig transport på Sjælland – uden for myldretiden. Pensionistkortet koster mellem 420 og 840 kroner i kvartalet afhængigt af hvor mange zoner det gælder.
I stedet erstattes pensionistkortet af rabatter på 40 procent på enkeltrejser og 25 procent på pendlerkort.
Det betyder at ældre, der rejser meget med offentlig transport vil opleve store prisstigninger.
Ifølge DOT vil 12% af pensionisterne i hovedstadsområdet opleve prisstigninger på over 50%.
Pensionistkortet er særlig populært i København og Hovedstadsområdet og rammer dermed pensionisterne her særligt hårdt.
Forslagsstillerne foreslår derfor at overborgmesteren retter henvendelse till Transportministeren med henblik på at bevare Pensionistkortet som supplement til de nye rabatordninger således at de ældre selv kan vælge hvilken ordning de ønsker at gøre brug af.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. januar 2020
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At BR pålægger overborgmesteren at rette henvendelse til Transportministeren med henblik på bevarelse af pensionistkortet, samtidig med at der også kommer pensionistrabatterne på rejsekortet.”
Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) bortfaldt ved stemmelighed med 20 stemmer imod 20. 15 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, C, O og I.
Imod stemte: A og F.
Undlod at stemme: Å, B og V.
Medlemsforslaget blev herefter vedtaget uden afstemning.
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre undlader at stemme, da vi mener, der er fundet en løsning på udfordringen, som medlemsforslaget vil adressere.”
SF afgav følgende protokolbemærkning:
”Dejligt at Movia har lyttet til kritikken. Ændring af takstsystemet må ikke indskrænke de ældres bevægelsesfrihed. SF håber, at en ny model er bedre til at ramme skiven end den første model.”
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre undlader at stemme, da vi noterer os, at Movias bestyrelse er indstillet på at videreføre en ordning med pensionistkort, det såkaldte ”mimrekort”.”