Forespørgsel til sundheds- og omsorgsborgmesteren samt beskæftigelses- og integrationsborgmesteren om serviceniveau for københavnere med rygproblemer
Forespørgsel
Sundheds- og omsorgsborgmesteren bedes redegøre for,
- hvad borgmesteren har gjort for at sikre, at de københavnske borgere med ryg- og lændeproblemer ikke vil opleve serviceforringelser efter at udredningsdelen overflyttes fra kommunens rygcenter til regionen?
- om den koordinerede, helhedsorienterede og erhvervsrettede udredning, som rygcenteret hidtil har stået for, vil blive videreført?
- om borgmesteren har forslag til, hvorledes kvalitetsniveau for opgaven kan opretholdes i fremtiden?
- hvorfor kommunen har svært ved at koordinere sagen med regionen?
Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren bedes redegøre for;
- om de borgere, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indtil nu har henvist til rygcenteret, har udsigt til at blive aktiveret i kommunalt regi på samme niveau og i samme omfang efter regionens overtagelse af udredningen?
(Stillet af Enhedslisten og Radikale Venstre)
Motivering
I forbindelse med budget 2020 overgår udredningen af rygpatienter fra kommunens rygcenter på Nørrebro til regionen. Rygcentret i Københavns Kommune har gennem mange år haft et specielt tilbud til særligt udsatte borgere med komplekse rygsmerter. Jobcentrene kan henvise disse borgere direkte til det kommunale Rygcenter, hvor de får en hurtig udredning og behandling.
Fra flere sider har flytningen til regionen ført til en frygt for at borgerne vil opleve længere ventetid og at det vil øge risikoen for borgerne mister kontakten til arbejdsmarkedet.
I forbindelse med Borgerrepræsentationens forhandling af budget for 2020 26/9 og 31/10 fik partierne bag forespørgsel det indtryk, at borgmesteren for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) arbejdede for at aftale finansiering af fortsat drift af Rygcenteret mellem Københavns Kommune og Region Hovedstaden. Det stod under forhandlingerne ikke klart, hvordan og med hvilke konsekvenser for borgernes vilkår, at regionen vil overtage hvilke dele af opgaven, og hvorvidt vores bekymring for kvaliteten af udredningen og behandlingen af borgere henvist fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) havde hold i virkeligheden.
Ønsket om at sikre det hidtidige serviceniveau er fortsat en forhåbning fra forespørgernes side. Og det kan gerne ske gennem en aftale mellem Københavns Kommune og Region Hovedstaden.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. januar 2020
Forespørgslen blev besvaret.