Forespørgsel til Teknik- og Miljøborgmesteren om afbrænding af hjemløses ejendele
Indstilling
Teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal bedes redegøre for, hvordan det kunne ske, at kommunens folk indsamlede hjemløses ejendele i Folkets Park og kørte dem til forbrænding, samt redegøre for, hvad borgmesteren vil gøre for at forhindre, at det sker igen.
(Stillet af Enhedslisten)
MOTIVERING
I sidste måned mistede omkring 50 hjemløse deres personlige ejendele, da kommunen og Københavns Politi ryddede Folkets Park for poser og tasker og kørte dem på forbrændingen. Det betød, at de hjemløse mistede soveposer, pas, tøj og personlige ejendele.
Borgmesteren bedes redegøre for, hvorfor de hjemløse ikke blev varslet om oprydningen, så de kunne fjerne deres ting, hvorfor tingene blev destrueret, samt hvad man fra forvaltningens side vil gøre for at undgå gentagelser.
Beslutning
Forespørgslen blev taget af dagsordenen ved mødets start.