Vejvisning for cyklister
Man skal godkende det videre arbejde med udvikling og opsætning af skilte, der skal sikre vejvisning for cyklister i København.
Indstilling
Indstilling om,
1. at der frigives en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. (2012 p/l) til udvikling af skiltekoncept og opsætning af skilte i forsøgsperioden. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 med 0,15 mio. kr. i 2012, 1 mio. kr. i 2013, 0,3 mio. kr. i 2014 og 0,65 mio. kr. i 2015. Bevillingen blev afsat i Budget 2012 i Cykelpakke V.
Det forudsættes, at Teknik- og Miljøudvalget overholder anlægsmåltallet i 2013 ved at anvise kompenserende udskydelse i forbindelse med den næste sag om anlægsperiodisering, som foreligges Økonomiudvalget den 4. december 2012.
Det forudsættes herudover, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
I dag er der kun meget få cyklist-skilte i København. De gældende regler om vejafmærkning og vejvisning på cykel-, ride-, og vandreruter kan ikke rumme de ønsker for vejvisning, som det tilstræbes at opnå med dette projekt. Med de eksisterende regler er der i dag ikke mulighed for generel vejvisning til f.eks. bydele, uden at bydelen udgør en slutdestination for en lokal eller regional rute.
Det giver følgende problemstillinger for cyklisterne:
Københavnere har svært ved at finde vej
For mange er det svært at finde rundt i byen, især hvis man skal til områder, man ikke plejer at færdes i. Skilte vil kunne hjælpe i sådanne situationer og samtidig vise brugere af andre transportmidler, hvor kort tid det tager på cykel. Skiltningen vil således vise københavnerne de hurtigste ruter og dermed gøre cyklen til et endnu mere oplagt transportvalg i København.
Cyklister opdager ikke nye genveje
Københavns Kommune bruger mange ressourcer på at sikre gode forhold for cyklister, herunder at etablere gode cykelforbindelser og genveje som f.eks. broerne over Inderhavnen. Dog tyder trafiktællinger og erfaringer fra borgere på, at cyklisterne er flere år om at opdage nye cykelforbindelser. Et eksempel er Bryggebroen, som i åbningsåret 2006 blev brugt af ca. 3400 cyklister. I de efterfølgende år er antallet steget jævnt og var i 2011 ca. 11600.
Turister farer også vild
København er kendt for at være en af verdens bedste cykelbyer, og København har derfor mange cykelturister. Dog viser henvendelser fra netop cykelturister, at de har svært ved at finde vej, og at den smule skiltning, der er af grønne ruter, ikke er tilstrækkelig.
Som en del af Budget 2012 blev der i Cykelpakke V afsat 2,5 mio. kr. til at udvikle et skiltekoncept, der kan anvendes i hele byen. Den skiltning, der findes på de grønne ruter i dag, vurderes til ikke at kunne anvendes uden for netop disse ruter og er samtidig en meget dyr løsning. Formålet med det nye skiltekoncept er, at cyklister skal kunne finde vej og komme hurtigere rundt. Herved bidrager skiltene til at opfylde målsætningerne (inkl. kortere rejsetid), der er beskrevet i cykelstrategien ”Fra God til Verdens Bedste – Københavns Cykelstrategi 2011-2025”.
Løsning
Forvaltningen foreslår, at der udvikles et nyt skiltekoncept, som bygger på følgende elementer i skiltets design:
- Vejvisning til bydele og nærmål i bydelene
Skiltet vil vejvise til bydele og nærmål i bydele. Da skiltene primært opsættes på PLUSnettet vil der vejvises til flere destinationer i hver retning. PLUSnettet er det netværk af cykelsuperstier, ”almindelige” cykelstier/baner og grønne ruter, hvor de fleste cyklister færdes, og hvor der i cykelstrategien er fastsat mål om en særlig høj standard. PLUSnettet er et internt begreb, som definerer hvilke strækninger, der skal have denne standard og er således ikke et net, der skal skiltes for cyklisterne. Se bilag 1 for et overblik over PLUSnettet, grønne ruter og cykelsuperstier. - Sammenhæng med eksisterende typer af cykelruter
Skiltet vil markere om cyklisten befinder sig på en given grøn cykelrute eller cykelsupersti. Herved skabes større sammenhæng til eksisterende typer af ruteskiltning. - Afstand og gennemsnitshastighed
Tid er en vigtig parameter i forhold til valg af transportmiddel. Visning af gennemsnitstiden (i minutter) i tillæg til afstanden (km) vil ligestille cyklen med andre transportmidler, hvor rejsetiden er den primære information for rejsen – såsom metro, bus og S-tog. Derudover vil tiden vise cyklens effektivitet i byområderne.
Projektet gennemføres som et forsøg, idet punkt 1, 2 og til dels 3 ikke vurderes muligt indenfor de gældende bekendtgørelser for vejvisning.
I udviklingen af skilte er der særlig fokus på følgende:
-
Cyklister og cykelpendlere hjælpes til valg af korteste rute
-
Ikke-stedkendte cyklister kan finde vej
-
Cyklister hurtigt opdager nye genveje
-
Det er nemt for cyklister og ikke-cyklister at vurdere, om cyklen er det hurtigste transportmiddel til en given destination
-
Der anvendes områdenavne/steder, som er velkendte og/eller attraktive for byens borgere og gæster
-
At skiltekonceptet i sit udtryk passer sammen med eksisterende vejskilte i København. F.eks. at skiltene opsættes på standere eller placeres i galger, som det er beskrevet i vejreglerne.
Vejdirektoratet skal give dispensation til skilte, der afviger fra de gældende regler. Derfor udvikles løsninger af skiltet i dialog med Vejdirektoratet. Målet er som minimum at afprøve et skiltekoncept i byen i en 1-årig periode, hvorefter skiltekonceptet vil blive evalueret. Evalueringen skal vurdere elementerne i skiltets design på baggrund af trafikale analyser samt borgerens oplevelse af og brug af skiltene. Projektet vil i en senere fase fastlægge, hvor store dele af byen, der skal ”skiltes” i projektet.
Efter forsøgets afslutning vil forvaltningen ansøge Vejdirektoratet om en permanent godkendelse – eventuelt med justeringer i skiltets design som følge af anbefalinger fra evalueringen. Såfremt der opnås godkendelse vil de 0,7 mio. afsat til 2015 anvendes til at opstille skilte flere steder i byen. Opnås der ikke godkendelse, vil pengene i stedet anvendes til at fjerne forsøgsskiltene.
Økonomi
Med denne indstilling frigives en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. (2012 p/l) til udvikling af skiltekoncept og opsætning af skilte i forsøgsperioden. Den samlede projektbevilling på 2,5 mio. kr. blev afsat i budget 2012 under Cykelpakke V til ”Skiltning A-net + grønne ruter”, hvoraf 0,1 mio. kr. var stjernemarkeret og blev anvendt til opstart af projektet. I de 2,4 mio. kr. (2012 p/l) er der inkluderet udgifter til udvikling af koncept, produktion af skilte, opsætning af skilte samt evaluering og justering af konceptet. De forventede udgifter til eksterne rådgivning, internt lønforbrug og anlæg fremgår af nedenstående tabel (tabel 1):
Tabel 1: Udgifter til ekstern rådgivning, internt lønforbrug og anlæg
1.000 kr. (2012 p/l) |
2012 |
2013 |
2014 |
2015 |
I alt |
Ekstern rådgivning |
0 |
100 |
100 |
0 |
200 |
Grafisk design |
|
100 |
|
|
|
Evaluering af koncept |
|
|
100 |
|
|
Internt lønforbrug |
150 |
200 |
100 |
100 |
550 |
Udvikling af koncept |
100 |
|
|
|
|
Projektledelse |
50 |
200 |
100 |
100 |
|
Anlæg af projektet |
0 |
1.000 |
100 |
550 |
1.650 |
Skilte |
|
1.000 |
100 |
550 |
|
I alt |
150 |
1.300 |
300 |
650 |
2.400 |
Projektet er et udviklingsprojekt, hvor der udvikles et nyt skiltedesign, og projektet skal afstemmes med interesser både internt i Københavns Kommune og eksternt i forhold til Vejdirektoratet. Projektet omfatter derfor løn svarende til et årsværk.
De afledte driftsomkostninger i forbindelse med projektet forventes at kunne afholdes indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens driftsbudget til vedligeholdelse af skilte.
Videre proces
Efter indstillingens godkendelse vil forvaltningen fortsætte dialogen med Vejdirektoratet om udformningen af konceptet for skiltene.
Foreløbig tidsplan
- 2012-13: Færdiggørelse af koncept i samarbejde med Vejdirektoratet, udarbejdelse af plan for opsætning samt opsætning af skilte
- 2014: Evaluering af koncept samt evt. justering og ansøgning til Vejdirektoratet om permanent skiltning.
- 2015: Evt. budgetforslag til skiltning i hele byen eller nedtagning af skilte.
Hjalte Aaberg / Niels Tørsløv
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at der udvikles et skiltekoncept for vejvisning af cyklister og opsættes skilte på forsøgsbasis,
2. at skiltene sættes op i et forsøg, som evalueres efter 1 år.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at der frigives en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. (2012 p/l) til udvikling af skiltekoncept og opsætning af skilte i forsøgsperioden. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 med 0,15 mio. kr. i 2012, 1 mio. kr. i 2013, 0,3 mio. kr. i 2014 og 0,65 mio. kr. i 2015. Bevillingen blev afsat i Budget 2012 i Cykelpakke V.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. oktober 2012
Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet. Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: Økonomiudvalget forudsætter, at Teknik- og Miljøudvalget overholder anlægsmåltallet i 2013 ved at anvise kompenserende udskydelse i forbindelse med den næste sag om anlægsperiodisering, som foreligges Økonomiudvalget den 4. december 2012. Økonomiudvalget forudsætter herudover, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. november 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.