Mødedato: 29.11.2001, kl. 17:30

Regulering af den kommercielle brug af offentligt vejareal

Regulering af den kommercielle brug af offentligt vejareal

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 29. november 2001

 

BR 487/01

Regulering af den kommercielle brug af offentligt vejareal

Regulering af den kommercielle brug af offentligt vejareal

Indstilling om, at stadebestemmelserne præciseres, så der også kan forhandles andre næringsmidler end kun frugt, pølser og is, således at f.eks. kaffevogne kan tillades, at udeserveringssæsonens start ændres fra nugældende 1. april til 15. marts, at reglerne i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune" om anvendelse af løse cykelstativer ændres, så den tilladte højde for et stativ bliver ændret fra 100 cm til 120 cm, og det bliver præciseret, at den tilladte reklame på stativet består i forretningens logo eller navn.

(Bygge- og Teknikudvalget)

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at stadebestemmelserne præciseres, så der også kan forhandles andre næringsmidler end kun frugt, pølser og is, således at f.eks. kaffevogne kan tillades

at udeserveringssæsonens start ændres fra nugældende 1. april til 15. marts

at reglerne i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune" om anvendelse af løse cykelstativer ændres, så den tilladte højde for et stativ bliver ændret fra 100 cm til 120 cm, og det bliver præciseret, at den tilladte reklame på stativet består i forretningens logo eller navn

at indstillingen i øvrigt tages til efterretning

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2001

Anbefalet

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

RESUME

I stadereglerne er opregnet en række konkrete næringsmidler, som det er tilladt at forhandle fra stadepladser. Forvaltningen har kun tilladt pølser, som eneste tilladte fast-food produkt, der kunne forhandles fra vogne.

De senere år har forvaltningen haft et stigende antal henvendelser om muligheden af at forhandle andre fast-food varer end pølser. Det er specielt muligheden af at sælge kebab, shawarma o.lign., der har været spurgt til. Der har endvidere været forespørgsler på at sælge kaffe og suppe fra vogne. Forvaltningen indstiller, at sådanne nye varegrupper skal kunne sælges fra vogne og stader.

På udeserveringsområdet har der været flere forespørgsler om muligheden af at rykke sæsonstart fra nugældende 1. april til 15. marts, således at blandt andet påsken omfattes af udeserveringssæsonen. Forvaltningen indstiller, at reglerne ændres i overensstemmelse hermed.

Der er igennem de seneste år sket en øget anvendelse af løse cykelstativer til reklame. Stativerne udformes som egentlige reklameskilte og bærer ikke kun forretningens logo eller navn. Kun få cykelstativer overholder de fastsatte mål med en maksimal højde på 1 meter, idet stativerne er højere, og cykelstativerne bliver ofte placeret i fortovskanten. Herved får de en stor reklameværdi. Cykelstativer er fritaget for afgift, fordi denne transportform er ønsket i byen. Det foreslås, at cykelstativer med egentlige reklamer sidestilles med reklameskilte, dvs. de skal overholde samme mål, placeres ind til facaden og være omfattet af afgift. Kun cykelstativer med forretningens logo og/eller navn skal fortsat være afgiftsfritaget og kan placeres i fortovskanten. Da flere af de nyere cykelstativer med de ønskede mere diskrete logo overskrider den tilladte højde på 1 m med 10-20 cm, men ikke er til gene for udsyn, foreslås, at reglerne ændres, så den tilladte maksimale højde bliver 120 cm.

SAGSBESKRIVELSE

Stader

Stadereglerne - regler for drift af stader på offentligt vejareal - blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 28. februar 1991. Da flere faktiske forhold siden har ændret sig, er det forvaltningens ønske at få korrigeret stadereglerne i overensstemmelse hermed, ligesom forvaltningen har behov for at få præciseret, at det kan tillades at sælge andet varesortiment, end der opregnes i reglerne.

Som bilag 1 vedlægges stadereglerne samt forslag til ønskede ændringer/præcise-ringer. Ændringerne gennemgås punktvis i det følgende:

Ændring i punkt 1

I stadereglernes punkt1, står:

"Fra stader kan forhandles frugt, grøntsager, blomster, pølser, is, aviser, juletræer m.m. Tilladelse kræves, uanset om virksomheden foregår fra vogn eller på anden måde. Udlejningssektionen giver tilladelse til at drive sådanne stader."

København har en mangeårig tradition for stadehandel med salg af frugt og grønt, blomster, is og pølser, og selvom bestemmelserne ikke er udtømmende og andre varegrupper i princippet kan sælges fra stade, har forvaltningen været tilbageholdende med tilladelser uden først at have indhentet en positiv tilkendegivelse fra Borgerrepræsentationen.

I takt med de stadig flere restauranter/spisesteder med mad fra fremmede lande har forvaltningen fået en række henvendelser om mulighederne for at drive stadehandel med andre fast-food produkter end pølser. Der er især interesse for at etablere stadevogne med salg af kebab og shawarma.

Der har endvidere været adskillige forespørgsler om at oprette stader/stadevogne med kaffe, suppe, nødder, fisk og ost.

For så vidt angår fast-food produkterne og kaffe og suppe forudsættes disse varegrupper serveret fra serveringsvogne i lighed med pølsevogne, mens nøddestader kan etableres som teltstade. Stader med fisk, ost og andre lignende ikke-tilberedte madvarer vil af Fødevareregionen blive forlangt etableret fra vogn.

Kravet om, at virksomheden skal foregå fra vogn med serveringsdisk, betyder bl.a., at hver enkelt stadeindehaver skal have næringsbrev, inden virksomheden kan drives. Ved ansøgning om næringsbrev vil det blive undersøgt, om pågældende har betydelig forfalden gæld til det offentlige, navnlig i form af skatterestancer og manglende moms-indbetalinger, ligesom det undersøges, om pågældende er dømt for et forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden.

Fortrinsret til at drive stadehandel har ansøgere, der på grund af handicap har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Tilladelse gives alene, hvis ansøger på grundlag af lægeerklæring indstilles af arbejdsformidlingen som fortrinsberettiget. Kun hvis der ikke til det pågældende varesortiment er interesserede nok, kan ikke-handicappede få tildelt en stadeplads.

Kundeunderlaget til kebab, shawarma o.lign. er forskelligt fra kundeunderlaget til pølser, og det er forvaltningens skøn, at begge typer stader kan fungere sammen på eksempelvis torve og pladser, hvor der dagligt færdes mange mennesker.

Ventetiden på et ledigt pølsestade er pt. i gennemsnit 1½ år, og en udvidelse af muligheden for at sælge andet end pølser (og is) fra vogn forventes at kunne lette ventetiden til pølsestader.

Det kan være kostbart at anskaffe sig en vogn, få garageplads etc., og der kan derfor forventes at gå lidt tid, førend eventuelle nye typer stader kan etableres. Der er aktuelt en forventning om at ca. 5 "nye" stader kan oprettes og på længere sigt yderligere mellem 5 og 10.

Det er ikke tanken at reducere antal pølsestader i drift men at placere andre fast-food stader på de steder, hvor der er plads og skønnes at være et kundegrundlag for den pågældende type stade.

Mulige placeringer kunne være Fiolstræde/Krystalgade, Holmbladsgade/Skånegade, Jagtvej/Rantzausgade, Frederikssundsvej/Borups Allé, Østerbrogade/Jagtvej, Sundbyvester Plads, Enghave Plads, Halmtorvet, Vesterbros Torv, Brønshøj Torv, Lille Triangel.

Alle placeringer af stader vil ske efter forhandling med politiet.

Staderne skal fortsat overvejende være en her-og-nu service til de folk, der passerer og ikke være baseret på egentlig indkøb i lighed med staderne på Israels Plads. Stadesalg med ferske varer (fisk, ost o.lign.) tænkes derfor placeret på Israels Plads, og/eller på steder, hvor der ikke i nærheden er nævneværdig konkurrerende virksomhed.

I konsekvens af ovenstående indstilles, at stadereglerne punkt 1, ændres til følgende:

"Fra stader kan forhandles/serveres tilberedte spisevarer(fast-food), tilberedte, alkoholfrie drikkevarer (læskedrikke, kaffe, the o.lign.), ost, fisk, is, frugt, nødder, grøntsager, blomster, aviser, juletræer m.m.

Tilberedte fast-food varer og tilberedte drikkevarer kan alene serveres fra godkendte vogne.

Tilladelse kræves, uanset om virksomheden foregår fra vogn eller på anden måde.

Udlejningssektionen giver tilladelse til at drive sådanne stader.

Tilladelse udstedes kun til enkeltpersoner og ikke til firmaer, forretninger, foreninger, selskaber etc."

Mindre ændringer/justeringer i punkterne 4, 5, 10, 13 og 24

Punkt 4

Udstedelse af næringsbrev sker i dag i henhold til restaurationsloven og ikke beværterloven. Levnedsmiddelkontrollen er i dag overgået til statsligt regi og afløst af Fødevareregionen.

Forvaltningen ønsker, at salg af fast-food fødevarer, kaffe og suppe sker fra stadevogne og forudsætter næringsbrev. Dette betyder, at vognene skal være indrettet med serveringsdisk. Dette bør fremgå af stadereglerne.

Der har endvidere vist sig behov for at få præciseret, at ingen stadeholder kan begynde salg, førend diverse godkendelser foreligger.

Punkt 4 foreslås rettet i overensstemmelse med ovenstående, jf. bilag 1.

Punkt 5

Den æstetiske vurdering af vogntyper/størrelser/design godkendes af Vej & Park. I konsekvens heraf justeres punkt 5, jf. bilag 1.

Punkt 10

Kravet om, at der ikke må være verandalignende udbygninger på pølse- og isvogne foreslås udvidet til at omfatte alle vogntyper, hvorfra der forhandles/eller serveres.

Forvaltningen ønsker endvidere at få nedfældet i regelsættet, at eventuelt anhængertræk skal være klappet op, når vognen er på stadepladsen.

Det indstilles derfor, at punkt 10 justeres i overensstemmelse med ovenstående, jf. bilag 1.

Punkt 13

Det ønskes præciseret, at såvel stadevogne som stadetelte og stativer skal fjernes efter lukketid og at disse ikke må sættes på vejarealer, jf. bilag 1.

 

Punkt 24

Bortfald af stadetilladelsen ved det 67. år er fastsat ud fra folkepensionsalderen.

Ved lov nr. 287 i 1999 ændredes lov om social pension. Ved loven nedsattes folkepensionsalderen til 65 år for alle, der er fyldt eller fylder 60 år 1. juli 1999 eller senere. Ændringen slår fuldt ud igennem 1. juli 2004, dvs. at visse stadeindehavere indtil da vil være 67 år, før folkepension opnås.

I konsekvens af den ændrede folkepensionsalder indstilles, at stk. 24, tilføjes, at stadetilladelsen med virkning fra 1. juli 2004 bortfalder ved udgangen af den måned, hvori stadeindehaveren fylder 65 år, jf. bilag 1.

Udeservering

I henhold til "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune" er sæson for udeservering i tiden 1. april - 31. oktober. Igennem de seneste par år er presset fra restauratører især i Nyhavn og Indre by blevet større for at få tilladelse til at åbne udeserveringerne allerede i marts måned. Forvaltningen har hidtil kun givet dispensation til Nyhavns restauranter.

Nyhavns Erhvervsforening, der repræsenterer de fleste restauratører i Nyhavn, har tilkendegivet et generelt ønske fra restauratørerne om at åbne allerede i midten af marts måned. Denne interesse vurderes også at være tilstede hos restauratører især i Indre By.

Forvaltningen foreslår, at sæsonen generelt rykkes en halv måned frem til den 15. marts. I konsekvens heraf skal erlægges afgift for den yderligere halve måned.

Cykelstativer med reklame

Der er igennem de seneste år sket en øget anvendelse af løse cykelstativer. Forvaltningen har imidlertid konstateret, at cykelstativerne i tiltagende omfang udformes som egentlige reklameskilte og ikke kun mere diskret bærer forretningens logo eller navn. Kun få overholder de fastsatte mål, og som cykelstativer bliver de oftest placeret i fortovskanten.

Til illustration vedlægges fotos af diverse cykelstativer, jf. bilag 2..

Cykelstativer er fritaget for afgift. Det er forvaltningens opfattelse, at cykelstativer med egentlige reklamer skal sidestilles med reklameskilte, dvs. de skal overholde samme mål, placeres ind til facaden og være omfattet af afgift. Kun cykelstativer med forretningens logo og/eller navn foreslås fortsat at være afgiftsfritaget og kan placeres i fortovskanten.

Da flere af de nyere cykelstativer med de ønskede mere diskrete logo overskrider den tilladte højde (1 m) med 10-20 cm, men ikke i øvrigt er til gene for udsyn, foreslås, at den tilladte højde bliver op til maksimal 120 cm.

Økonomi

Der forventes ikke i år øgede indtægter på udeserveringsområdet på grund af en udvidelse af sæsonen med ½ måned. Antallet af interesserede er for usikkert til, at der på nuværende tidspunkt kan anslås en eventuel øget indtægt.

Der forventes ingen indtægt i år fra "nye" stader. Indtægten i år 2002 skønnes at være ca. 150.000 kr.

Der forventes ingen indtægt i år fra cykelstativer som reklameskilte. Det totale antal der ønskes opretholdt som reklameskilt er for usikkert til at der på nuværende tidspunkt kan anslås en eventuel indtægt i 2002.

Miljøvurdering

De anførte ændringer vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Staderegler med forslag til ændringer

Bilag 2: Fotos til illustration af løse cykelstativer med reklame/logo.

 

Ole Bach

Til top