Medlemsforslag om mere fuldstændige miljøkonsekvensvurderingsrapporter til lokalplaner
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentation pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger at udarbejde en sag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at der forud for godkendelse af lokalplaner for byggeri på giftgrunde, kan stilles krav om en fuldstændig kortlægning af giftstoffer i jordbunden i forbindelse med udarbejdelsen af miljøkonsekvensvurderingsrapporten, hvortil alle væsentlige kilder til viden om giftstofferne inddrages.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
Det er lovpligtigt at undersøge forekomst af giftstoffer under et eventuelt fremtidigt byggeri. For byggeriet på Amager Fælled er denne undersøgelse foretaget af firmaet SWECO.
Ved borgermødet om byggeplanerne 23. september tilkendegav Steffen Damgaard Nielsen fra SWECO, at firmaet ikke fandt det nødvendigt at undersøge hvilke specifikke gifte, der findes på grunden, fordi “vi ved”, at der er deponeret “alt tænkeligt giftigt materiale overalt” på den gamle losseplads. Og at det dermed er “tilstrækkeligt veldokumenteret”.
Rapporten fra SWECO har helt set bort fra det deponi, som er sket uden nærmere dokumentation. Lossepladsen har i perioder haft fri adgang for private aktører til at læsse af. Med SWECOs rapport som beslutningsgrundlag vil vi ikke vide, hvad vi forsegler under et byggeri, andet end at det er “alt tænkeligt” fra hovedstadsområdet frem til 1970erne.
Lovens krav om afdækning af giftstoffer har ikke foranlediget indsamling af øjenvidne-beretninger og mere indgående test af jordbundens gifte. Det er ikke fuldstændigt.
Enhedslisten ønsker at sikre, at der fra forvaltningens side stilles krav til bygherre og evt. andre aktører om, at der i sager om lokalplaner udarbejdes en fuldstændig jordbundsundersøgelse, hvor alle væsentlige kilder til viden om giftstofferne inddrages i forbindelse med udarbejdelsen af miljøkonsekvensvurderingsrapporten.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. oktober 2020
Et forslag fra SF og Dansk Folkeparti om at henvise medlemsforslaget til Teknik- og Miljøudvalget blev vedtaget med 39 stemmer imod 16. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, V, B, F, C, O og Kåre Traberg Smith (Løsgænger).
Imod stemte: Ø, Å og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi opfordrer borgmesteren til at tage sagen op med sin egen forvaltning.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning, som Dansk Folkeparti tilsluttede sig:
”Partierne støtter dette forslag under forudsætning af, at det ikke går ud over sagsbehandlingstiden.”