Mødedato: 29.10.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Forespørgsel om årsag til færre grønne arealer

Se alle bilag

Forespørgsel

Teknik- og miljøborgmesteren bedes redegøre for,

  1. udviklingen af størrelsen af kommunens grønne rekreative arealer i siden den 1. januar 2008,
  2. hvad teknik- og miljøborgmesteren synes om, at mængden af grønne arealer er faldet markant siden 2008, hvor der i den mellemliggende periode har været to teknik- og miljøborgmestre fra Socialistisk Folkeparti og to teknik- og miljøborgmestre fra Enhedslisten?
  3. hvordan teknik- og miljøborgmesteren har kunnet stemme for kommuneplan2019 i februar 2020, hvor hele Godsbaneterrænet mellem Vesterbro og Sydhavnen bebygges, og dermed bebygger rekreative og grønne områder i det centrale og tætbebyggede København?
  4. hvad teknik- og miljøborgmesteren har gjort for, at Teknik- og Miljøforvaltningen overholder den enstemmige vedtagelse i Borgerrepræsentationen af det konservative forslag den 29. januar 2009 om, at Kommunens grønne rekreative arealer i fremtiden mindst skal være på samme størrelse som pr. 1. januar 2008?

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Københavns Borgerrepræsentation vedtog den 29. januar 2009 på konservativt initiativ enstemmigt et forslag om, at Kommunens grønne rekreative arealer i fremtiden mindst skal være på samme størrelse som pr. 1. januar 2008 - se bilag 1.

Teknik- og Miljøborgmesteren har den 28. august 2020 udtalt til Københavns Radio på baggrund af en undersøgelse foretaget af Gehl Arkitekts og Københavns Kommune, at mængden af Københavns Kommunes grønne arealer er faldet med over 10 procent.

I de sidste ti år har der været to teknik- og miljøborgmestre fra Socialistisk Folkeparti og to teknik- og miljøborgmestre fra Enhedslisten.

Den kommuneplan, der blev vedtaget den 27. februar 2020 med stemmer fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten åbner op for muligheden af bebyggelse af det grønne og rekreative areal på Godsbaneterrænet mellem det tæt bebyggede Vesterbro og Sydhavnen, så mængden af grønne områder bliver endnu mindre.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. oktober 2020

Forespørgslen blev besvaret.

Til top