Pio parken – åben skolepark for hele Sydhavnen, Vesterbro/Kgs. Enghave
Der skal tages stilling til projektforslag og frigivelse af anlægsmidler til omdannelse af Pio Parken til en ny udvidet skole- og kvarterspark i Sydhavnen.
Indstilling
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling på 14,3 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg af Pio Parken - ny åben skole- og kvarterspark i Sydhavnen, Kgs. Enghave på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen (BR) godkendte 26. marts 2015 kvarterplan for Områdefornyelse Sydhavnen og igangsatte samtidig projektet Pio Parken for at skabe en grøn og åben skole- og kvarterspark. Ved Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 18,5 mio. kr. til projektet ”Pio Parken - en åben skolepark for hele Sydhavnen”. Teknik- og Miljøudvalget (TMU) godkendte 17. juni 2019 fællesindstilling om et skitseforslag for disponering af Pio Parken arealer. Fællesindstillingen godkendtes også af Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget 19. juni 2019.
Der skal tages stilling til projektforslag og frigivelse af anlægsmidler, så forvaltningen kan videreprojektere og anlægge projektet.
Løsning
Projektområdet for Pio Parken er beliggende centralt i Sydhavnen og Kgs. Enghave. Arealet fremstår i dag nedslidt, utrygt og opdelt og er domineret af en stor kunstgræsbane. Der er få funktioner, der kan understøtte læring, bevægelse og ophold. Projektområdet udgør Ellebjerg Skoles udearealer og et offentligt areal mod Mozarts Plads og grænser op til senior- og familieboliger og den kommende metrostation på Mozarts Plads, jf. oversigtskort i bilag 2. Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med de øvrige involverede kommunale forvaltninger, den lokale arbejdsgruppe Pio Park-gruppen, bestående af repræsentanter fra de omkringliggende institutioner, beboere og Kgs. Enghave Lokaludvalg, udarbejdet projektforslag for Pio Parken. Formålet med projektet er at samtænke et offentligt grønt areal kaldet ”Pios Plæne” med institutionernes udearealer i en samlet parkløsning, der giver skolens elever og Sydhavnens borgere adgang til en ny attraktiv park på ca. 16.500 m².
Forbedret adgang til skolen og sikker skolevej – Pios plæne
Adgangen til Ellebjerg skole fra Louis Pios Gade forbedres og udbygges som alternativ til ankomst via den stærkt trafikerede P. Knudsens Gade. Den nye hovedankomstplads- og adgangsvej kaldet Pios Plæne kobler den nye skolepark sammen med det øvrige sydhavnskvarter. Under trækronerne anlægges der arealer til ophold og leg.
Multifunktionelle lege- og bevægelsesfaciliteter
Der anlægges tre mindre multifunktionelle baner. En fem-mands kunstgræsbane, en multibane og en streetbane til løbehjul, skateboards og rulleskøjter. Der anlægges endvidere en løbebane i forbindelse med fem-mandsbanen og der etableres opholds- og siddefaciliteter ved banerne. Der anlægges nye lege- og opholdsområder omkranset af ny beplantning, buske og træer. Tæt på skolens hovedindgang etableres en græsplæne med en ny amfiscene. Centralt i parken anlægges et areal med træer og beplantning hvor natur-relaterede lærings- og legemiljøer styrkes med et udendørs snitteværksted, som skolen kan anvende i undervisningen. Der opsættes et nyt hegn imellem det eksisterende skolehaveområde og parken.
Aktivitetssti
Med inspiration fra forhindringsløb udformes et forløb rundt i parken. Forløbet udformes med forskellige sværhedsgrader, så børn i forskellige aldre kan blive udfordret indenfor balance, motorik mm.
Bynatur og grøn læring
Det nye grønne parkareal skal sammen med udeværksteder, amfiscene, bålpladser og en frugtlund styrke og skabe grundlag for nye læringsmiljøer. Bynaturen styrkes også ved at plante mange forskellige arter af planter, buske og træer. Vækstvilkårene for de eksisterende træer forbedres.
Belysning
Belysning af parken gradueres og tilpasses den forskelligartede brug af parken, og under hensyntagen til de omkringliggende bebyggelser. Ankomst- og adgangsarealer og områder med intensiv aftenbrug belyses med overbliksskabende belysning, mens den mere naturprægede del af parken belyses mindre intensivt.
Konsekvenser for bil- og cykelparkering
Projektforslaget har ingen konsekvenser for bilparkering. Der er ikke bilparkeringspladser i projektområdet. Det eksisterende antal cykelparkeringspladser på 155 pladser i og omkring skolen suppleres med 55 nye pladser.
Konsekvenser for træer
Der er i alt 39 træer i projektområdet. For at skabe niveaufri adgang og bedre tilgængelighed ind på skolen fra indgangen P. Knudsens Gade og et areal, der ligger forsænket i forhold til gadens og skoles øvrige arealer, skal det forsænkede areal hæves. Det vurderes, at fem træer skal fældes, da de ikke vil kunne overleve denne terrænregulering. Der er tale om tre æbletræer, en tjørn og en mirabel, jf. bilag 4. De to af æbletræerne er i ringe sundhedstilstand med mange døde grene og stammesår og vurderes til at have en restlevetid under 25 år. De øvrige to træer er vurderet til at være sunde træer men med svækkelser. I projektområdet findes der desuden to træer (en poppel og en pil) med store skader. De er af forvaltningens rådgiver vurderet til at være risikotræer. De søges bevaret, men det kan blive nødvendigt at fælde dem af sikkerhedsmæssige årsager. Der er således op til syv træer, der fældes mens der bevares 32 eksisterende træer. Der plantes ca. 270 nye træer (mirabelle, paradisæble, fuglekirsebær, hæg, østrigsk fyr, serbisk gran, bjergfyr, navr, elm med flere) i projektområdet, jf. bilag 4.
Høring og borgerinddragelse
Projektforslaget er blevet udarbejdet af Teknik-og Miljøforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Pio Park-arbejdsgruppen og i tæt samarbejde med lokalområdet og Kgs. Enghave Lokaludvalg. Der har været afholdt afsluttende møde med arbejdsgruppen, hvor der blev udtrykt fuld opbakning til projektforslaget. Projektforslaget har været i høring hos Kgs. Enghave Lokaludvalg fra den 25. maj til den 6. juli 2020. Lokaludvalget har den 26. juni 2020 fremsendt høringssvar, jf. bilag 5, hvoraf det fremgår, at de er positive overfor projektet og bl.a. fremhæver satsningen på biodiversitet, forskellige naturtyper og naturpleje, som fremgår af projektforslaget. Der er bred opbakning til projektet fra alle de involverede interessenter.
Forvaltningens bemærkninger: Lokaludvalgets bemærkninger er positive og i overensstemmelse med projektforslaget. De medfører dermed ikke behov for justering af den videre projektering.
Økonomi
I Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 18,5 mio. kr. (2019 p/l) til ”Pioparken – en åben skolepark for hele Sydhavn”. Heraf blev 4,5 mio. kr. (2019 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet med budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 14,1 mio. kr. (2019 p/l) frigives. De 14,1 mio. kr. (2019 p/l) svarer til 14,3 mio. kr. i 2020 p/l, jf. tabel 1. Ud over midlerne fra Budget 2019 anvendes 3,0 mio. kr. afsat til Områdefornyelsen Sydhavnen.
Bevillingen Ordinær anlæg er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal. Teknik- og Miljøudvalget har 29. april 2019 besluttet at prioritere anlægsmåltal til projektet for 2021. Der er ikke taget stilling til anlægsmåltal for efterfølgende år.
Tabel 1 Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2020 p/l) |
||||
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
I alt |
||||
TMU |
Pioparken – en åben skolepark for hele Sydhavn |
2000 – Ordinær anlæg |
0.28.20.3 |
500 |
1.000 |
8.945 |
3.900 |
14.345 |
I alt |
|
|
|
500 |
1.000 |
8.945 |
3.900 |
14.345 |
De afledte driftsudgifter udgør 0,6 mio. kr. kr. i 2022 og 1,1 mio. kr. i 2023 og frem. Disse er placeret under Økonomiudvalget og vil i forbindelse med ibrugtagningen blive overført til Børne- og Ungdomsforvaltningen, som står for driften.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen gå videre med detailprojektering af Pio Park projektet. Anlægsarbejderne forventes fysisk igangsat i 2021 og projektet forventes ibrugtaget medio 2023.
Søren Wille /Lone Byskov
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslag Pio Parken - åben skole- og kvarterspark for hele Sydhavnen danner grundlag for færdigprojektering og anlæg af en skole- og kvarterspark i Sydhavnen, jf. bilag 4.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 14,3 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg af Pio Parken - ny åben skole- og kvarterspark i Sydhavnen, Kgs. Enghave på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2020
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. oktober 2020
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. oktober 2020
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.