Mødedato: 29.03.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Principbeslutning om deltagelse i fælles spildevandsselskab

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen besluttede den 13. oktober 2011 (BR 2011-70574), at der skal igangsætte en proces med henblik på snarest muligt at etablere et fælles spildevandsselskab.

Budgetaftale 2012 for Københavns Kommune pålægger endvidere Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, i samarbejde med Københavns Energi, at arbejde for et samarbejde om kloak- og spildevandsområdet, med udgangspunkt i det igangsatte vandsamarbejde, herunder afdække muligheden for en fusion af områdets selskaber.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.      at der træffes principbeslutning om Københavns Energis deltagelse i et fælles afløbsselskab med udgangspunkt i de rammer, der fremgår af nærværende indstilling samt bilag 1, samt

2.      at Økonomiforvaltningen og Københavns Energi bemyndiges til til at forhandle de nærmere vilkår for en deltagelse i et fælles afløbsselskab.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Der er på spildevandsområdet et betydeligt og påtrængende behov for at foretage investeringer, der kan sikre mod klimaforandringer. Dette kræver koordination af tiltagene, og at det enkelte spildevandsselskab er i stand til at tiltrække og fastholde kompetencer på et meget højt fagligt niveau.

Vandsektorlovens prisloftregulering betyder endvidere, at der stilles krav til spildevandsselskaberne om effektiviseringer. Det har herudover vist sig endog ganske vanskeligt at få godkendt de omkostninger, der medgår til at opnå miljø- og servicemål, herunder omkostninger til at imødegå klimaforandringer.

Herudover er spildevandsselskaberne under et betydeligt pres blandt andet som følge af:

·                klimaforandringerne, der stiller nye krav til spildevands- og regnvandshåndtering på tværs af kommunegrænser, samt krav til energibesparelser i relation til vandhåndtering, de statslige vandplaner, der fastsætter skærpede krav for udledning til vandløb og recipienter,

·                øgede krav om kontrol, dokumentation og styring af oversvømmelser og udledning af spildevand i forbindelse med kraftig nedbør,

·                behov for specialiseret viden på en række fagområder såsom dimensionering og styring af ledningsnet, bassiner og renseanlæg, samt

·                vandsektorlovens prisloftregulering, der indebærer skærpede krav om effektivisering.

Der forestår således store opgaver på spildevandsområdet, som i mange tilfælde hensigtsmæssigt kan løses i fællesskab.

Det vil være muligt at opnå de påkrævede effektiviseringer ved at samle afløbsselskaber og spildevandsrenseselskaber i større enheder og dette vil også give den fornødne politiske vægt til at kunne påvirke lovgivningen, herunder muligheden for at skabe hensigtsmæssige rammer for at få finansieret klimaindsatsen.

Etableringen af en fælles afløbskoncern vil herudover kunne imødegå de dissynergier, der vil kunne opstå, når de medarbejdere, der udfører opgaver på vandområdet overdrages fra de enkelte kommuneres serviceselskaber til det fælles serviceselskab i vandkoncernen.

Løsning

8 kommuner (Albertslund Kommune, Brøndby Kommune, Dragør Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Københavns Kommune, Rødovre Kommune og Vallensbæk Kommune) traf i efteråret 2011 principbeslutning om at etablere en fælles vandkoncern. Disse kommuner tager i marts 2012 endelig politisk stilling til deres deltagelse i den nye vandkoncern.

Sideløbende med forberedelserne af den fælles vandkoncern har det mellem de 8 ovennævnte kommuner været drøftet, hvordan opgaverne inden for spildevandsområdet bedst kan løftes. De involverede kommuner har ønsket, at det undersøges, om der er tilslutning til at arbejde med at etablere en fælles koncern på afløbsområdet, der i princippet kan etableres efter samme model, som er valgt på vandområdet. En vision for en fælles afløbskoncern vedlægges som bilag 1.

Sagen forelægges hermed til principbeslutning i de kommuner, der i efteråret 2011 traf principbeslutning om at etablere en fælles vandkoncern.

De kommuner, der tidligere har været involveret i vandprocessen, men har valgt en tilknytning til den fælles vandkoncern gennem en observatørpost i bestyrelsen, har ligeledes mulighed for at træffe principbeslutning om at indgå i et afløbssamarbejde. I så fald vil disse kommuner blive inddraget i det videre arbejde med at forberede samarbejdet.

Under forudsætning af, at der er den fornødne tilslutning, vil arbejdet med at forberede en fælles afløbskoncern blive påbegyndt. Sagen vil derefter blive forelagt til endelig beslutning i kommunalbestyrelserne og Borgerrepræsentationen efter sommerferien 2012, således at afløbskoncernen kan etableres inden årsskiftet 2012/13.

Den nye afløbskoncern vil blive etableret ved, at de kommuner, der beslutter at deltage, indskyder deres afløbsselskaber i et nyt, fælles holdingselskab. Kommunerne bliver gennem det nye holdingselskab indirekte ejere af alle de afløbsselskaber, der indskydes.

Det er endnu ikke endeligt klarlagt, hvordan ejerandelene fordeles. Forsyningssekretariatet vil blive kontaktet med henblik på at drøfte en fordelingsnøgle med udgangspunkt i justerede polka-værdier.

Afløbskoncernen kan i princippet organiseres efter samme model som den nye vandkoncern. Afløbskoncernen vil således bestå at et nystiftet holdingselskab, der bliver 100 % ejer af de indskudte eksisterende spildevandsselskaber, og afløbsselskaberne vil købe administrations- og serviceydelser af det fælles serviceselskab i vandkoncernen.

Der vedlægges et rammenotat med en nærmere beskrivelse af samarbejdet vedlægges som bilag 1.

Det er endnu ikke fastlagt, hvordan bestyrelserne i afløbskoncernens selskaber skal sammensættes, og hvad deres kompetence skal være. Det vil være nærliggende at tage udgangspunkt i det, der er opnået enighed om for så vidt angår vandkoncernen. Det vil i så fald medføre, at hver kommune får én plads i bestyrelsen af holdingselskabet, mens afløbsselskaberne bestyrelser sammensættes af medlemmer af ledelsen fra serviceselskabet i vandkoncernen.

Ejerkommunernes indflydelse i afløbskoncernen vil sikres gennem generalforsamlingen i koncernens holdingselskab. Det kan i vedtægterne f.eks. bestemmes, at beslutninger af principiel eller væsentlig økonomisk betydning skal forelægges generalforsamlingen i holdingselskabet, og at vedtagelse kræver et kvalificeret flertal blandt ejerne.

De nuværende afløbsselskaber, herunder KE Afløb A/S, vil bestå og vil bevare eget prisloft og egne takster, der som hidtil skal godkendes af den stedlige kommune.

Samarbejdet indebærer, at KE Afløb A/S' særlige gældsforpligtelse over for KommuneKredit opretholdes. De øvrige kommuner og deres afløbsselskaber belastes ikke af denne gældsforpligtelse. Det forventes, at som det er tilfældet i vandkoncernen, vil blive etableret en incitamentsstruktur, hvorved de øvrige deltagende kommuner også kan etablere lån og dermed på tilsvarende vis få mulighed for at realisere værdier, der i dag er bundet i deres afløbsselskaber, hvis lovgivningen senere åbner op herfor.

Koordinering i forhold til spildevandsrenseanlæggene

Opgaverne med at rense spildevand i Hovedstadsområdet varetages i dag hovedsageligt af hhv. Lynettefællesskabet I/S, Spildevandscenter Avedøre I/S og Måløv Rens A/S. En vurdering af mulighederne for at samle flere af spildevandsrenseselskaberne i en fælles selskabsstruktur vil bl.a. skulle belyse fordele og ulemper herved, herunder synergier, mulige selskabsstrukturer, overvejelser om styringsstruktur samt udkast til tidsplan for en efterfølgende fusionsproces.

Selvom en proces på spildevandsrenseområdet kan køre parallelt med afløbsprocessen vil der være tale om et særskilt forløb i forhold til afløbsprocessen. Baggrunden herfor er, at renseanlæggenes ejerkreds er væsentlig bredere, end de kommuner der har været involveret i processen med at etablere den fælles vandkoncern og nu afløbskoncern. Det vil i den forbindelse være vigtigt at sikre, at der i de styregruppe og arbejdsgrupper, der nedsættes, er en bred repræsentation af interessenterne på området, for herved at sikre størst mulig involvering og opbakning.

I/S Lynettefællesskabet henhører til Teknik- og Miljøudvalget resort. Derfor vil Teknik- og Miljøudvalget snarest behandle en indstilling, der giver de fornødne mandater til at gå videre i processen på renseområdet.

Økonomi

Udgifterne til at undersøge og forberede etableringen af en afløbskoncernen vil i videst muligt omfang blive afholdt af de involverede selskaber, herunder KE Afløb A/S. I det omfang, der indgås en aftale om et samarbejde, vil der kunne medgå ejeromkostninger, herunder til udarbejdelse af ejeraftale. Beløbet vil i så fald fremgå af en senere indstilling om en endelig politisk stillingtagen til et samarbejde på afløbsområdet.

Videre proces

Under forudsætning af, at et tilstrækkeligt antal kommuner tilslutter sig, vil arbejdet med at forberede etableringen af en fælles afløbskoncern fortsætte med de kommuner, der har tiltrådt principbeslutningen. Interim-bestyrelsen for vandkoncernen forventes at varetage opgaven med at forberede samarbejdet på spildevandsområdet, fra principbeslutningen er truffet til selskabet stiftes.

I perioden fra marts 2012 og frem til, at der efter sommerferien 2012 træffes endelig beslutning om, hvorvidt der skal etableres en fælles afløbskoncern, skal det konkrete indhold af vedtægter og ejeraftale for et spildevandssamarbejde fastlægges.

Som led i forberedelserne vil der blive taget kontakt til myndighederne for at afklare tvivlsspørgsmål.

Efter sommerferien 2012 vil den enkelte kommunalbestyrelse skulle tage endelig stilling til, om kommunens afløbsselskab skal indgå i den fælles spildevandskoncern.

Det forventes, at afløbskoncernen vil blive etableret inden udgangen af 2012 med regnskabsmæssig tilbagevirkende kraft til 1. januar 2012.


Claus Juhl                                                 /Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at der træffes principbeslutning om Københavns Energis deltagelse i et fælles afløbsselskab med udgangspunkt i de rammer, der fremgår af nærværende indstilling samt bilag 1,

2.      at Økonomiforvaltningen og Københavns Energi bemyndiges til til at forhandle de nærmere vilkår for en deltagelse i et fælles afløbsselskab.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. marts 2012

Indstillingen blev anbefalet.

 



Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. marts 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top