Udkast til forslag til lov om ændring af lov om planlægning (Bypolitik mv.)
Udkast til forslag til lov om ændring af lov om planlægning (Bypolitik mv.)
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 29. marts 2007
BR 131/07
Udkast til forslag til lov om ændring af lov om planlægning (Bypolitik mv.)
Udkast til forslag til lov om ændring af lov om planlægning (Bypolitik mv.)
Indstilling om,
at høringssvar til
udkast til lovforslag om ændring af lov om planlægning godkendes.
(Økonomiudvalget)
Miljøministeriet har udsendt et udkast til
lovforslag om ændring af lov
om planlægning, som der skal tages stilling til. På grund af meget kort
høringsfrist har Økonomiforvaltningen afsendt et foreløbigt høringssvar med
forbehold for den politiske godkendelse.
Beslutning
Indstilling om, 1. at
høringssvar til udkast til lovforslag om ændring af lov om planlægning godkendes. (Økonomiudvalget) |
Problemstilling
Københavns Kommune har i en årrække oplevet problemer ved planlægning for bl.a. større byområder og vandarealer. Kommunen har ofte i forskellige sammenhænge gjort opmærksom på, at planloven har manglet nødvendige redskaber for bl.a. at kunne sikre koordinering mellem grundejernes/investorernes byggeønsker og hensynene til en hensigtsmæssig kommunal planlægning, herunder investeringer i infrastruktur samt sikring af en alsidig boligsammensætning i nye områder bl.a. for at undgå ghettoer.
Løsning
Lovudkastet er generelt fornuftigt og imødekommer en række af de ønsker, kommunen hidtil har fremsat. Planlovsændringerne giver nu kommunerne konkrete redskaber til at løfte nogle planmæssige udfordringer, og her vurderes især aftaleredskabet at være af meget stor betydning. Redskabet er dog fortsat ikke stærkt nok, bl.a. for at sikre en alsidig boligsammensætning og for at imødegå en øget ghettoisering, hvilket kommunen finder meget vigtigt. Desuden er der andre forhold, som det findes ønskeligt at få medtage i forslaget.
Lovforslagets hovedelementer er
§ Mulighed for frivillige udbygningsaftaler mellem kommunen og grundejere, hvis grundejeren ønsker at bidrage økonomisk til infrastrukturanlæg. Aftaler kan indgås med følgende tre formål: 1. Forbedring af kvaliteten i anlægget. 2. Fremrykning af tidspunktet for, hvornår et område kan bebygges. 3. Tilvejebringelse af et nyt plangrundlag med forbedrede byggemuligheder i området
§ Planlægning for blandede byområder med nye bestemmelser for støj
§ Planlægning for vandarealer i nedlagte havne i byomdannelsesområder
§ Miljøhensyn i lokalplanlægningen
KØBENHAVNS KOMMUNES
BEMÆRKNINGER
Udbygningsaftaler
Aftalerne omfatter alene private bidrag til infrastruktur (veje, stier, forsyningsnet, rekreative anlæg mv.), mens der ikke skabes hjemmel for at indgå aftaler om blandede ejerformer i nyt boligbyggeri eller boligernes sammensætning. Det synes ellers oplagt, at netop det boligpolitiske spørgsmål løftes i denne lovændring, da det er en væsentlig bypolitisk udfordring. I høringssvaret er der derfor lagt stor vægt på, at dette sker.
Blandede byfunktioner
Forslaget indeholder en præcisering af muligheden for at udlægge områder til blandede byfunktioner, og med ændringen i § 15, stk.2 muliggøres, at der i en lokalplan kan stilles krav om støjisolering af ny boligbebyggelse i eksisterende boligområder, eller i områder der udlægges til blandede byfunktioner.
Det er dog væsentligt at få pointeret, at bestemmelsen også omfatter nye boliger, der indrettes i eksisterende erhvervsbyggeri, samt ikke mindst, at bestemmelsen ikke kun går på ekstern støj, men også omfatter bygningstransmitteret støj. Hermed opnås mulighed for at kunne stille krav om isolering af etageadskillelsen, hvis der f.eks.indrettes nye boliger oven på restauranter og lignende.
Planlægning for
vandarealer i nedlagte havne i byomdannelsesområder
Kommunen er positiv over for, at der sker en præcisering af planlovens gyldighed for vandarealer. Den foreslåede formulering af bestemmelser i planloven er dog ikke fuldt ud i stand til at opfylde behovene for helhed i planlægningen og sikkerhed og klarhed i kompetencefordelingen. Det er bl.a. fordi kommunernes kompetence til (alene) at gælde vandarealer i udpegede byomdannelsesområder er en indskrænkning i forhold til Skov- og Naturstyrelsens vejledning fra 2005 om lokalplanlægning for husbåde til helårsbeboelse.
Udpegningen af havneområder som byomdannelsesområder er ikke nødvendigvis varig, og mange havne har været under omdannelse længe før muligheden for udpegning af byomdannelsesområder kom ind i planloven. Bl.a. derfor er kun mindre dele af havnen i København udpeget.
Med det foreliggende forslag vil hjemmelsgrundlaget for f.eks. placering og udformning af husbåde i havnen falde bort for de fleste havneområders vedkommende. Der vil kommunen ikke kunne regulere placering og udformning af husbåde, når der bortses fra de krav, der kan stilles i byggesagsbehandlingen. Sammenhængen mellem plan- og byggelovgivning synes derfor ikke sikret. Kommunen vil på denne baggrund stærkt anbefale, at formuleringen "i et byomdannelsesområde" udgår af forslaget.
Miljøhensyn i
lokalplanlægningen
Det er positivt, at forslaget muliggør, at en kommune også vil kunne stille krav om lavenergibebyggelse ud fra et ønske om at styrke hensynet til den miljømæssige bæredygtighed. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår dog, at der ved lavenergibebyggelse skal forstås enfamiliehuse.
Forslaget til ændring vil derfor ikke have nogen væsentlig miljøeffekt i København, idet den overvejende del af boligbyggeriet i København er etagebyggeri. Det anbefales derfor, at lavenergibebyggelse også kommer til at omfatte etagebyggeri. Det anbefales også, at det ved lokalplanlægning for anvendelsesændringer og deraf følgende ombygninger af eksisterende bebyggelse bliver muligt at stille krav om udformning som lavenergibebyggelse, hvor dette ikke vil medføre en urimelig teknisk løsning eller økonomisk belastning for bygherren.
Endelig anbefales, at det ud over de foreslåede ændringer også bliver muligt at stille yderligere krav i f.eks. forsøgsbyggeri eller i bygninger med stort energiforbrug. Også muligheden for at stille krav til energikilder og affaldssortering samt genbrugsmuligheder for byggematerialer bør omfattes af lovændringen.
Økonomi
-
HØRING
Forslaget er udsendt af Miljøministeriet den 31. januar 2007 med frist til 16. februar 2007 til at komme med bemærkninger. Forslaget har internt været forelagt Teknik- og Miljøforvaltningen til udtalelse. Svarene fra Miljøkontrollen og Plan & Arkitektur er indarbejdet i besvarelsen.
På grund af denne korte tidsfrist er Økonomiforvaltningens foreløbige svar sendt til Miljøministeriet inden udløbet af fristen for at komme med bemærkninger. Der er taget et generelt forbehold for det endelige indhold, indtil politisk behandling har fundet sted.
Vurderinger:
Sagen er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Videre proces
Efter Økonomiudvalgets behandling af sagen skal den forelægges for Borgerrepræsentationen, så et endeligt svar derefter kan sendes til Miljøministeriet.
Bilag
1. Det foreløbige høringssvar.
2. Lovmaterialet fra Miljøministeriet
3. Oversigt over politisk behandling.
Claus Juhl
/Henrik Plougmann Olsen