Medlemsforespørgsel om detailhandel
Medlemsforespørgsel om detailhandel
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 29. marts 2001
BR 135/01
Medlemsforespørgsel om detailhandel
Medlemsforespørgsel om kritik af kommuneplantillæg om detailhandel
(Stillet af Mikkel Warming (Ø)):
Hvad kan overborgmesteren oplyse om Naturklagenævnets underkendelse af dele af Københavns kommuneplans tillæg nr. 13 om detailhandel, samt hvilke konsekvenser denne underkendelse vil have for planlægningsarbejdet?
INDSTILLING
Borgerrepræsentant Mikkel Warming Enhedslisten, har stillet følgende forespørgsel til mødet den 29. marts 2001:
Hvad kan overborgmesteren oplyse om Naturklagenævnets underkendelse af dele af Københavns kommuneplans tillæg nr. 13 om detailhandel, samt hvilke konsekvenser denne underkendelse vil have for planlægningsarbejdet ?
Begrundelse :
Naturklagenævnet har i afgørelser af 12. februar 2001 og 12. marts 2001 kritiseret Københavns kommunes udformning af kommuneplantillæg nr. 13 om detailhandel, samt direkte underkendt de dele af kommuneplantillæg nr 13 der handler om overskridelser af butiksstørrelser for udvalgsvarebutikker i de 15 bydelscentre.
Naturklagenævnet har direkte kendt de "særlige planlægningsmæssige begrundelser" som kommunen har anvendt for at tillade overskridelser af de tilladte butiksstørrelser for ugyldige, hvilket har medført at overskridelser i bydelscentrene kendes for ugyldige, mens de opretholdes i City og Ørestaden, hvor Naturklagenævnet mener at kunne finde formuleringer, der kan accepteres som "særlige planlægningsmæssige begrundelser" i de bydele, der nu betegnes som "city".
Forespørgeren har i forbindelse med Borgerrepræsentationens behandling af kommuneplantillæg gjort gældende, at kommunen var på kant med planloven, hvilket Overborgmesteren ikke har været enig i. Nu bekræfter Naturklagenævnets afgørelse, at kommunen har været på tynd is.
Hvilke konsekvenser vil Overborgmesteren drage i forhold til Naturklagenævnets afgørelse, herunder indholdet og godkendelsen af kommuneplantillæg nr. 13, samt det tilhørende kommuneplantillæg nr 14.
Naturklagenævnets afgørelse griber ind i vigtige dele af kommuneplantillæg nr. 13. Mener Overborgmesteren ikke, at dette er af en karakter, som giver anledning til at overveje udarbejdelse af et nyt kommuneplantillæg, som er i overensstemmelse med planlovens bestemmelser, og ikke mindst herved sikre en offentlighedsfase og debat, som tager afsæt i de nye vilkår og med begrundelser der er i overensstemmelse med lovens krav.