Medlemsforslag om udlændingepolitikken

Dansk Folkeparti er bekymret for, at indvandringen til Danmark afgørende kommer til at ændre Danmark for altid. Danmark har indtil slutningen af 1960érne været et af de mest homogene lande i Europa, men i de seneste 30 år har befolkningssammensætningen taget retning mod et multietnisk samfund med mange problemer. Specielt storbyerne mærker konsekvenserne af den massive og ukontrollerede indvandring.

Efter Dansk Folkepartis opfattelse tyder meget på, at der er en overordentlig stor forskel på den politik, der føres fra Christiansborg, og den politik danskerne ønsker med hensyn til indvandrere og flygtninge.

I århundreder har Danmark haft en relativ homogen befolkning med en meget lille indvandring til landet. Den danske befolkning er hverken historisk eller kulturelt vant til en massiv indvandring til landet i lighed med den indvandring, der sker i disse årtier og som stærkt er på vej til at forandre Danmark for altid.

Danmark er med hastige skridt på vej mod at blive et multietnisk samfund med mange problemer. Og ikke nok med at flere bydele i storbyerne og flere kommuner allerede er multietniske, så tager befolkningsudviklingen også en retning, der betyder, at indvandrerne er stærkt på vej til at få flertal i befolkningstætte kommuner og det i løbet af få år. Københavnerne er hurtigt på vej til at komme i mindretal i deres egen by.

Dansk Folkeparti står ikke alene med bekymringen over udviklingen. Statsministerens nytårstale 1. januar 2000 indeholder følgende afsnit: "Det er et reelt problem, hvis danske familier i deres egen opgang, i deres eget kvarter, i deres egen by, oplever, at de kommer i mindretal, at børnene får problemer i skolen – at de så at sige bliver ofre for en ghettodannelse. Det er et reelt problem, hvis danske familier i visse byområder begynder at føle sig som fremmede i deres eget land. Det er et reelt problem, hvis de ikke føler, at der bliver lyttet og ikke fornemmer, at de bliver hørt".

Det er netop denne bekymring, som Dansk Folkeparti mener er reel og årsagen til, at nærværende forslag stilles. Ikke mindst i København tårner problemerne sig op.

Om Danmark er et multietnisk samfund er der flere opfattelser af. I efteråret 1998 sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i forbindelse med en ophedet debat om Danmarks udlændingepolitik: "Danmark er ikke og skal ikke være et multietnisk samfund".

På spørgsmål nr. S 1052, folketinget 1999-2000, til statsministeren lydende: Hvordan vil statsministeren definere et multietnisk og multikulturelt samfund, og kan Danmark karakteriseres som værende et multietnisk og multikulturelt samfund?", svares blandt andet følgende:

"Ved et multietnisk samfund forstår jeg et delt samfund. Et samfund i Danmark, hvor det danske sprog ikke tales af alle.

Et samfund, der er opdelt i ghettoer overladt til dem selv. Et samfund uden en integrationspolitik. Et samfund uden det danske fællesskabs værdier.

Efter min opfattelse kan Danmark ikke karakteriseres som et sådant multietnisk samfund".

I publikationen "Velfærdssamfundets fremtid", side 21, Socialforskningsinstituttet, oktober 1999, bliver det slået fast, at Danmark er et multietnisk og multikulturelt samfund.

Nedenstående følger tre eksempler på, hvor befolkningen er delt. Københavnerne er delte på skolerne, i bydelene og på sprogområdet.

Hvis man tager statsministerens definition på et multietnisk samfund som et delt samfund alvorligt, så må Danmark og specielt København i vidt omfang opfylde definitionen på et multietnisk samfund. København er nemlig i mange henseender et delt samfund.

Flere københavnske skoler har nu omkring 85 procent indvandrerbørn. Derfor vælger et stigende antal danske forældre at sætte deres børn i privatskole og det gælder i øvrigt også mange indvandrerforældre, der sætter deres børn i en etnisk skole. Det delte skolesamfund er en realitet og har været det i mange år.

En opgørelse fra Københavns Kommune, februar 2000, viser, at flere skoler i de indvandrertætte kvarterer har langt over 80 procent tosprogede elever.

Oehlenschlægersgades Skole topper med 86 procent, Hillerødgades Skole følger efter med 83,6 procent, Bispebjerg Skole har 81,3 procent, og på fjerdepladsen ligger Sjællandsgades Skole med knap 80 procent.

Derfor holder danske forældre forståeligt nok deres børn væk fra folkeskolen. På det indre Nørrebro går 37,8 procent af børnene nu i privatskole, fremgik det af dagspressen i februar 2000.

I juli 2000 kunne dagbladet Aktuelt oplyse, at ud af 221 børn, der skulle begynde på Stevnsgade Skole efter sommerferien, var de 215 tosprogede, svarende til over 97 pct.

Konklusionen er, at de københavnske skoler er delte og om få år er udskillelsesløbet mellem danske og udenlandske skoler tilendebragt. Udviklingen på skoleområdet repræsentere om noget det delte København.

I gennemsnit bor der primo april 2000 11,8 pct. udlændinge i København, men tallet dækker over store udsving mellem de enkelte byområdet i København.

Den laveste andel af udlændinge er i Vanløse, hvor andelen "kun" er på 5,9 pct. af befolkningen. På ydre Nørrebro er 18,5 pct. af befolkningen udlændinge, men tallet dækker over, at 34,8 pct. i aldersgruppen 6-15 år er udlændinge. På Vesterbro er 34,5 pct. af de 16-18-årige udlændinge. Hvis den nuværende udvikling fortsætter vil København om ganske få år være domineret af udlændinge.

Der henvises i øvrigt til bilag 2.

At visse byområder i København er domineret af udlændinge betyder også, at de steder, hvor de fremmede bor, domineres af udlændinge. I mange boligforeninger er sammensætningen mellem danskere og fremmede helt ude af proportion.

Ifølge Ekstra Bladet den 23. november 2000 afholdtes der generalforsamling i fælleshuset på Nørrebro for Lejerbos bebyggelse i Mjølnergården. Af de godt 450 lejligheder, bebos under 50 af danskere, resten af udlændingene er af primært arabisk herkomst. Derfor blev generalforsamlingen da også holdt på arabisk med tolket oversættelse til dansk for det danske mindretal. I øvrigt blev alle poster i bestyrelsen besat af araberne.

Generalforsamlingen for Mjølnergården er et klokkeklart eksempel på, hvad der sker, når de fremmede kommer i overtal. Det arabiske tager over og dansk forsvinder som sprog i bebyggelsen. At generalforsamlingen blev afholdt på arabisk og tolket til dansk er kun en understregning af, at integrationen af araberne i bebyggelsen er slået total fejl.

Konklusionen er, at København allerede er en delt by og bliver det mere og mere.

3. Borgerne på Nørrebro taler delte sprog

Uddrag af artikel: "Det nye Danmark: Notting Hill på Nørrebro", bragt i Ekstra Bladet den 4. november 1999.

"En tur ad Nørrebrogade fra Blågårdsgade ud til Nørrebro Station i København er som at gå i Brixton og Notting Hill i London. Nørrebro har forvandlet sig til et multietnisk samfund.

Nørrebrogade summer af tyrkisk, arabisk, urdu og gebrokkent dansk. Gadelivet er broget og farverigt. Somaliske kvinder i lange dækkende klædedragter, adskillige med ansigterne tilslørede, så kun øjnene er synlige i en lille sprække. Mange taler slet ikke dansk eller kun ganske lidt. Oftest er de uden arbejde og mange gange veltilpassede i det danske bistandssystem, hvor der ikke er blevet stillet krav i årevis.

Hundredvis af tyrkiske og palæstinensiske kvinder med tørklæder og mænd i deres oprindelige lands klædedragter. Masser af glade børnestemmer. Pigerne ofte i mørke lange frakker med hovederne dækket af tørklæder. Drenge i det obligatoriske Adidas-tøj.

Unge andengenerations indvandrere, hvoraf nogle nærer et grænseløst had til dansk kultur og alt, hvad der er dansk, og som giver alt for hurtigt op, fordi de mener, at de bliver diskrimineret. Andre unge andengenerations indvandrere, der målrettet knokler forbi med skoletasken".

Konklusionen er, at visse bydele af København helt domineres af andre sprog end dansk.

Den samlede konklusionen på de tre ovenstående punkter, skolerne er delte, bydelene er delte og der tales delte sprog, viser med al tydelighed, at statsministerens definition på et multietnisk samfund er opfyldt.

Dansk Folkeparti mener, at ikke blot København, men hele Danmark, er ved at forandre sig til et multietnisk samfund med de mange problemer, der følger.

Reglerne for familiesammenføringer er reguleret af bestemmelserne i udlændingeloven og ændringer af udlændingeloven er et anliggende for Folketinget.

I nogle tilfælde har en person et retskrav på at blive familiesammenført, men i andre tilfælde skal tilladelse gøres betinget af, at visse betingelser er opfyldt.

I de tilfælde, hvor visse betingelser skal være opfyldt, har kommunen i nogle tilfælde indflydelse på, om betingelserne er opfyldte. Og her er der mulighed for, at Borgerrepræsentationen sender et signal til forvaltningen om at være meget strikse med, at betingelserne skal være opfyldte.

Det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 3, at opholdstilladelse skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsøge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

Det fremgår af § 9, stk. 4, at opholdstilladelse til en samlever, når den herboende person ikke har dansk statsborgerskab, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

Det fremgår videre af § 9, stk. 5, at har den herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge ansøgeren, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af udlændinge i Danmark til forsørgelse, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling for hjælpen. Sådan betaling skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

Af § 9, stk. 10 fremgår det, at opholdstilladelse, når den herboende person ikke har dansk statsborgerskab, kun kan gives, såfremt ægtefællerne eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark mindst svare til ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land, eller såfremt særlige personlige forhold i øvrigt taler herfor.

Og af § 9, stk. 11 fremgår, at opholdstilladelse skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den person, der bor i Danmark, godtgør at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse.

I § 9, stk. 12 fremgår, at kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren.

Og endelig fremgår det af § 9, stk. 13, at kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om den herboendes boligforhold, herunder antallet af beboelsesrum og beboere i boligen.

Udlændingelovens § 9, stk. 3, 4, 5, 10, 11, 12 og 13 er optrykt i sin fulde ordlyd som bilag 3 til forslaget.

Som det klart og tydeligt fremgår af ovenstående, så spiller Borgerrepræsentationen (kommunalbestyrelsen) i en række tilfælde en vigtig rolle i vurderingen af, om der skal gives tilladelse til familiesammenføring.

Dansk Folkepartis hensigt med forslaget, at Københavns Kommune skal være meget striks i vurderingen i hvert enkelt tilfælde samt føre et løbende tilsyn med, at de betingelser en opholdstilladelse er givet på, løbende overholdes. F.eks. om garanten overholder sine pligter osv.

Udgifterne til udlændingeområdet påvirker den offentlige samfundshusholdning betydeligt. Økonomiministeriets opgørelse fra december 1997, der opgjorde bruttoudgifterne på udlændingeområdet til 29,1 mia. kr., var en god understøttelse af Dansk Folkepartis egen undersøgelse tre måneder tidligere. I september 1997 offentliggjorde Dansk Folkeparti resultatet af en undersøgelse, der med hjælp fra Danmarks Statistik, havde beregnet udgifterne til 29,8 mia. kr. Begge undersøgelser kommer altså frem til samme resultat og da indvandringen til Danmark er fortsat i samme tempo som før, må man antage, at udgifterne nu har rundet de 30 mia. kr. årligt.

Det drejer sig jo ikke mindst om at kunne opretholde et velfærdssamfund på de præmisser, der er gældende i dag. Det kan blive meget vanskeligt at opretholde et sygehusvæsen og et social- og sundhedssystem, som vi kender, når indvandringen fortsætter massivt. Kravene til plejehjem, behandling af nye sygdomme m.v., stiller så store krav, at budgetterne ganske enkelt ikke rækker.

Økonomien er et vigtigt element i udlændingedebatten, men er ikke det afgørende element for Dansk Folkeparti. Det centrale for Dansk Folkeparti er at bevare Danmark som et homogent samfund og forsvare danskheden baseret på et kristent værdigrundlag.

Det må efter Dansk Folkepartis opfattelse være et ufravigeligt princip i dansk flygtningepolitik, at flygtninge vedvarende har for øje at skulle vende tilbage til deres oprindelsesland, når forholdene igen er til det. Flygtninge må ikke gøres til indvandrere og derfor skal der ikke iværksættes nogen integrationsindsats overfor flygtninge.