Mødedato: 29.02.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Revideret bygge- og anlægsforskrift

Se alle bilag

Siden vedtagelsen af den nugældende bygge- og anlægsforskrift (Borgerrepræsentationen 15. december 2016), har Teknik- og Miljøforvaltningen erfaret, at der er bygge- og anlægsscenarier, som dels ikke er omfattet af forskriften, dels ikke fremgår tydeligt, eller som ikke længere er relevante. Forvaltningen har derfor foretaget en revision af Københavns Kommunes bygge- og anlægsforskrift, som har været sendt i offentlig høring i otte uger. Borgerrepræsentationen skal på baggrund af de indarbejdede justeringer fra høringen tage endeligt stilling til den reviderede bygge- og anlægsforskrift.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at den reviderede bygge- og anlægsforskrift (bilag 2) godkendes endeligt.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Den nuværende forskrift blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 15. december 2016. Siden har forvaltningen erfaret, at der er bygge- og anlægsscenarier, som ikke er omfattet af forskriften, ikke fremgår tydeligt, eller som ikke længere er relevante. Teknik-og Miljøudvalget godkendte den 28. august 2023, at et forslag til en revideret version af forskriften blev sendt i offentlig høring i otte uger.

Forvaltningen har modtaget 15 høringssvar. Høringssvarene har givet anledning til ændringer, som fremgår i afsnittet Løsning. Derudover omfatter forvaltningens ændringer bl.a. reducering af tilladte arbejdstimer på hverdagsaftener og lørdage, annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder og indarbejdelse af facaderenovering som en del af forskriften. Vibrationer udgår af forskriften.

Løsning

Kommunerne kan efter Miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 20 vedtage forskrifter på teknik- og miljøområdet for at forebygge forurening eller uhygiejniske forhold.

Reducering af tilladte arbejdstimer på hverdagsaftener og lørdage: Ved en tidligere revision af forskriften i 2012 blev det tilladt at udføre bygge- og anlægsaktiviteter i en 14 timers udvidet ugentlig arbejdstid. Arbejdstiden blev forlænget fra kl. 18 til kl. 19 på hverdage og på lørdage fra kl. 14 til kl. 17. På daværende tidspunkt var der et behov for at udvide arbejdstiden for at sikre anlægsstrategien og dermed færdiggørelse af byggerier i København. Det er forvaltningens vurdering, at der ikke længere er samme behov, og at man derfor kan gå tilbage til, at arbejdstiderne følger de tidspunkter for støjende arbejde, som er angivet i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj.

Forvaltningen har ved egne undersøgelser (observationer på byggepladser) konstateret, at de nuværende udvidede arbejdstider, hvor det er tilladt at udføre støjende bygge- og anlægsaktiviteter, ikke har en væsentlig effekt og/eller merværdi for byggebranchen. Dertil har byggebranchen også fået udkastet til forskriften i høring ift. forslaget om indskrænkning af arbejdstiderne, og forvaltningen har ikke modtaget høringssvar relateret til dette emne.

Ændringen vil understøtte, at arbejdstiderne følger de tidspunkter for støjende arbejder, som er angivet i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj, og desuden harmonerer det bedre  med kommunale bygge- og anlægsforskrifter i resten af landet. En ændring vil også bidrage til at beskytte byens borgere mod støjgener i de sene eftermiddagstimer på hverdage og lørdage.

Annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder: Som forskriften er i dag, gives dispensation ved force majeure-arbejder først, når det akutte arbejde er udført. Det betyder i praksis, at forvaltningen først efterfølgende kan meddele dispensation for force majeure-arbejder eller fx indskærpe over for entreprenører, at de skal huske at varsle borgere.

Den foreslåede tilføjelse til dispensationsafsnittet, om at ”dispensation er ikke nødvendig ved Force Majeure eller ved akut arbejde, der er nødvendige for hensynet til forsyningssikkerheden, folkesundheden, eller infrastrukturen”, giver derfor forvaltningen mulighed for, i særlige situationer, at se bort fra kravet om dispensation.

Det tydeliggøres desuden også i forskriftens bilag B, at alt arbejde som kan planlægges, ikke er at betragte som force majeure. Dermed undgås det, at entreprenører kan omgå reglerne ved bygge- og anlægsarbejder, som reelt ikke er af akut karakter.

Facaderenovering vil fremadrettet være omfattet af forskriften: Facadebehandling, som hidtil har været reguleret af ”Forskrift for facadebehandling i Københavns Kommune” vil, ved ændringen af forskriften være omfattet af bygge- og anlægsforskriften. Forvaltningen vil konkret vurdere, om en facaderenovering er kategoriseret som støjende eller særligt støjende arbejder. Ved at samle reglerne for facadebehandling i forskriften vil det gøre det mere klart for branchen, hvilke regler og ansvar der ligger under området.  Dette gælder ud over støj også for, støv og vibrationer. 

Vibrationer udgår af forskriften: Selv om vibrationer udgår af forskriften, er der i den reviderede forskrift taget højde for dette ved de skærpede vilkår til arbejdstider for særligt støjende arbejder. Ligesom ved støj kan vibrationer dog altid reguleres konkret, hvis der er særlige problemer ved et bygge- og anlægsarbejde. Vibrationsproblemer er typisk knyttet til de stærkt støjende aktiviteter, fx ved nedramning af spuns, så de kan håndteres i sammenhæng med reguleringen af de stærkt støjende aktiviteter, altså ved skærpede vilkår til arbejdstider.

Yderligere ændringer: Forvaltningen foreslår, at en række paragraffer præciseres, så reglerne for støjende arbejde fremstår tydeligere. Det drejer sig om paragrafferne 1, 4, 8, 9 og 11 (bilag 2).
Endelig foreslår forvaltningen en mere tydelig og sammenhængende forskrift, så der er mindre risiko for, at der opstår tvivl angående reglerne for støj ifm. bygge- og anlægsaktiviteter, specielt i afsnittet for gyldighedsområde, ansvar og definitioner i forskriftens §§ 1 og 2.

Høring

Den reviderede bygge- og anlægsforskrift har været i offentlig høring fra den 3. september 2023 til den 30. oktober 2023 . Interesseorganisationer, lokaludvalg, nabokommuner, offentlige myndigheder, udvalgte privatpersoner m.fl. har fået en direkte opfordring til at komme med høringssvar på Københavns Kommunes høringsportal. Forvaltningen har i høringsperioden, modtaget 15 høringssvar (bilag 3).

Høringssvarene har givet anledning til, at:

  • forvaltningen genindføjer midlertidighed i forskriften med henblik på at undgå forvirring for byens entreprenører. Begrebet midlertidighed omfatter i praksis alle bygge- og anlægsarbejder, da de ikke rummer permanente aktiviteter som fx en virksomheds påvirkning af omgivelserne.
  • fjerner afsnittet i forskriftens Bilag B om, at privat beboelse ikke er at anse for at være omfattet af reglerne om force majeure i anerkendelse af, at privat beboelse også omfatter hjemmearbejde, nødkald, overvågning mv.
  • forvaltningen har taget forslag om rækkefølgen på paragrafferne i forskriften til efterretning, så f.eks. støvbestemmelserne er flyttet hen under støjbestemmelserne. Øvrige paragraffer er blevet konsekvensrettet.

Høringssvarene og forvaltningens bemærkninger hertil kan læses i deres helhed i bilag 3 og 4.

I bilag 2 er forvaltningens ændringsforslag til forskriften, forud for høringen, fremhævet med rødt. De rettelser og ændringer forvaltningen har foretaget i forskriften, efter den offentlige høring, er fremhævet med blåt.

Politisk handlerum

  • Det er muligt at skærpe eller lempe støjgrænser og arbejdstider ift., hvad forvaltningen anbefaler i udkastet til forskriften.
  • Der er også mulighed for at revidere eller tilføje i de enkelte bestemmelser i forskriften.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forskriften være gældende. Forvaltningen vil herefter orientere offentligheden om ændringerne og ikrafttrædelse af forskriften på kommunens annonceringsportal. Forvaltningen vil ligeledes få forskriften udarbejdet som tryksag, der vil blive mangfoldiggjort i branchen.

Søren Wille                     / Lena Kongsbach

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at den reviderede bygge- og anlægsforskrift (bilag 2) godkendes endeligt.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. februar 2024

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. februar 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top