Medlemsforslag om modersmålsundervisning på grønlandsk og færøsk
Medlemsforslag
Det foreslås,
- At Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen – i samarbejde med Socialforvaltningen – at undersøge mulighederne for at sikre modersmålsundervisning til anbragte børn med grønlandsk og færøsk baggrund.
(Stillet af Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet)
Motivering
Som tidligere kolonimagt og gennem rigsfællesskabet har Danmark en særlig forpligtelse til at sikre, alle herboende børn og unge med grønlandsk og færøsk baggrund kan bevare deres sprog og kultur. Denne forpligtelse gælder særligt for grønlandske og færøske børn, der er anbragt uden for hjemmet og derfor er særligt sårbare i forhold til at miste forbindelsen til deres modersmål og kulturelle identitet.
Børn med grønlandsk og færøsk baggrund har ret til modersmålsundervisning i henhold til gældende regler. I praksis er dette dog ofte vanskeligt at opfylde, da undervisning kun etableres, hvis der er mindst 12 elever, eller hvis der kan tilknyttes en kvalificeret lærer. Hvis undervisning ikke kan etableres i kommunen, er denne forpligtet til at tilbyde modersmålsundervisning i en nabokommune, men det sker sjældent i tilstrækkeligt omfang.
Manglende adgang til modersmålsundervisning kan have store konsekvenser, herunder tab af evnen til at kommunikere med familien samt svækket tilknytning til den grønlandske kultur og identitet.
På baggrund af Danmarks historiske og juridiske ansvar over for Grønland og Færøerne foreslås det, at Børne- og Ungdomsforvaltningen – i samarbejde med Socialforvaltningen – udarbejder en plan for, hvordan herboende anbragte grønlandske og færøske børn kan sikres adgang til modersmålsundervisning. Dette kan eksempelvis omfatte tværkommunale samarbejder, etablering af dedikerede undervisningstilbud eller digitale løsninger som minimum.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. januar 2025
Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.