Mødedato: 29.01.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om kultur- og torveplads ved Trianglen på Østerbro

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen og eventuelle andre relevante forvaltninger på baggrund af nedenstående sonderinger at udarbejde et forslag til politisk behandling om at igangsætte et projekt, som skal skabe mulighed for at omdanne Ingrid Jespersens Plads på Østerbro til en kultur- og torveplads. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden sommerferien 2025,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Kultur-og Fritidsforvaltningen at undersøge mulighederne for etablering af tilstrækkelig strømforsyning i form af såkaldte gøglerstik”, mulighed for overdækning, scenefaciliteter samt mulighed for ekstra toiletfaciliteter,
  3. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Kultur-og Fritidsforvaltningen at undersøge mulighederne for hvordan begrønning af Ingrid Jespersens Plads kan medvirke til at gøre pladsen mere attraktiv og brugbar som kultur- og torveplads,
  4. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at undersøge, hvordan en kultur- og torveplads kan drives og administreres forankret i lokale aktører som f.eks. Kulturdistrikt Østerbro eller Østerbro Lokaludvalg.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

På vegne af Østerbro Handelsforening og Kulturdistrikt Østerbro med opbakning fra Østerbro Lokaludvalg fremsætter Det Konservative Folkeparti dette medlemsforslag. 

Østerbro rummer et stort uforløst kulturelt potentiale, som venter på at blive udfoldet. Et sted, hvor dette potentiale står særligt klart, er Ingrid Jespersens Plads ved Trianglen. Pladsen har en rig historie som centrum for alt fra cirkusforestillinger, tivoliplads og politiske samlinger til foreningsliv og rekreative aktiviteter. Med sin centrale placering ved Trianglen, den nye metrostation, er pladsen et naturligt samlingspunkt, men den mangler det liv og den energi, som gør pladsen levende.

Derfor ønsker Østerbro Handelsforening og Kulturdistrikt Østerbro med opbakning fra Østerbro Lokaludvalg, at der tages initiativ til at undersøge mulighederne for at skabe en kultur- og torveplads på Ingrid Jespersens Plads.

De seneste fem år har en række lokale aktører arbejdet på at styrke kulturlivet på Østerbro, særligt med fokus på Ingrid Jespersens Plads. Der er blevet afprøvet forskellige initiativer, som har givet aktørerne værdifuld indsigt og erfaring, men også afsløret væsentlige udfordringer. Pladsen mangler bænke, grønne områder og basale faciliteter som flere gøglerstik, hvilket gør det svært at skabe varige aktiviteter. Resultatet er en plads, der føles tom og uindbydende, i stedet for at være et varmt og levende mødested.

Derfor er lokale aktører omkring Ingrid Jespersens Plads som ENIGMA, Brasserie Post, PARKEN, Østerbro Handelsforening og Kulturdistrikt Østerbro gået sammen om at ændre dette. Der er f.eks. blevet samarbejdet med Wonderful Copenhagen om en stor julebegivenhed i december, men ambitionerne rækker videre. Ønsket er at gøre Ingrid Jespersens Plads til en central scene for kultur og fællesskab på Østerbro – et sted, der byder både lokale borgere og besøgende velkommen og skaber stærkere bånd mellem mennesker.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. januar 2025

Alternativet stillede ændringsforslag om tilføjelse af 5. at-punkt:

”at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen at undersøge hvordan en permanent installation til en grøn torvehal kan etableres og drives i samarbejde med lokale aktører indenfor bæredygtig madforsyning, som en del af en torveplads ved Trianglen.”

 

Det af Alternativet fremsatte ændringsforslag blev forkastet efter afstemning med 52 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For: Å

Imod: Ø, A, C, F, B, V, I, O og Helle Jønch (Løsgænger)

 

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Trianglen og Ingrid Jespersens Plads ligger i hjertet af Østerbro og rummer et enormt potentiale, som desværre ikke bliver udnyttet i dag. Med en ambitiøs og målrettet udvikling kan pladsen forvandles til et levende og inspirerende sted, hvor både børn og voksne kan finde glæde, trivsel og uforglemmelige oplevelser. Partierne bakker derfor varmt op om forslaget, som kan blive til stor gavn for bydelen.”

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne vil gerne understrege at udviklingen af Ingrids Jespersens Plads koordineres med initiativerne, der er besluttet i Budget 2025 som beskrevet i budgetnotatet. Ligeledes er det vigtigt for partierne at Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget bliver inddraget og medindflydelse på henholdsvis at-punkterne 1 og 4 (Kultur- og Fritidsudvalget), og 2 samt 3 (Teknik- og Miljøudvalget).”
Til top