Mødedato: 28.11.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Kvalitetsstandard for social behandling for problematisk brug af stoffer 2025-26

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til et revideret udkast til en kvalitetstandard for social behandling for problematisk brug af stoffer efter servicelovens § 101 for 2025-2026. Den reviderede kvalitetsstandard forelægges først Socialudvalget, og herefter Borgerrepræsentationen. Kvalitetsstandarden beskriver det serviceniveau, som borgere i Københavns Kommune kan forvente at få, hvis borgeren modtager social behandling for problematisk brug af stoffer.    

Indstilling

Indstilling om,

1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for social behandling for problematisk brug af stoffer 2025-2026, jf. bilag 1.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal minimum hvert andet år revidere kvalitetsstandarden for social behandling for problematisk brug af stoffer efter servicelovens § 101. Den nuværende kvalitetsstandard for social behandling for problematisk brug af stoffer udløber ved årsskiftet. Socialudvalget forelægges derfor en revideret udgave af kvalitetsstandarden, som vil gælde for årene 2025-2026.

Kvalitetsstandarden beskriver det serviceniveau, som borgere i Københavns Kommune kan forvente at få, hvis de modtager social behandling for et problematisk brug af stoffer eller vil undgå tilbagefald.

Høring

Det reviderede udkast til kvalitetsstandarden har været i ekstern høring. Høringsperioden varede fra den 3. juli til og med den 14. august 2024 på Københavns Kommunes høringsportal ”Bliv Hørt”. Københavns Kommunes Udsatteråd, Frivilligråd og Dialogforum blev orienteret herom forud for, at kvalitetstandarden kom i høring på ”Bliv Hørt”.  

Forvaltningen har modtaget høringssvar fra tre parter: Udsatterådet, Valby Lokaludvalg og Brugernes Akademi. Høringssvarene fremgår af bilag 3.

I forbindelse med høringen har Udsatterådet og Brugernes Akademi foreslået, at forvaltningen udarbejder en pixi-udgave af kvalitetsstandarden for at gøre det lettere for borgere og pårørende at danne sig et overblik over kvalitetsstandarden.

Løsning

Socialforvaltningen har i forbindelse med revideringen af kvalitetsstandarden foretaget ændringer i kvalitetsstandarden. Den reviderede kvalitetsstandard er vedlagt som bilag 1. De væsentligste ændringer som følge af høringen oplistes nedenfor:

Ændringer foretaget af forvaltningen på baggrund af høring:

  • Mål for behandlingen (s.7-8): Tydeliggørelse af, at de opstillede måltal er lovpligtige og tilføjelse om, hvordan forvaltningen arbejder med og følger op på brugernes tilfredshed med rusmiddelbehandlingen. 
  • Målgruppe (s.8): Betegnelsen ”selvoplevet problematisk forbrug af rusmidler” er fjernet for at understrege, at der tilbydes rusmiddelbehandling til alle borgere, som ønsker det.
  • Organisering i Rusmiddelbehandling København (s.9): Forkortelser er fjernet fra organisationsdiagrammet.
  • Borgerinddragelse (s.10): Tilføjelse om, hvordan borgerne kan deltage i borgerinddragelsen.
  • Behandlingsgaranti og straks-behandling (s.12): Præcisering af, hvilke kriterier det borgernære team foretager sine vurderinger ud fra.
  • Behandlingsplan og opfølgning på behandlingsplan (s.12-13): Tilføjelse om, at intervallet for opfølgning tilrettelægges individuelt, men som udgangspunkt hver tredje måned. Tilføjelse om, at borger har mulighed for at søge aktindsigt i sin sag samt tydeliggørelse af i hvilke tilfælde, der følges op efter endt behandling.
  • Visitation og opstart i behandlingen (s. 12): Beskrivelse af borgers mulighed for bisidder.
  • Den sociale behandling i Rusmiddelbehandling København (s.16): Tilføjelse om et uddybende afsnit om de tværfaglige teams, herunder også muligheden for skift af behandler.
  • Monitorering af indsatsen (s.17): Præcisering af håndtering af data i Rusmiddelbehandling København.
  • Specialenheden Valmuen (s.22): Tilføjelse om, at man som borger altid er velkommen til at kontakte Valmuen, da inklusionskriterierne følges af en individuel lægelig vurdering, som kan fravige 12 måneders ordinær substitutionsbehandling.

Alle ændringer er markeret med grønt i kvalitetsstandarden, jf. bilag1.

Derudover har forvaltningen foretaget ændringer i kvalitetsstandarden ift. den gældende version for 2023-2024, inden udkastet på kvalitetsstandarden for 2025-2026 blev sendt i ekstern høring. Ændringerne drejer sig primært om præciseringer og opdateringer af visitation og opstart af behandling, indholdet i specifikke behandlingstilbud samt nye beskrivelser af kommunens fremtidige indsatser på rusmiddelområdet, herunder også samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri om det nye regionale behandlingstilbud til borgere med samtidig rusmiddelproblematik og psykisk lidelse (dobbeltdiagnose). Alle ændringer foretaget af forvaltningen forinden den eksterne høring fremgår af bilag 4.

Socialforvaltningens kommende organisationsændring betyder, at rusmiddelbehandlingen til unge samles i ét center, hvor også behandlingen til voksne placeres. Samlingen betyder dog ikke, at U-turns målgruppe fremover skal modtage rådgivning og behandling samme sted som målgruppen af voksne i rusmiddelbehandling. Et af målene for det nye center er at styrke det strategiske fokus på behandling til unge. Hvis organisationsændringen på sigt medfører indholdsmæssige ændringer i centrets behandling, vil de fremgå af næstkommende revidering af kvalitetstandarden.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Hvis Socialudvalget godkender, at kvalitetsstandarden skal udarbejdes i en pixi-udgave, vil det medføre et administrativt ressourceforbrug i forvaltningen.

Videre proces

Hvis Socialudvalget anbefaler indstillingens 1. at-punkt vil kvalitetsstandarden for 2025-2026 blive forelagt Borgerrepræsentationen.

Forvaltningen vil desuden udarbejde en pixi-udgave af kvalitetsstandarden, hvis dette godkendes af Socialudvalget. Den forventede udgivelsesdato for en evt. pixi-udgave er endnu ikke estimeret, men forvaltningen vil bestræbe sig på, at det bliver så tæt på udgivelsen af den ordinære kvalitetsstandard som muligt, afhængigt af, hvilket format der vælges og ressourceforbruget ved arbejdet. 

Mikkel Boje

/ Eva Stokbro Jensen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for social behandling for problematisk  brug af stoffer 2025-2026, jf. bilag 1.

 

Socialforvaltningen indstiller,

 

2. at Socialudvalget godkender, at kvalitetstandarden skal udarbejdes i en pixi-udgave.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2024

 

1. at-punkt blev anbefalet og 2. at-punkt blev godkendt.

 

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. november 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top