Mødedato: 28.11.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om kollektiv transport i Tingbjerg

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at undersøge, hvordan der kan indsættes shuttlebusser eller anden afhjælpning i Tingbjerg indtil det samlede byudviklingsprojekt er overstået, med det formål at sikre, at gangbesværede, børn og ældre borgere fortsat kan komme til og fra deres bopæl med offentlig transport.

(Stillet af Dansk Folkeparti)

Motivering

Dansk Folkeparti er over flere omgange blevet kontaktet for at gøre noget ved problemet med manglende transportmuligheder i Tingbjerg under byfornyelsesprojektet, som strækker sig frem til 2032. I området er der lige nu ca. 6000 beboere, hvor ca. 10 procent er over 65 år.

Tingbjerg Byudviklingschef (bilag 1) kontaktede sidste år Movia og Københavns Kommune, for at gøre opmærksom på problemet med trafikomlægning, hvor hele områder af Tingbjerg er lukket for trafik og busdriften. Tingbjergs Byudviklingsteam gjorde allerede på det tidspunkt opmærksom på, at det har konsekvenser at undvære disse busser for en stor del af beboerne, både i Tingbjerg og Utterslevhuse.

Samtidig med nævnte henvendelse sendte de almene boligafdelinger i Tingbjerg ligeledes en klage til Movia over manglende busbetjening.

Som konsekvens af Tingbjerg Byudviklings henvendelse blev busruterne omlagt, men det har på ingen måde afhjulpet problemerne med manglende kollektiv trafikdækning.

Den 30. oktober 2024 blev Dansk Folkeparti kontaktet af borgere, der fortæller om fortsatte udfordringer relateret til tilgængelighed i området. Udfordringerne er opsummeret i borgerhenvendelse dateret den 7. november 2024 (bilag 2).

Som baggrund har Dansk Folkeparti indsendt politikerspørgsmål af 17. oktober 2024, med svar fra forvaltningen den 30. oktober 2024 (bilag 3).

Der ønskes med denne sag at fremme en konkret plan for, hvordan shuttlebusser eller andet kan integreres som en del af løsningen på de udfordringer, der fortsat er med kollektiv trafikdækning i Tingbjergområdet. Målet er at sikre, at borgere – herunder gangbesværede, børn og ældre – fortsat har mulighed for transport gennem hele byfornyelsesperioden, der først forventes afsluttet i 2031.

Til top