Mødedato: 28.11.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af vedligehold og istandsættelse af plejehjem

Forsinkelse af plejehjemsbyggerier medfører, at eksisterende, nedslidte plejehjem skal være i brug længere tid end planlagt. Der er derfor behov for at foretage en række vedligeholdelses- og istandsættelsesindsatser på plejehjemsområdet. Det gælder særligt de ældste, ikke-moderniserede plejehjem, men det berører også en række andre plejehjem, der i dag er i brug.

Indstilling

Indstilling om, 

  1.  at godkende omprioriteringen af de foreslåede midler inden for ældrebevillingen.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

(Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen havde oprindeligt planlagt at åbne 18 nye plejehjem i perioden 2024-2030, (jf. Udvidelse af moderniseringsplan 2, 2018-2025 og Plejeboligplan 2026-2030). Formålet var dels at erstatte eksisterende, men utidssvarende plejehjem, men også at udvide plejeboligkapaciteten i takt med en stigende ældrebefolkning i Københavns Kommune.

En lang række af de planlagte plejehjemsbyggerier er imidlertid forsinket pga. stigende bygge- og materialepriser. De stigende priser bevirker, at det ikke er muligt at holde sig inden for det statsligt fastsatte maksimumsbeløb pr. bolig. Det er således blevet vanskeligt at opføre nye plejehjem i en kvalitet, der giver værdige og tilfredsstillende rammer for beboerne.

Forsinkelsen i plejehjemsbyggerierne medfører, at eksisterende, men ældre og nedslidte plejehjem må anvendes i længere tid end oprindeligt planlagt. Samtidig oplever plejehjemmene en større gennemstrømning af borgere og dermed større slitage. Dette understøttes af en analyse, forvaltningen har iværksat, der peger på, at den gennemsnitlige opholdsvarighed på plejehjem har været faldende fra 2021-2023.

Samlet set er der derfor et øget behov for vedligehold og istandsættelse af kommunens eksisterende, men gamle og utidssvarende plejehjem. Behovet forstærkes yderligere af, at de fysiske rammer også spiller en væsentlig rolle i at kunne tiltrække og fastholde medarbejdere. I en situation, hvor der er stor konkurrence om at tiltrække kompetente og tilstrækkelige ressourcer, har plejehjemmenes fysiske rammer også betydning.

Løsning

Set i lyset af de forsinkede plejehjemsbyggerier har det været nødvendigt for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at omprioritere midler inden for ældrebevillingen, således midler der oprindeligt var tiltænkt drift af nye plejehjemspladser, i stedet er anvendt til vedligehold og istandsættelse af de eksisterende plejehjem. I alt er der prioriteret 69,4 mio. kr. til dette.

Midlerne er prioriteret til følgende indsatser:

  1. Vedligehold af ikke-moderniserede plejehjem
  2. Inventar og bygningstilpasninger
  3. Forbedret tilgængelighed og sikkerhed

Økonomi

Med nærværende sag foretages der omprioritering af 69,4 mio. kr. inden for ældrebevillingen, jf. ovenfor.

Videre proces

Sagen behandles efterfølgende af Økonomiudvalget og efterfølgende Borgerrepræsentationen.

Anna Schou Johansen

                                        / Camilla Vang Taankvist

Oversigt over politisk behandling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1.  at godkende omprioriteringen af de foreslåede midler inden for ældrebevillingen.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutning i mødet den 14. november 2024


Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2024

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top