Medlemsforslag om gratis internet i København
Indstilling og beslutning
- at Borgerrepræsentationen retter henvendelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet med opfordring til at indlede et samarbejde, der har til formål at finde en måde, hvorpå Københavns Kommune kan tilbyde gratis internet i byrummet.
(Stillet af Socialdemokraterne)
Socialdemokraterne ønsker at kunne tilbyde gratis internet i Københavns byrum, ligesom andre storbyer i verden tilbyder gratis wifi, f.eks. i USA. Målet er, at alle skal kunne få adgang til informationer, der via wifi er blevet en del af hverdagen med brug af pc, telefoner, ipads m.v.
Økonomi- og Indenrigsministeriet mener dog ikke, jf. besvarelse af folketingsspørgsmål S 134, at det er en ydelse, en kommune umiddelbart kan tilbyde. Ministeriet henviser til at afvente 2015, hvor en forsøgsordning med gratis internet på udvalgte steder i byrummet i forbindelse med frikommuneforsøg evalueres.
Socialdemokraterne finder, at 2015 er for langt ude i fremtiden, når den moderne teknologi stiller krav her og nu til en moderne hovedstad og storby, hvorfor en henvendelse til ministeriet vil være nødvendig for at opfordre ministeriet til at samarbejde om at finde en løsning hurtigst muligt.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. november 2013
Liberal Alliance stillede følgende ændringsforslag (ÆF1-ÆF2):
ÆF1:
”At ordet gratis erstattes med skatteyderbetalt”.
ÆF2:
”At ordet gratis sættes i citationstegn”.
Ændringsforslaget ÆF1 blev forkastet med 33 stemmer imod 11.
For stemte: C, I, O og V.
Imod stemte: A, B, F, Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.
Ændringsforslaget ÆF2 blev forkastet med 34 stemmer imod 11.
For stemte: C, I, O og V.
Imod stemte: A, B, F, Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.
Medlemsforslaget blev herefter vedtaget med 34 stemmer imod 11.
For stemte: A, B, F, Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.
Imod stemte: C, I, O og V.