Mødedato: 28.11.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om at filmbranchen fritages for p-afgifter under filmoptagelser

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling om, at filmbranchens muligheder for parkering under filmoptagelser udvides og om muligt gøres gratis.

 (Stillet af Det Radikale Venstre)

MOTIVERING

Parkeringsafgifter er en barriere for filmbranchen i København. En unødvendig barriere, som generer branchen og i værste fald betyder, at København som filmoptagelsesby ikke udnyttes optimalt. Hvor det tidligere var gratis at parkere ved filmoptagelser, så beløber p-afgifterne sig i dag ofte til kr. 2.000-3.000 om dagen, og en fjernelse af disse vil derfor være en ikke uvæsentlig besparelse, set i lyset af de stadig mindre budgetter branchen har til rådighed, det gælder ikke mindst for de små filmselskaber. Og det gælder ikke mindst også i lyset af Københavns ambition om at være en attraktiv filmby. Et stort skridt i retning af København som filmby har vi taget med investeringen i en filmfond, og det næste logiske skridt vil derfor være at fjerne nogle af de andre barrierer, der lægger branchen hindringer i vejen.

Det Radikale Venstre foreslår derfor, at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag om, at parkering under filmoptagelser gøres gratis for filmbranchen, og herunder også at undersøge, om man kan udvide muligheden for, hvor der kan parkeres, såfremt det ikke går ud over sikkerheden, og dels sker på selve film set’et.

Oversigt over politisk behandling

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling om, at filmbranchens muligheder for parkering under filmoptagelser udvides og om muligt gøres gratis.
 (Stillet af Det Radikale Venstre)


 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31.oktober 2013

Sagen blev udsat ved mødets start.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. november 2013

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre, Venstre og Dansk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:

”at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen inden udgangen af 1. kvartal 2014 at udarbejde en analyse af erhvervslivets parkeringsbehov og på den baggrund udforme et handlingskatalog med konkrete forslag til, hvordan erhvervslivets ønsker og behov kan imødekommes, herunder muligheder og konsekvenser af:

-          At etablere håndværkerpladser i dagtimerne

-          At etablere bedre på- og læssezoner i en sammentænkning med grøn varelevering – CityLogistik

-          At kunne købe erhvervsperiodekort til 1 eller flere dage

-          At introducere en print-selv-løsning for erhvervsperiodekort

-          At åbne for at ansøge om flere end 5 parkeringslicenser pr. virksomhed

-          Fritagelse for p-afgifter for virksomheder, der bruger byrummet til et særligt formål i en bestemt tidsperiode, f.eks. til filmoptagelser.

I det omfang ovenstående tiltag ikke er mulige at gennemføre inden for den eksisterende lovgivning, skal Teknik- og Miljøforvaltningen komme med forslag til nødvendige lovændringer”.

 

 

Ændringsforslaget blev vedtaget med 40 stemmer imod 0. 6 undlod.

 

For stemte: A, B, F, O, V, Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.

Følgende undlod at stemme: C og I.

 

 

Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget uden afstemning.

 

 

 

Til top