Mødedato: 28.11.2002, kl. 17:30

Ændring af placeringen af ny tennishal

Ændring af placeringen af ny tennishal

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 28. november 2002

 

BR 590/02

Ændring af placeringen af ny tennishal

Ændring af placeringen af ny tennishal

Indstilling om, at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling i 2002 på 800.000 kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling - Kultur og Fritid konto 0.30.3 - til en omplacering af en ny tennishal for ATK på Bellahøjmarken, samt

at den kassemæssige dækning for bevillingen anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 (idræts- og kulturpulje).

(Kultur- og Fritidsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling i 2002 på 800.000 kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling - Kultur og Fritid konto 0.30.3 - til en omplacering af en ny tennishal for ATK på Bellahøjmarken

at den kassemæssige dækning for bevillingen anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 (idræts- og kulturpulje).

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2002

Indstillingen blev tiltrådt.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form".

Økonomiudvalgets beslutning den 12. november 2002

Anbefalet.

 

 

RESUME

Arbejdernes Tennis Klub (ATK) har i mange år ønsket at opføre en tennishal i Bellahøj.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 3. december 1998 besluttede udvalget at yde et tilskud på 1 mill. kr. til halbyggeriet (KFU 245/1998). Beslutningen blev truffet under forudsætning af, at også Lokale- og Anlægsfonden ydede et lån til projektet. Lokale- og Anlægsfonden besluttede den 15. december 1999 at give ATK et lånetilsagn på 3,5 mill. kr., men på grund af diverse meromkostninger ved byggeriet blev lånet i maj 2000 forøget med 800.000 kr.

Det var oprindelig planlagt, at tennishallen skulle placeres på Bellahøjmarken, ud mod Bellahøjvej. Dette kolliderede imidlertid med KI's planer om en overdækning af Bellahøj Friluftsbad. Det blev i stedet besluttet at placere hallen på et nærved liggende område op til Borups Allé. Denne placering vil imidlertid betyde en merudgift i forbindelse med byggeprojektet. ATK har ikke ressourcer til dette, hvorfor ATK ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 800.000 kr. Det samlede budget for tennishallen er på 7,5 mill. kr.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. februar 2002 (KFU 73/2002) tog udvalget principbeslutning om udmøntningen af de 32,565 mill. kr., der er afsat til idræts- og kulturfaciliteter på budget 2002. Udvalget besluttede at prioritere 800.000 kr. til udgifter ved omplacering af ATK's tennishal på Bellehøjmarken. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår derfor, at Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer ansøgningen fra ATK.

SAGSBESKRIVELSE

Forhistorie

Arbejdernes Tennis Klub (ATK) har i mange år ønsket at opføre en tennishal ved Bellahøjvej, på et areal som er lejet af Københavns Idrætsanlæg (KI). I den forbindelse forhørte klubben sig i 1998 hos Nykredit, om betingelserne for et lån til projektet. Nykredit krævede, at der i forbindelse med en eventuel långivning blev stillet en kommunal garanti for lånebeløbet, eller at grundudlejer (KI) garanterede for Nykredit i forbindelse med en eventuel fremtidig opløsning af klubben. KI's bestyrelse afslog at medvirke til en sådan garanti.

ATK optog herefter forhandlinger med Lokale- og Anlægsfonden om en lånegaranti. Fonden ville kun yde en garanti, hvis Københavns Kommune ville gøre det samme. Den 3. december 1998 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at yde et tilskud på 1 mill. kr. til halbyggeriet (KFU 245/1998, bilag 1). Lokale- og Anlægsfonden gav den 15. december 1999 det ønskede lånetilsagn på 3,5 mill. kr.

På grund af meromkostninger ved etablering af brandvej, belysning, hegn m.v. anmodede ATK Lokale- og Anlægsfonden om et yderligere lån på 800.000 kr. Dette blev bevilget i maj 2000, hvorved ATK i alt havde fået lånetilsagn fra Lokale- og Anlægsfonden på i alt 4,3 mill. kr.

Placering

Det var oprindelig planen, at tennishallen skulle opføres på Bellahøjmarken, ud mod Bellahøjvej. Denne placering ville imidlertid kollidere med KI's udviklingsplaner for området, som bl.a. omfatter en overdækning af det nuværende Bellahøj friluftsbassin. KI besluttede derfor i 1999, at ATK kunne opføre tennishallen på en del af det område, der i dag anvendes til solbadning, boldspil og leg (bilag 3).

I maj 2000 vurderede Plandirektoratet, at byggetilladelsen kun kunne gives, såfremt tennisbygningen blev placeret ned mod og parallelt med de levende hegn langs Borups Allé eller ved Bellahøjvej. Da KI's bestyrelse ikke vil ændre på de gældende udviklingsplaner for et overdækket Bellahøj Bad - med anvendelse af arealerne mod Bellahøjvej - kan tennishallen således kun placeres ved Borups Allé (bilag 4).

Den aktuelle situation

Ifølge ATK er konsekvensen af den nye placering ved Borups Allé en merudgift på 800.000 kr. til yderligere udvidelse af brandvej, kloakering, hegn, belysning m.v. De samlede anlægsudgifter - udregnet af ATK's økonomiudvalg - beløber sig så til 7,5 mill. kr. (bilag 2)

ATK har allerede fået øget lånerammen i Lokale- og Anlægsfonden til 4,8 mill. kr., idet ATK har ønsket at få overført deres kassekredit hos Lokale- og Anlægsfonden til byggelånet (4,3 mill. kr. + 0,5 mill. kr.). Af egne midler har klubben anvendt 224.600 kr. til tinglysning, jordbundsundersøgelser m.v. Klubben tilkendegiver, at den derfor ikke har mulighed for at finde yderligere ressourcer til betaling af meromkostningerne. ATK ansøger derfor Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 800.000 kr.

Nuværende anlægsbudget for ATK tennishal i tusinde kr.

Egenfinansiering (ATK's anlægsfond)

875

Lokale- og Anlægsfonden

4.800

Tilskud (KFU (245/1998)

1.000

Nærværende ansøgning

800

I alt

7.475

Der er udfærdiget lejekontrakt for så vidt angår byggearealet, der ligger på KI's ejendom. KI oplyser at kontrakten p.t. er til godkendelse i Økonomiforvaltningen.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. februar 2002 (KFU 73/2002, bilag 5) tog udvalget principbeslutning om udmøntningen af de 32,565 mill. kr., der er afsat til idræts- og kulturfaciliteter på budget 2002. Udvalget besluttede blandt andet at prioritere 800.000 kr. til udgifter ved omplacering af ATK's tennishal på Bellahøjmarken. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår derfor, at Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer ansøgningen fra ATK.

ØKONOMI

Den kassemæssige dækning for bevillingen på 800.000 kr. anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling, Kultur og Fritid konto 0.30.3 (idræts- og kulturpulje).

ANDRE KONSEKVENSER

Når tennishallen er opført er det i henhold til folkeoplysningsloven muligt for klubben at søge om at få et lokaletilskud (driftstilskud). Et sådant driftstilskud kan betragtes som en merudgift, da klubben ikke tidligere har fået udbetalt driftstilskud.

Ifølge folkeoplysningslovens § 25, stk. 5, litra 1, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, at der ikke ydes tilskud til driftsudgifter til egen hal, som foreningen ikke tidligere har modtaget lokaletilskud til. I henhold til pkt. 3.12. i de af Borgerrepræsentationen vedtagne retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune er det Kultur- og Fritidsudvalget, der træffer beslutning i denne kategori sager.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ikke træffer konkret beslutning om at der med hjemmel i folkeoplysningslovens § 25, stk. 5, litra 1 ikke ydes det omhandlede driftstilskud, vil et driftstilskud betyde en merudgift som det må forventes at Folkeoplysningsudvalget vil søge Borgerrepræsentationen om at få dækket via en budgetudvidelse. Det vil dog tidligst kunne ske i 2004. Det er altså muligt, at anlæggelsen af ATK tennishal vil medføre øgede driftsudgifter i kommunens budget for 2004.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om ATK skønnes det, at driftstilskuddet til ATK vil være i størrelsesordenen 30.000 kr. om året fra 2004. Der kan også blive tale om et forøget aktivitetstilskud, men det er minimale stigninger, der i så fald er tale om.

 

BILAG

1. Kopi af beslutningsprotokol (KFU 245/1998)

2. Brev af 10. maj 2002 fra Arbejdernes Tennis Klub og et revideret budget for tennishallen

3. Notat fra KI vedrørende placering af ATK's tennishal ved Bellahøjvej Friluftsbad

4. Skitse vedrørende placering af tennishallen

5. Kopi af beslutningsprotokol (KFU 73/2002)

6. Brev fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til Arbejdernes Tennis Klub af 1. juni 2001

7. Brev fra Arbejdernes Tennis Klub af 14. august 2001

 

Olga Brüniche-Olsen

/ Pernille Vange

Til top