Redegørelse om finansiering af CO2-planen
Redegørelse om finansiering af CO2-planen
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 28. november 2002
BR 606/02
Redegørelse om finansiering af CO2-planen
Redegørelse om finansiering af CO2-planen
Indstilling om, at redegørelse om finansiering af CO2-planen tages til efterretning, og at der i forbindelse med drøftelserne om budget 2004 lægges vægt på at finde finansiering af CO2-planens aktiviteter i resten af planens løbetid.
(Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
at nedenstående redegørelse om finansiering af CO2-planen tages til efterretning, og
at der i forbindelse med drøftelserne om budget 2004 lægges vægt på at finde finansiering af CO2-planens aktiviteter i resten af planens løbetid.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 11. november 2002
Tiltrådt.
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
RESUME
Københavns Kommunes plan for reduktion af CO2-belastningen indeholder forslag til aktiviteter, som ikke kan finansieres inden for det nuværende budget. Inden for Miljø- og Forsyningsudvalgets ressort drejer det sig om udvidelse af energirådgivningen og om kortlægning af øvrige kilder til CO2-belastning i kommunen.
Af puljen til Agenda 21 m.v. vil der blive igangsat en række informations- og rådgivningsaktiviteter. Disse aktiviteter vurderes i 2003 delvis at kunne træde i stedet for energirådgivningsaktiviteterne nævnt i CO2-planen, hvilket vil gøre det muligt at udskyde løsningen af finansieringsspørgsmålet til budget 2004.
Herudover vil Miljøkontrollen i 2003 forberede en egentlig beskrivelse af projektet vedrørende kortlægning af øvrige kilder til klimapåvirkning, med henblik på, at finansieringen af også dette projekt indgår i drøftelserne om budget 2004.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog den 5. september 2002 en plan for CO2-reduktion i Københavns Kommune.
En række af de aktiviteter, der er beskrevet i planen, kan ikke gennemføres inden for rammerne af det eksisterende budget, og det blev derfor i indstillingen foreslået, at finansieringen skulle inddrages i drøftelserne af budget 2003. Aktiviteterne var i overensstemmelse hermed optaget på Miljø- og Forsyningsudvalgets ønskeliste.
Der blev imidlertid ikke i forbindelse med budget 2003 fundet finansiering af de nævnte aktiviteter i CO2-planen. Det besluttedes i stedet i forbindelse med vedtagelsen af planen, at Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget hver især skulle komme med forslag til finansiering af de bevillinger, der falder inden for udvalgenes ressort.
CO2-planen indeholdt følgende forslag inden for Miljø- og Forsyningsudvalgets ressort:
- Udvidelse af kommunens energirådgivning over en fireårig periode med 1 årsværk og 8 mio. kr. årligt.
- En engangsbevilling på 1 mio. kr. til kortlægning af øvrige kilders klimapåvirkning og til bidrag til arbejdet med udvikling af en fælles europæisk CO2-model.
Udvidelse af kommunens energirådgivning
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har i en særskilt indstilling stillet forslag om, at der ved udmøntningen af en del af puljen til bl.a. Agenda 21 gives bevilling til følgende informations- og rådgivningsaktiviteter, der forventes at fremme CO2-reduktionen i Københavns Kommune:
- information om energibesparelser til etniske grupper
- tilvejebringelse af data til grønne regnskaber, og
- etablering af et Energiværksted i forbindelse med Vandværkstedet til miljøundervisning og energirådgivning for børn og voksne.
Det foreslås, at der ved udmøntningen af også den resterende del af puljen til Agenda 21 m.v., i videst muligt omfang søges igangsat aktiviteter, der kan understøtte planen for CO2-reduktion i Københavns Kommune igennem energirådgivning og information.
Det vurderes, at de nævnte aktiviteter i 2003 delvis vil kunne træde i stedet for CO2-planens forslag om udvidelse af kommunens energirådgivning, og at man derfor vil kunne vente til 2004 med at finde en mere langsigtet finansiering af energirådgivningsaktiviteterne.
Det indstilles således, at finansieringen af den i CO2-planen foreslåede udvidelse af kommunens energirådgivning indgår med fornyet vægt i drøftelserne om budget 2004.
Kortlægning af øvrige kilders klimapåvirkning
Miljøkontrollen vil i 2003 foretage en indledende screening af CO2-kilder i kommunen, der bidrager til klimapåvirkning, men som ikke er medtaget i CO2-planen. På baggrund af denne screening udarbejdes en liste over kilder, som vurderes at have en betydelig klimapåvirkning.
Dette arbejde vil kunne afholdes indenfor Miljøkontrollens budget for 2003.
Arbejdet vil danne baggrund for udarbejdelsen af en projektbeskrivelse af det egentlige projekt, som imidlertid fortsat er ufinansieret. Det indstilles derfor, at finansieringen af projektet vedrørende kortlægning af øvrige kilders klimapåvirkning og bidrag til arbejdet med udvikling af en fælles europæisk CO2-model indgår i drøftelserne om budget 2004.
Bidrag til aktiviteter inden for Bygge- og Teknikudvalgets ressort
CO2-planen indeholder et forslag om, at der etableres et kampagnesekretariat til at fremme CO2-reduktionen fra trafikken og gennemføres transportkampagner.
Bygge- og Teknikforvaltningen har oplyst, at man i løbet af 2003, inden for rammerne af budget 2003, vil afsætte begrænsede ressourcer (op til 100 timers arbejde) til at præcisere kampagnesekretariatets indhold og funktion.
Bygge- og Teknikforvaltningen har oplyst, at man ikke inden for rammerne af Bygge- og Teknikudvalgets budget har mulighed for at finansiere kampagnesekretariatet. Det forudsættes at finansieringen løses i forbindelse med budget 2004.
Miljøkontrollen vil, inden for rammerne af budget 2003, kunne afsætte begrænsede ressourcer (op til 100 timers arbejde) til - sammen med Bygge- og Teknik forvaltningen - at præcisere kampagnesekretariatets indhold og funktion samt at udarbejde kommissorium for sekretariatet.
ØKONOMI
De i redegørelsen nævnte aktiviteter gennemføres inden for rammerne af Miljø- og Forsyningsudvalgets nuværende budget.
Aktiviteterne har til formål at understøtte og konkretisere en række af de aktiviteter, der er nævnt i CO2-planen.
Opfyldelsen af målet om reduktion af CO2-udledningen i København med 35 % inden 2010 kræver fortsat, at der findes finansiering af aktiviteterne i CO2-planen.
MILJØVURDERING
Redegørelsen om finansiering af CO2-planen har ikke i sig selv konsekvenser for miljøet. Det vurderes dog at kunne bidrage til en væsentlig, positiv indvirken på miljøet, såfremt redegørelsen kan bidrage til at fastholde opmærksomheden om CO2-planen og skabe grundlag for finansieringen af planens gennemførelse.
BILAG
-
Peter Elsman
/ Jens Balslev