Bundtekster om mangfoldighed i stillingsannoncer
Bundtekster om mangfoldighed i stillingsannoncer
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 28. oktober 2004
BR 453/04
Bundtekster om mangfoldighed i stillingsannoncer
Bundtekster om mangfoldighed i stillingsannoncer
Indstilling om, at
der indføres en fælles standardformulering af den bundtekst om mangfoldighed,
der skal anvendes ved stillingsannoncering, og at ordlyden bliver "Københavns
Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver
især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner", samt at de selvejende institutioner selv
beslutter, om de vil benytte bundtekst om mangfoldighed i deres stillingsannoncer.
(Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at
Økonomiudvalget godkender og anbefaler Borgerrepræsentationen at vedtage:
·
At der
indføres en fælles standardformulering af den bundtekst om mangfoldighed, der
skal anvendes ved stillingsannoncering, og at ordlyden bliver
"Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at
medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner."
·
at de
enkelte forvaltninger fortsat selv beslutter, om de selvejende institutioner
skal benytte en bundtekst om mangfoldighed i deres stillingsannoncer.
Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 21. september 2004
F stillede følgende ændringsforslag:
"SF foreslår følgende bundtekst som fælles tekst for alle forvaltninger og alle selvejende institutioner:
Københavns Kommune betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer derfor alle uanset køn, alder og religion, etnisk oprindelse eller seksuel orientering til at søge ledige stillinger"
C stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 2. at:
"at de selvejende institutioner selv beslutter, om de vil benytte bundtekst om mangfoldighed i deres stillingsannoncer."
Sagen blev herefter udsat.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2004
F genfremsatte sit ændringsforslag fra mødet den 21. september 2004.
C genfremsatte ligeledes sit ændringsforslag fra mødet den 21. september 2004.
Ø stillede ændringsforslag om, at selvejende institutioner skal benytte en bundtekst om mangfoldighed i deres stillingsannoncer.
Udvalget stemte først om F's ændringsforslag:
For stemte 5 medlemmer: D, F og Ø
Imod stemte 7 medlemmer: A, B, C, O og V
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Forslaget var forkastet.
Udvalget stemte herefter om ændringsforslaget fra Ø:
For stemte 4 medlemmer: F og Ø
Imod stemte 7 medlemmer: A, B, C, O og V
1 medlem undlod at stemme: D
Forslaget var forkastet.
Udvalget stemte til sidst om ændringsforslaget fra C:
For stemte 6 medlemmer: B, C, D, O og V
Imod stemte 4 medlemmer: F og Ø
2 medlemmer undlod at stemme: A
Forslaget var dermed anbefalet.
Den således ændrede indstilling blev dermed anbefalet.
RESUME
På sit møde den 13.
maj 2004 (BR 207/04) drøftede Borgerrepræsentationen de bundtekster om
mangfoldighed, som skal indgå i stillingsannoncer for Københavns Kommune.
Baggrunden for drøftelsen var, at en beslutning herom i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
var begæret behandlet i Borgerrepræsentationen. Borgerrepræsentationen henviste
sagen til Økonomiudvalget.
Borgerrepræsentationen
har tidligere besluttet, at bundtekster om mangfoldighed skal indgå i alle
stillingsannoncer for ledige stillinger i Københavns Kommune. Det har hidtil været overladt til den enkelte forvaltni
ng
at træffe beslutning om det nærmere indhold af bundteksten. Borgerrepræsentationen
drøftede under sin behandling af sagen, om der fremover skal være en fælles
standardformulering af bundteksten for hele kommunen.
Det har
samtidig hidtil været op til den enkelte forvaltning at beslutte, om de selvejende
institutioner skulle benytte en bundtekst om mangfoldighed i deres stillingsannoncer.
På Borgerrepræsentationens møde
blev det drøftet, om de selvejende institutioner skal benytte de bundtekster,
kommunen beslutter skal anvendes.
I indstillingen
beskrives lovgivningen om ligestilling og mangfoldighed, hvorefter de to
indstillingspunkter vurderes.
Økonomiforvaltningen
vurderer, at fordelene ved en standardformulering af bundteksten opvejer ulemperne.
Spørgsmålet om,
hvorvidt de selvejende institutioner fremover skal benytte en bundtekst om
mangfoldighed i stillingsannoncer afhænger af, hvordan man anskuer
mangfoldighed. Ønsket kan være, at hver enkelt arbejdsplads i kommunen skal
være mangfoldigt sammensat, eller at nogle af arbejdspladserne kan have et særpræg
(fx religiøst), hvorved kommunen kan levere mere mangfoldige ydelser til
borgerne.
Økonomiforvaltningen
indstiller, at forvaltningerne også fremover selv beslutter, om de selvejende
institutioner skal benytte en bundtekst om mangfoldighed i deres stillingsannoncer.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
På sit møde den 13. maj 2004
(BR 207/04) drøftede Borgerrepræsentationen de bundtekster om mangfoldighed,
som skal indgå i stillingsannoncer for ledige stillinger i Københavns Kommune.
Det blev drøftet, om der skal være en standardformulering af teksten, som alle
skal benytte, og om de selvejende institutioner skal benytte bundtekster.
Borgerrepræsentationen henviste sagen til drøftelse i Økonomiudvalget.
Borgerrepræsentationen
vedtog i 1999 i forbindelse med handlingsplanen for etnisk ligestilling for
1999-2001, at der i alle kommunens stillingsannoncer skal indgå en tekst om, at
kommunen ønsker at ansætte mangfoldigt. Teksten er indført for at give ansøgere
til kommunens stillinger et positivt signal om, at Københavns Kommune ønsker at
ansætte personer med forskellig baggrund.
Det har
hidtil været overladt til den enkelte forvaltning at træffe beslutning om det
nærmere indhold af den bundtekst, forvaltningen ønsker at anvende i det
konkrete tilfælde. Til støtte herfor har Økonomiforvaltningen udarbejdet forskellige
forslag til, hvordan bundteksten kan formuleres. Med vedtagelsen af den
gældende handlingsplan for etnisk ligestilling for 2003-2005 blev forslaget til
formulering af bundteksten udvidet, så også seksuel orientering indgik. Det har
dog fortsat været op til forvaltningerne at beslutte formuleringen af
bundteksten og dermed også, om fx seksuel orientering skal nævnes.
Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget behandlede på sit møde den 14. april 2004 en indstilling
om stillingsopslag og bundtekster. Udvalget tog en redegørelse om stillingsopslag
til efterretning. Derudover drøftede udvalget dels, om stillingsopslag i
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fremover skulle anvende en bundtekst,
hvor seksuel orientering nævnes, og dels, om der fremover skulle stilles krav
til de selvejende institutioner om ligeledes at benytte bundteksten.
Mogens Lønborg (C) begærede spørgsmålet
om, hvorvidt de selvejende institutioner skal benytte bundteksten, forelagt
Borgerrepræsentationen.
Borgerrepræsentationen
drøftede under sin behandling af sagen også, om der fremover skal være en
fælles standardformulering af bundteksten for hele kommunen.
Efter forslag fra Det
Konservative Folkeparti blev sagen henvist til Økonomiudvalget.
Lovgivning om ligestilling og mangfoldighed
Lovgivningen på området findes
i forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven.
Forskelsbehandlingsloven
fastslår, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige
stillinger uanset race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering
eller national, social eller etnisk oprindelse (§§ 1 og 2). Der må således ikke
ved annoncering angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en
person af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel
orientering eller national, social eller etnisk oprindelse (§ 5).
Loven indeholder en undtagelse
for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et
bestemt politisk eller religiøst standpunkt. Det kan efter omstændighederne fx
være lovligt at stille krav om, at en ansøger til en stilling som lærer på en
kristen friskole er kristen.
Ligebehandlingsloven fastslår
de tilsvarende principper i forhold til køn. Enhver arbejdsgiver skal behandle
mænd og kvinder lige ved ansættelser og "det må ikke ved annoncering
angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse mv. søges eller foretrækkes
personer af et bestemt køn" (§ 6).
En ny bekendtgørelse fra
ligestillingsministeren gør det dog muligt at søge efter det
underrepræsenterede køn (bekendtgørelse nr. 233 af 20. marts 2004). I
bekendtgørelsen står der i § 3: "Uanset bestemmelsen i ligebehandlingslovens §
6 er det tilladt i annoncer at opfordre det underrepræsenterede køn til at søge
ansættelse og kompetencegivende uddannelse m.v.". I § 3 stk. 2 står der, at
"forudsætningen for en opfordring efter stk. 1 er, at annoncen,
udbudsmaterialet m.v. udformes på en sådan måde, at alle ansøgere har en
almindelig adgang til at søge eller d
eltage. Det skal fremgå af annoncen m.v.,
at det underrepræsenterede køn ikke ved ansættelse eller optagelse på kompetencegivende
uddannelse har en fortrinsstilling".
"Det underrepræsenterede
køn" er ifølge Ligestillingsministeriet det køn, der udgør mindre end 50 % af
de ansatte i en faggruppe på en arbejdsplads. Det er altså blevet langt lettere
at søge særligt efter det ene køn. Det gælder dog fortsat, at alle udnævnelser
og ansættelser forudsætter, at de rette og nødvendige kvalifikationer er til stede.
Den bedst kvalificerede skal således ansættes uanset køn.
Bekendtgørelsen
gælder frem til 15. april 2007.
Det er Økonomiforvaltningens
opfattelse, at de nye regler fortrinsvis bør benyttes på de ansættelsesområder,
hvor det ene køn i høj grad er underrepræsenteret. Det er dog op til
forvaltningerne at beslutte, hvornår dette er tilfældet, og hvordan de nye
regler skal benyttes i forvaltningen.
Problemstillinger til drøftelse
Der er to problemstillinger,
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal tage stilling til:
1. Skal der indføres en standardformulering af
den bundtekst om mangfoldighed, der skal anvendes i stillingsannoncer i
Københavns Kommune, og hvordan skal en sådan standardformulering lyde?
2.
Skal
bundteksten også anvendes af de selvejende institutioner, Københavns Kommune
har indgået driftsoverenskomst med?
1. Indførelse af en standardformulering af bundteksten og dens
eventuelle formulering
Under Borgerrepræsentationens
behandling af sagen på mødet den 13. maj 2004 blev det drøftet, om der skal
indføres en standardformulering af bundteksten, så den samme bundtekst benyttes
i alle stillingsannoncer for kommunens virksomheder.
Ulempen ved at indføre en
standardformulering kan være, at de enkelte virksomheder får mindre ejerskab
til indholdet i bundteksten, når de ikke selv kan bestemme, hvad den skal
indeholde.
Fordelene er, at det giver
ansøgere et fælles signal om kommunens holdninger, og at der ikke er tvivl om,
hvad indholdet i bundteksten skal være. I dag er der mange, der glemmer at
indsætte en bundtekst i stillingsannoncer.
Økonomiforvaltningen
anbefaler, at der indføres en standardformulering af bundteksten, som skal
benyttes ved stillingsannoncering på de kommunale arbejdspladser.
Efter drøftelse med
forvaltningerne foreslår Økonomiforvaltningen følgende ordlyd af standardformuleringen:
"Københavns Kommune
ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver
især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner."
2. Bundtekster i de selvejende institutioners
stillingsopslag
De selvejende institutioner er
ikke omfattet af Borgerrepræsentationens beslutning om at indføre bundtekster i
stillingsannoncer. Lederen af en selvejende institution har arbejdsgiverkompetencen
og ansætter og afskediger dermed selv personalet.
Hvis de selvejende
institutioner skal følge Københavns Kommunes retningslinjer for
stillingsannoncering, skal det indføjes i driftsoverenskomsten og vil således
først gælde fra førstkommende fornyelse.
Vurderingen af, om de
selvejende institutioner skal benytte en bundtekst i stillingsannoncer ligesom
kommunens egne institutioner, hænger sammen med, hvordan man forstår
værdigrundlagets udsagn om, at Københavns Kommunes skal være en virksomhed,
hvor mangfoldighed betragtes som et aktiv.
Mangfoldighed i relation til ansættelse
kan overordnet anskues på to måder: Den ene er, at hver af kommunens
virksomheder i sig selv skal være mangfoldig, herunder have ansat medarbejdere
med forskellig personlighed, af begge køn, forskellige aldersgrupper,
forskellige seksuelle orienteringer, forskellige etniske baggrunde og med forskellige
religiøse tilhørsforhold.
Den anden måde at anskue
mangfoldighed på er, at kommunens virksomheder skal være mangfoldige i forhold
til hinanden, og dermed kunne tilbyde borgerne forskellige ydelser.
Balancen mellem de to måder at
se mangfoldighed på er afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt de selvejende
institutioner selv
bør bestemme indholdet af stillingsannoncerne, herunder om
de vil benytte en bundtekst om mangfoldighed. Værdigrundlaget giver således
ikke et entydigt svar på, hvilken løsning man bør vælge.
Den første måde at anskue
mangfoldighed på fører til, at de selvejende institutioner skal benytte en
bundtekst om mangfoldighed ligesom kommunens egne virksomheder for at fremme
mangfoldigheden på den enkelte arbejdsplads. Det ligger i tråd med betragtningen
om, at Københavns Kommune skal levere en ensartet service.
Den anden måde at anskue
mangfoldighed på fører til, at de selvejende institutioner selv bør bestemme,
om de vil benytte en bundtekst om mangfoldighed. De selvejende institutioner er
ofte selvejende for at kunne bevare et vist individuelt særpræg. For eksempel
har kommunen driftsoverenskomster med kristne børnehaver. Det fremgår af loven,
at en arbejdsgiver ikke må diskriminere på baggrund af køn, race, hudfarve, religion,
politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social og etnisk oprindelse.
Det gælder også de selvejende institutioner. Men loven giver samtidig mulighed
for fx at ansætte personer med et bestemt religiøst tilhørsforhold, hvis det er
en del af virksomhedens udtrykte formål at fremme et bestemt religiøst
standpunkt. Hvis den mangfoldighed skal bevares, giver det ikke mening at
kræve, at alle selvejende institutioner skal benytte en bundtekst om
mangfoldighed i stillingsannoncer.
Økonomiforvaltningen anbefaler
på baggrund af ovenstående, at de enkelte forvaltninger fortsat selv beslutter,
om det skal indgå i driftsoverenskomsten med selvejende institutioner, at de
skal benytte en bundtekst om mangfoldighed i deres stillingsannoncer.
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE
KONSEKVENSER
-
HØRING
Indstillingen har
været drøftet med forvaltningerne, hvis bemærkninger er indarbejdet.
BILAG
-
Erik Jacobsen
/ Hans Simmelkjær