Mødedato: 28.08.2003, kl. 17:30

Etniske ligestillingsvurderinger

Etniske ligestillingsvurderinger

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 28. august 2003

 

 

BR 348/03

Etniske ligestillingsvurderinger

Etniske ligestillingsvurderinger

 

 

Indstilling om, at der ikke indføres obligatoriske etniske ligestillingsvurderinger i udvalgsindstillinger.

(Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender og indstiller til Borgerrepræsentationen,

at der ikke indføres obligatoriske etniske ligestillingsvurderinger i udvalgsindstillinger.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2003

Ø stillede ændringsforslag om, at der i overensstemmelse med Uddannelses- og Ungdomsudvalgets høringssvar indføres obligatorisk etnisk ligestillingsvurdering i indstillinger.

For stemte 4 medlemmer: F og Ø

Imod stemte 8 medlemmer: A, B, C, O og V

Ændringsforslaget blev forkastet.

 

Økonomiforvaltningens indstilling blev herefter anbefalet

 

 

 

RESUME

Der blev i 2002 fremsat forslag i Borgerrepræsentationen om indførelse af obligatoriske etniske ligestillingsvurderinger i alle indstillinger. Sagen har nu været sendt til høring i de stående udvalg. I svarene fra Miljø- og Forsyningsudvalget, Sundhed- og Omsorgsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget tilkendegives, at det ikke er nødvendigt at indføre etniske ligestillingsvurderinger. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at det allerede udfra en kommunalretlig grundsætning forudsættes, at en sag er tilstrækkeligt belyst ved fremlæggelse. Det indebærer, at såfremt en sag har etniske ligestillingsaspekter, bør dette fremgå af sagsfremstillingen.

Desuden peger flere udvalg på, at indførelsen af denne type af vurderinger vil medføre en øget administrativ byrde, som ikke vil stå mål med den effekt, der vil følge heraf.

Alene svaret fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget støtter forslaget om indførelse af obligatoriske ligestillingsvurderinger. Der foreligger ikke svar fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

På baggrund heraf indstiller Økonomiforvaltningen, at der ikke indføres obligatoriske etniske ligestillingsvurderinger.

Der er med behandlingen af denne indstilling gjort op med BR 100/02.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Socialistisk Folkeparti fremsatte den 28. februar 2002 overfor Borgerrepræsentationen et medlemsforslag om, at der i indstillinger til de stående udvalg skal foretages en etnisk ligestillingsvurdering (BR 100/02). Vurderingen skal indgå på lige fod med miljøvurderingerne af forslag, der forelægges de stående udvalg. Sagen blev inden behandling i Borgerrepræsentationen sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg (IU 7/2002). Ved behandlingen i Borgerrepræsentationen blev sagen henvist til Økonomiudvalget.

Sagen har nu været sendt til høring i de stående udvalg, og Økonomiforvaltningen har modtaget høringssvar fra samtlige udvalg, dog med undtagelse af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

I svarene fra Miljø- og Forsyningsudvalget, Sundhed- og Omsorgsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget tilkendegives, at det ikke er nødvendigt at indføre etniske ligestillingsvurderinger. Udvalgene lægger vægt på, dels at der allerede er mulighed for at beskrive etniske ligestillingsaspekter enten i sagsbeskrivelsen eller under punktet "andre konsekvenser," dels at det er en almindelig kommunalretlig grundsætning, at en sag skal være så tilstrækkeligt belyst/oplyst, at der foreligger et forsvarligt beslutningsgrundlag[1]. Det forudsættes således allerede i dag, at denne type oplysninger/vurderinger fremgår af indstillingen, såfremt spørgsmålet vurderes at have væsentlig betydning for sagen. Desuden fremhæver flere udvalg, at den administrative byrde, som indførelsen af obligatoriske etniske ligestillingsvurderinger forventes at medføre, ikke vil stå mål med den reelle effekt i forhold til at mindske indirekte og direkte diskrimination.

Det er alene Uddannelses- og Ungdomsudvalget, der kan støtte forslaget om obligatoriske etniske ligestillingsvurderinger.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at der ikke indføres obligatoriske etniske ligestillingsvurderinger.

Der er med behandlingen af denne indstilling gjort op med det i Borgerrepræsentationen fremsatte medlemsforslag (BR100/02).

 

ØKONOMI

Indstillingen medfører ingen økonomiske konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen medfører ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ANDRE KONSEKVENSER

--

HØRING

Sagen har været til høring i de stående udvalg.

 

BILAG

Bilag 1: Høringssvar fra Miljø- o g Forsyningsudvalget

Bilag 2: Høringssvar fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Bilag 3: Høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsudvalget

Bilag 4: Høringssvar fra Kultur- og Fritidsudvalget

Bilag 5: Høringssvar fra Bygge- og Teknikudvalget

Bilag 6: ØU 55/03

Bilag 7: Høringssvar fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

Erik Jacobsen/

Hans Simmelkjær

 

 



[1] Jf. Lov om kommunernes styrelse m. kommentarer, 3. udg. p. 299, note 5.


Til top