Mødedato: 28.05.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Genindtrædelse i ICORN Friby-ordning

Der skal tages stilling til Københavns Kommunes genindtræden i ICORN Fribyordning samt til forslag til kriterier og proces for valg af ny fribyforfatter

Indstilling

Indstilling om,

  1. at København, under forudsætning af, at der i Budget 2016 tilvejebringes finansiering hertil, genindtræder som medlem af International Cities of Refugee Network, Fribyordningen og inviterer en ny fribyforfatter for en to-årig periode efter nærmere fastlagte kriterier,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiges til at vælge den konkrete forfatter ud fra de foreslåede kriterier, samt at der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter for Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen til at planlægge friby-opholdet,
  3. at finansiering på 1,2 mio. kr. skal indgå i budgetforhandlingerne 2016.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 26. februar 2015, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal udarbejde forslag til politisk behandling om at genindmelde Københavns Kommune i fribyordningen, og indbyde en udenlandsk forfatter, journalist mv., hvis ytringsfrihed krænkes i dennes hjemland, til i en periode at opholde sig i København.

Løsning

ICORN (International Cities of Refugee Network) er en international netværksorganisation, som indstiller forfulgte forfattere til to-årige friby-ophold og etablerer kontakten mellem fribyerne og forfatterne. Gennem fribyordningen får en forfulgt skribent en tryg mulighed for at kunne skrive og udgive sine tekster ofte på lang afstand af hjemlandet.

Opholdet for Københavns første fribyforfatter udløb i oktober 2014, og Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår på baggrund af de indhøstede erfaringer at opstille en række kriterier til ICORN for at få mulighed for at vælge mellem forfatterprofiler, der passer til København, og som kan sikre et optimalt fribyophold for en forfulgt skribent.

Der lægges vægt på, at forfatteren taler engelsk og er udadvendt, da den pågældende vil have gavn af at interagere med kunst-, litteratur- eller journalistmiljøet i København.

Det er vigtigt at skabe et aktivt ophold og mange kulturmøder med københavnerne om ytringsfrihedens vilkår, og derfor er det en fordel, hvis forfatteren har en forholdsvis stærk journalistisk eller skønlitterær produktion og/eller kan fungere som foredragsholder, bl.a. om aftenen.

Som friby for en forfulgt forfatter, forpligter kommunen sig til at stille bolig til rådighed, yde økonomisk hjælp, adgang til sundhedsydelser, sprogundervisning mv. Med henblik på at skabe de bedst mulige rammer for forfatteren før, under og ved afslutningen af opholdet, er det derfor meget vigtigt, at flere forvaltninger inddrages i planlægningen af opholdet, så der er det fornødne beredskab i forhold til de konkrete behov og problemstillinger, der måtte være.

Der er gode erfaringer at hente blandt andet i Århus Kommune, hvor organiseringen omkring fribyopholdet er fastlagt i en tværfaglig arbejdsgruppe, som sikrer, at forfatteren har et netværk af kommunale kontaktpersoner med den relevante ekspertise. En sådan organisering kan bidrage til at sikre, at skribenten kan opleve opholdet som et pusterum med mulighed for at få arbejdsro og lægge mere langsigtede planer.

Værtsbyen har ingen økonomiske eller juridiske forpligtelser over for forfatteren, når opholdet udløber. Forfatteren skal enten forlade landet eller søge asyl efter dansk lovgivning.

Hvis indstillingen tiltrædes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen bede ICORN om en bruttoliste over kandidater ud fra de foreslåede kriterier, som Kultur- og Fritidsudvalget kan vælge den endelige kandidat ud fra. Selve perioden for opholdet vil blive fastlagt i den forbindelse.

Økonomi

Udgifterne til et to-årigt fribyophold kan afholdes indenfor en ramme på 1,2 mio. kr. Der er ikke afsat midler på Kultur- og Fritidsforvaltningens budget, og Borgerrepræsentationen besluttede den 26. februar 2015, at finansieringen skal indgå i budgetforhandlingerne 2016.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat med henblik på at lade finansieringen indgå i forhandlingerne om Budget 2016.



Carsten Haurum                                /Jakob Heide Petersen 

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsforvaltningen over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at København genindtræder som medlem af ICORN Fribyordningen og inviterer en ny fribyforfatter for en to-årig periode efter nærmere fastlagte kriterier,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiges til at vælge den konkrete forfatter ud fra de foreslåede kriterier, samt at der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter for Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen til at planlægge friby-opholdet, og
  3. at finansiering på 1,2 mio. kr. skal indgå i budgetforhandlingerne 2016.


Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte et teknisk ændringsforslag om, at indstillingens 1. at-punkt får følgende ordlyd (tilføjelse fremhævet):
"1.  at København, under forudsætning af, at der i Budget 2016 tilvejebringes finansiering hertil, genindtræder som medlem af ICORN Fribyordningen og inviterer en ny fribyforfatter for en to-årig periode efter nærmere fastlagte kriterier."

Der blev begæret afstemning om den således ændrede indstilling.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Den således ændrede indstilling blev dermed godkendt.

Lilian Parker Kaule, Rikke Lauritzen og Allan Ahmad ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”LA og Ø mener ikke, at symbolpolitik som genindmeldelse i Fribyordningen gør noget særligt for ytringsfriheden.”




Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. maj 2015

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top