Mødedato: 28.05.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan "Østerport II" med tilhørende kommuneplantillæg, Østerbro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplanen Østerport II med tilhørende kommuneplantillæg, der vil muliggøre en fortætning af erhvervsbebyggelsen på Oslo Plads.

Indstilling

Indstilling om,
  1. at lokalplan Østerport II (bilag 1) med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) vedtages endeligt.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Ejeren af erhvervsbebyggelsen på Oslo Plads 2, øst for Østerport Station, ønsker at udvide bebyggelsen med mere kontorareal. Projektet er i overensstemmelse med kommuneplanens målsætning om at fortætte ved stationsnære placeringer og sikre en høj tilgængelighed med kollektiv trafik til kontor- og serviceerhverv.

Borgerrepræsentationen vedtog den 11. december 2014 lokalplanforslaget Østerport II og forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 med henblik på at sende forslagene i offentlig høring. Ved behandlingen blev det desuden vedtaget, at der skal være maksimal cykelparkering i lokalplanen inden for rammerne af kommuneplanen.  Høringsperioden løb fra 19. december 2014 til 20. februar 2015 og resulterede i 21 høringssvar.

De indkomne høringssvar har ikke givet anledning til at forslå ændringer. Borgerrepræsentationen skal nu tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplanen og kommuneplantillægget.

Løsning

Projektet indebærer en ny etage ovenpå den eksisterende bebyggelse mod Oslo Plads og Folke Bernadottes Allé. Mod Oslo Plads bliver bebyggelsen ca. 8 meter høj. Mod det lavere beliggende baneterræn og Østerport Station bliver bebyggelsen ca. 21 meter høj. Projektet er på i alt ca. 15.000 m², hvilket svarer til en bebyggelsesprocent på ca. 185 i lokalplanområdet.

Der henvises i øvrigt til bilag 3, faktaark.

Borgermøde
På borgermødet tirsdag den 20. januar 2015 deltog 21 borgere, hvor de fleste var utilfredse med planforslagene. Utilfredsheden samlede sig stort set om de samme punkter, som de modtagne høringssvar beskriver. Referat af borgermødet er vedlagt som bilag 5. Evaluering af borgermødet er vedlagt som bilag 6.

Høring
Da området er beliggende i Indre By og på grænsen til Østerbro, er både Indre By Lokaludvalg og Østerbro Lokaludvalg blevet hørt. Nedenfor er lokaludvalgenes og borgernes hovedsynspunkter refereret med Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger.

De modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3 og kommenteres af Teknik- og Miljøforvaltningen i bilag 4.

Bemærkninger fra Indre By Lokaludvalg
Lokaludvalget finder, at selvom fortidsminde- og søbeskyttelseslinjerne går udenom det aktuelle byggefelt, så bør området forvaltes efter samme retningslinjer. Projektet virker voldsomt stort fra Oslo Plads. Der bør laves en illustration fra denne vinkel, inden lokalplanen vedtages. Maksimalhøjden for bebyggelsen bør sænkes fra de foreslåede 21 meter til 16 meter. Lokaludvalget mener, at der bør udarbejdes en helhedsplan for hele området omkring Østerport.

Lokaludvalget finder ligeledes, at der bør etableres flere cykelparkeringspladser på baneterrænet. Der kan evt. også nedlægges kørebaner på Oslo Plads for at tilgodese mere plads til cykelparkering. Parkeringsnormen for biler bør sænkes på dette stationsnære sted.

Bemærkninger fra Østerbro Lokaludvalg
Lokaludvalget bemærker, at området bliver væsentligt forbedret med realisering af denne plan.

Lokaludvalget mener, at parkeringsnormen bør sænkes fra de foreslåede 1 plads pr. 200 m² etageareal til 1 plads pr. 250-300 m² etageareal, og at udtrykket ”højest” skal indgå i lokalplanens parkeringsnorm. Parkeringsarealet langs banen (baneterrænet) bør anvendes til cykelparkering.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger
Projektet har været forelagt Naturstyrelsen, der forvalter beskyttelseslinjerne. Naturstyrelsen har ingen bemærkninger til det aktuelle forslag. Det offentliggjorte materiale indeholder illustrationer af projektet set fra Østre Anlæg og fra Nyboder, hvilket Teknik- og Miljøforvaltningen anser som fyldestgørende for at kunne give et indtryk af projektet set fra Oslo Plads. Der forventes ikke flere projekter i området end det aktuelle og det igangværende metrobyggeri, der allerede er planlagt. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer på den baggrund, at der ikke er grundlag for at udarbejde en helhedsplan for et større område. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer endvidere, at projektets udformning opfylder intentionerne om at tilføre området et mere bymæssigt præg ved at muliggøre 2-etagers bebyggelse mod Oslo Plads og samtidig indordne sig i områdets kulturhistoriske miljø ved bl.a. at være lavere end tårnet på stationsbygningen, hvorved stationsbygningen fastholdes som områdets centrale og historiske varetegn.

De 270 eksisterende cykelparkeringspladser på Oslo Plads bibeholdes, og der stilles krav i henhold til kommuneplanen til cykelparkering for nybyggeriet på 1,5 plads pr. 100 m² kontoretageareal og 4 pladser pr. 100 m² butiksareal (i alt 400 pladser i lokalplanområdet). Nye cykelparkeringspladser placeres dels på baneterrænet, dels i konstruktion jf. cykelparkeringsnormen.

Teknik- og Miljøforvaltningen bemærker herudover, at der i forbindelse med den kommende metrostation nedlægges 50 bilparkeringspladser og anlægges 850 nye cykelparkeringspladser omkring Østerport Station.

På grund af ejendommens stationsnære placering er normen for bilparkering sænket i forbindelse med kommuneplantillægget fra områdets nuværende norm på i størrelsesordenen og højest 1 plads pr. 150 m² etageareal til i størrelsesordenen og højest 1 plads pr. 200 m² etageareal. Normen i lokalplanen er ligeledes sænket fra i størrelsesordenen 1 plads pr. 100 m² etageareal til i størrelsesordenen 1 plads pr. 200 m² etageareal. Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at parkeringsnormen er fastlagt på et passende niveau, så det fortsat er muligt at tilkøre og parkere på ejendommen som alternativ til offentlig transport.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  1. Henvendelserne omhandler primært, at det foreslåede byggeri vil være alt for dominerende og bastant i forhold til kvarterets historiske og fredede bebyggelser. Der opfordres til, at der udarbejdes en helhedsplan for et større område, og/eller alternativt, at projektet sænkes med to etager mod baneterrænet. Det bemærkes, at der er rigeligt med ledige erhvervslokaler indenfor få hundrede meters afstand.
  2. Enkelte bemærker, at det offentliggjorte materiale er af ringe informativ karakter, og at billedmaterialet er utilstrækkeligt. En indsiger mener, at en 3D-illustration, som arkitekterne fremviste på borgermødet, er manipuleret.
  3. Flere er positive overfor, at der bliver ryddet op på Oslo Plads, men det løser dog ikke problemet med cykelparkeringen, der fortsat dominerer området og forhindrer ophold og udeservering.
  4. Den Svenske Kirke ønsker en mere grundig analyse af trafik og miljøkonsekvenser. Endvidere nævner kirken, at der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til skyggegener i forhold til beboelse på Folke Bernadottes Allé 2-4.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger

  1. Som nævnt under Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger til lokaludvalgenes høringssvar vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at projektet tager tilstrækkelig hensyn til omgivelserne, og at en helhedsplan for et større område er unødvendig.
  2. Teknik- og Miljøforvaltningen anser illustrationsmaterialet for fyldestgørende og af samme kvalitet som sædvanligt. Den nævnte 3D-illustration (set fra Østbanegade), som arkitekterne viste på borgermødet, er lavet i en digitalmodel med byrumskort og terræn indlagt.
  3. Vedrørende indretning af Oslo Plads er det planen, at pladsen fortsat skal tage afsæt i en trafikplads med mange fodgængere og meget cykelparkering. Samtidig skal pladsen fremstå mere grøn, med logiske ganglinjer og med mulighed for ophold.
  4. Biltrafikken til og på området vil være lokal og begrænset. Skygger langs Folke Bernadottes Allé vil ramme Folke Bernadottes Allé 2-4 i begrænset omfang i sommermånederne og kun i de sene aftentimer. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer skyggegenerne som acceptable.

Forslag til ændringer
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at de indkomne høringssvar ikke giver anledning til at foreslå ændringer jf. ovenstående kommentarer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget planforslagene, bekendtgøres de i henhold til reglerne i planloven.




Mikkel Hemmingsen                  Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at lokalplan Østerport II (bilag 1) vedtages endeligt.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.   at tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) vedtages endeligt.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2015


Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. maj 2015

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top