Opgradering og fremtidig organisering af Bagsværd Rostadion
Indstilling
Indstilling om,
- at Økonomiforvaltningen bemyndiges til på vegne af Københavns Kommune sammen med Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Team Danmark at stifte Fonden Bagsværd Rostadion, i henhold til vedlagte udkast til vedtægt med de ændringer, der er nødvendige i forbindelse med stiftelse af fonden,
- at Københavns Kommune som medstifter indskyder ejendommen Skovalléen 40, 2880 Bagsværd, som grundkapital i Fonden Bagsværd Rostadion,
- at der gives en anlægsbevilling på 18,8 mio. kr. til opgradering af Bagsværd Rostadion, der ydes Fonden Bagsværd Rostadion i anlægstilskud.
(Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)
Problemstilling
Bagsværd Rostadion trænger til en omfattende opgradering. Bygningerne, Bagsværd Sø og udstyret på søen er nu i en tilstand, der ikke længere er tidssvarende i forhold til at danne ramme om træningen af de københavnske roere og øvrige brugere, samt understøtte det høje eliteniveau inden for dansk ro-, kano- og kajaksport.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har således efter dialog med brugerne af kommunens bygninger på Bagsværd Rostadion konstateret, at de er for små, uhensigtsmæssigt indrettet og umoderne. Herudover viser forundersøgelser, hvilke forbedringer af træningsfaciliteterne på søen, herunder uddybning af baner, terrænreguleringer i start- og målområde og etablering af multifunktionelle dommertårne, der er nødvendige.
På den baggrund besluttede Borgerrepræsentationen med budgetvedtagelsen for 2015 at afsætte 18,8 mio. kr. til den skitserede opgradering af Bagsværd Rostadion. Beslutningen forudsatte tilsagn om støtte til projektet fra eksterne fonde, Gladsaxe Kommune (GK) og Lyngby-Taarbæk Kommune (LTK).
GK og LTK traf efterfølgende principbeslutning om anlægstilskud til projektet på henholdsvis 8,3 mio. kr. og 2,158 mio. kr. Fordelingen mellem kommunerne af anlægstilskuddenes størrelse er aftalt i forhold til den fremtidige anvendelse, idet der dog indledningsvist er taget højde for parternes kommende indskud af øvrige aktiver i projektet.
Herudover besluttede Borgerrepræsentationen med budgetvedtagelsen for 2015 at afsætte yderligere 1 mio. kr. årligt (2015 P/L) til driften af Bagsværd Rostadion fra 2017 og frem. Således udgør det samlede driftstilskud fra 2017 i alt 1,18 mio. kr. (2015 P/L). Det forudsattes med beslutningen, at driftsorganisationen i forbindelse med opgraderingen blev fremtidssikret, idet de nuværende komplekse ejer – og driftsforhold ikke er en hensigtsmæssig ramme om aktiviteterne på Bagsværd Rostadion.
Løsning
Anlæg
I samarbejde med GK, LTK, Team Danmark og repræsentanter for rosporten og kano- og kajaksporten har Københavns Kommune (KK) udarbejdet et anlægsbudget for, hvordan Bagsværd Rostadion samlet kan opgraderes til faciliteter af international standard, jf. bilag 1.
Til brug herfor har Arkitektfirmaet Mangor og Nagel udarbejdet et skitseprojekt, der viser, hvordan en fremtidig bygning kunne se ud. Herudover har COWI foretaget forundersøgelser, der viser forslag og omkostninger til nødvendig uddybning af baner, terrænreguleringer i start- og målområde og etablering af multifunktionelle dommertårne.
Den 21. november 2014 har A.P. Møller Fonden på baggrund af ansøgning givet tilsagn om støtte til projektet på 50 mio. kr. Herudover har Lokale- og Anlægsfonden tidligere givet forhåndstilsagn om støtte til projektet på 6,5 mio. kr.
Således er de samlede anlægsomkostninger nu finansieret, jf. bilag 1.
Bygherrerollen på projektet vil blive varetaget af Fonden Bagsværd Rostadion, jf. nærmere nedenfor. Fondens professionelle bestyrelse bistås af en bygherrerådgiver, der planlægger og gennemfører en projektkonkurrence. Der nedsættes et byggeudvalg, bestående af fondens bestyrelse og byggefaglige embedsmænd, hvis opgave er at sikre fremdrift igennem projekterings- og byggeperioden samt overholdelse af de økonomiske rammer.
Projektet indebærer en planproces omfattende lokalplan, kommuneplantillæg og VVM-redegørelse, der forestås af Gladsaxe Kommune. Status på processen er, at høringsperioden netop er afsluttet, og endelig vedtagelse forventes at ske inden sommerferien.
Organisering
I forbindelse med opgraderingen eksisterer muligheden for i én enhed at samle aktiverne med den fremtidige drift og dermed sikre en manøvredygtig ejerstruktur, en koordineret og bæredygtig bygge- og anlægsproces og en forenklet drift, herunder i forhold til vedligehold og afholdelse af arrangementer.
Kommunerne kan med hjemmel i kommunalfuldmagten fremadrettet organisere de kommunale kerneopgaver på Bagsværd Rostadion i en fond, ligesom kommunerne kan give anlægs – og driftstilskud hertil.
Fondskonstruktionen rummer i modsætning til et fælleskommunalt selskab mulighed for, at Team Danmark fortsat kan være en del af Bagsværd Rostadion. Ved kommunernes stiftelse af fonden pådrager kommunerne sig i modsætning til et kommunalt fællesskab ikke et solidarisk ansvar, og det er ikke forudsat, at de stiftende kommuner skal forpligte sig yderligere i form af f.eks. garanti. Stiftelsen kræver således ikke samtykke fra tilsynsmyndighederne. De skatte- og momsmæssige konsekvenser forbundet med valget af fondskonstruktionen er håndteret i forbindelse med budgetlægning for såvel opgradering som den efterfølgende drift i samarbejde med revisionsfirmaet E&Y.
I forbindelse med fondsdannelsen indskyder KK, GK, LTK og Team Danmark (TD) de eksisterende aktiver på Bagsværd Rostadion som apportindskud, jf. bilag 1. KKs apportindskud består af ejendommen Skovalléen 40, 2880 Bagsværd, hvorpå det nuværende klub- og bådehus er beliggende. Ejendommen har ved seneste offentlige ejendomsvurdering en værdi af 13,1 mio. kr., heraf grundværdi på 2.594.700 kr. Bygningerne forventes nedrevet i forbindelse med projektet.
Det nuværende driftsselskab af baneanlæg mv., I/S Rostadion (GK, LTK og TD), indskyder baneanlæg, både, broer mv. i fonden med en foreløbigt anslået værdi af ca. 3 mio. kr.
Ved oprettelse af fonden henlægges de samlede aktiver og driften under selvstændig bestyrelse for at varetage de formål, der er fastsat i fondens vedtægter. Formålet er således at opgradere faciliteterne på Bagsværd Rostadion til international standard, samt at eje, udlåne, udleje og i øvrigt drive dem efterfølgende, jf. bilag 2, punkt 4. Den hidtidige fordeling mellem brugergrupper på anvendelse af faciliteterne forventes videreført. Med henblik på fordeling indgås driftsaftaler mellem fonden og tilskudsgiverne.
Nettoformuen kan ved opløsning af fonden alene udbetales til de formål, vedtægterne angiver, eller beslægtede formål. Efter etablering af fonden skal fondens økonomi hvile i sig selv, og kommuner og TD hæfter som stiftere ikke for fondens økonomiske dispositioner. Det er netop hensigten med fondsdannelsen, at der fremadrettet er en selvstændig og effektiv drift af Bagsværd Rostadion, suppleret med frivillig arbejdskraft som tidligere. Der er udarbejdet et budget for fonden, der viser en bæredygtig økonomi, jf. bilag 1. Driften i fonden baserer sig på tilskud fra stifterne. Tilskud fra kommunerne forudsætter, at fonden ikke optager lån uden forudgående nærmere aftale med tilskudsgiverne.
Fonden ledes af en professionel bestyrelse på 4 medlemmer, jf. bilag 2, punkt 8. GK udpeger 1 medlem, der er formand for bestyrelsen. Ved udpegning af formand i projekterings- og byggeperioden er det et krav, at denne besidder relevant erfaring og viden som bygherre. KK udpeger 1 medlem, der er næstformand for bestyrelsen. LTK og TD udpeger hver 1 medlem. Dansk Forening for Rosport og Dansk Kano- og Kajakforbund udpeger hver 1 observatør i bestyrelsen.
Fondens dokumenter mv. skal være undergivet aktindsigt efter samme principper, som er gældende for dokumenter mv. i den kommunale forvaltning, jf. bilag 2, punkt 13, og fonden skal efterleve almindelige principper for CSR (Corporate Social Responsibility), herunder overholdelse af sociale klausuler, jf. bilag 2, punkt 14.
Fonden underlægges tilsyn af Civilstyrelsen og forventes stiftet i 2. halvår af 2015.
Økonomi
Der gives en anlægsbevilling på 18,8 mio. kr. (P/L 2015) under Kultur- og Fritidsudvalget, som afsat med budgetvedtagelsen for 2015, til opgradering af Bagsværd Rostadion, der ydes Fonden Bagsværd Rostadion i anlægstilskud.
Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2015 P/L) |
|||
2015 |
2016 |
2017 |
2018 |
||||
KFU |
Bagsværd Rostadion |
3510 – Kultur og Fritid |
0.32.31.3 Stadions, |
1.600 |
1.600 |
8.600 |
7.000 |
I alt |
- |
- |
- |
1.600 |
1.600 |
8.600 |
7.000 |
Tabel 3. Kategorisering af anlægsmidler
1.000 kr. |
2015 |
2016 |
2017 |
2018 |
I alt |
Ekstern rådgivning |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
Interne udgifter |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
Anlæg af projektet |
1.600 |
1.600 |
8.600 |
7.000 |
18.800 |
heraf anlægstilskud til Bagsværd Rostadion |
1.600 |
1.600 |
8.600 |
7.000 |
18.800 |
I alt |
1.600 |
1.600 |
8.600 |
7.000 |
18.800 |
Der ydes et årligt driftstilskud under Kultur- og Fritidsudvalget til Fonden Bagsværd Rostadion, der udgør i alt 1.180.000 kr. (2015 P/L), når opgraderingen er udført. I senere sag om bevillingsmæssige ændringer indarbejdes omplacering af det afsatte driftstilskud i budgetaftalen for 2015 på 1 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget.
Videre proces
Fondens stiftelse forudsætter en tilsvarende positiv beslutning herom i de øvrige to stiftende kommuner samt i Team Danmarks bestyrelse, forventeligt inden sommerferien 2015.
Borgerrepræsentationen forelægges særskilt indstilling med henblik på udpegning af kommunens bestyrelsesmedlem i forbindelse med fondens oprettelse. Efterfølgende anmeldes fonden til Civilstyrelsen.Den foreløbige tidsplan for opgraderingen er:
- Udbud af bygherrerådgivning medio 2015
- Projektkonkurrence ultimo 2015
- Projektering medio 2016
- Udbud af byggeopgaver primo 2017
- Første spadestik medio 2017
- Ibrugtagning medio 2018
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Økonomiforvaltningen bemyndiges til på vegne af Københavns Kommune sammen med Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Team Danmark at stifte Fonden Bagsværd Rostadion i henhold til vedlagte udkast til vedtægt med de ændringer, der er nødvendige i forbindelse med stiftelse af fonden,
- at Københavns Kommune som medstifter indskyder ejendommen Skovalléen 40, 2880 Bagsværd, som grundkapital i Fonden Bagsværd Rostadion, og
- at der gives en anlægsbevilling på 18,8 mio. kr. til opgradering af Bagsværd Rostadion, der ydes Fonden Bagsværd Rostadion i anlægstilskud.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2015
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Indstillingen blev således godkendt.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2015
Overborgmester Frank Jensen (A) deltog ikke i dagsordenspunktets behandling grundet inhabilitet.
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V, O og C.
Imod stemte: I.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. maj 2015
Overborgmesteren forlod salen under punktets behandling på grund af inhabilitet.
Indstillingen blev godkendt med 47 stemmer imod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, O, V og Ø.
Imod stemte: I.