Medlemsforslag om fleksible institutionspladser
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om fleksible institutionspladser, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling senest d. 25. august 2016.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Der findes mange familieformer. Forældre har meget forskellige arbejdstider. Mange forældre arbejder på flekstid, er deltidsarbejdende, hjemmegående, selvstændige eller orlovsforældre.
Dermed er der også mange forskellige behov for at have børn i vuggestue og børnehave.
Vi konservative ønsker, at de familier, som måtte ønske det, skal have mulighed for at være så meget sammen med deres børn som muligt. Derfor bør hovedstaden give de københavnske forældre flere valgmuligheder og tilbyde fleksible institutionspladser fx i form af delepladser til lavere priser. Det handler om, at institutionerne skal være mere fleksible, i takt med at forældrenes arbejde bliver mere fleksibelt og i takt med at familieformerne ændrer sig.
Vi er af den overbevisning, at en økonomisk faktor kan virke motiverende og samtidig signalere at kommunen er fleksibel og imødekommende overfor de forskellige behov der findes.
Ordningen skal udformes, så forældrene selv bestemmer, hvornår de afleverer og henter børnene, og forældrene betaler for det antal timer eller moduler, som barnet er i vuggestuen/børnehaven.
Disse fleksible institutionspladser vil givetvis betyde mere tilfredshed og engagement blandt forældrene, der også vil smitte af på personalet og måske også betyde færre sygedage for pædagogerne.
Hvordan ordningen nærmere skal bygges op, skal Børne- og Ungdomsforvaltningen komme med forslag til. Ligesom det i første omgang kunne være et forsøg i enkelte institutioner. Måske kunne forældrebetalingen være for det antal moduler, de benytter. Et modul kunne fx svare til fire timers pasning med et formiddagsmodul fra kl. 8.30 til kl. 12.30 og et eftermiddagsmodul fra kl. 13.00 til kl. 17.00 og eventuelt et kortere aftensmodul fra kl. 17.00 til kl. 19.00.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. april 2016
Et forslag fra SF om at henvise medlemsforslaget til Børne- og Ungdomsudvalget blev forkastet med 33 stemmer imod 15. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, C, F og I
Imod stemte: A, O, V og Ø
Selve medlemsforslaget blev herefter forkastet med 36 stemmer imod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B og C
Imod stemte: A, F, O, V og Ø