Mødedato: 28.04.2005, kl. 17:30

Bellahøjmarken - rammeplan for den fremtidige udvikling

Bellahøjmarken - rammeplan for den fremtidige udvikling

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 28. april 2005

 

 

BR 214/05

Bellahøjmarken - rammeplan for den fremti dige udvikling

Bellahøjmarken - rammeplan for den fremtidige udvikling

 

 

Indstilling om, at det reviderede udkast til Rammeplan for Bellahøjmarken danner grundlag for den fremtidige udvikling i området mellem Borups Allé, Bellahøjvej, Hvidkildevej og Hulgårdsvej, samt at Borgerrepræsentationen godkender den af Bygge- og Teknikudvalget anbefalede ændring om, at planen ikke skal omfatte aktivitetsfelter, aktivitetssti, levende hegn og frugtlunde på "sletten".

 (Kultur- og Fritidsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget godkender:

at       det reviderede udkast til Rammeplan for Bellahøjmarken danner grundlag for den fremtidige udvikling i området mellem Borups Allé, Bellahøjvej, Hvidkildevej og Hulgårdsvej

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2005

Følgende repræsentanter fra Boldklubben Union havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

·        Henrik Ravnild

·        Bo Steen Hansen

 

På medlemmernes pladser var omdelt Bygge- og Teknikudvalgets beslutning af 23. februar 2005 i sagen. Endvidere var omdelt brev af 22. februar 2005 fra Boldklubben Union vedrørende kunstgræsbane ved Grøndalscentret.

 

Hellen Hedemann anmodede om en afstemning om det ændringsforslag i forhold til forvaltningernes indstilling, som var blevet tiltrådt i Bygge- og Teknikudvalget, d.v.s. at forvaltningernes indstilling tiltrædes, dog således at planen ikke skal omfatte aktivitetsfelter, aktivitetssti, levende hegn og frugtlunde på "sletten".

Et mindretal (Hellen Hedemann) stemte for forslaget

Et flertal (Bjarne Fey, Finn Rudaizky, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle, Karin Storgaard og Jens Kjær Christensen) stemte imod.

Ændringsforslaget i forhold til forvaltningernes indstilling blev dermed forkastet, og et flertal i udvalget havde dermed tiltrådt indstillingen i den foreliggende form.

 

Kultur- og Fritidsudvalget kunne dermed ikke tiltræde indstillingen i den form, som Bygge- og Teknikudvalget havde tiltrådt. De to stående udvalg havde dermed truffet to modsatrettede beslutninger i fællesindstillingen.

 

På denne baggrund indstiller et enigt Kultur- og Fritidsudvalg sagen til endelig afgørelse i Borgerrepræsentationen.

 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 23. februar 2005

Der blev stemt om, hvorvidt planen skal omfatte aktivitetsfelter, aktivitetssti, levende hegn og frugtlunde på "sletten".

Afstemning

 

For

Imod

Stemte ikke

Søren Pind (V)

X

 

 

Wallait Khan (V)

 

 

 

Ole Hentzen (C)

 

 

 

Monica Thon (B)

X

 

 

Kim Christensen (A)

 

X

 

Joan Jensen (A)

 

X

 

Winnie Larsen-Jensen (A)

 

X

 

Karin Storgaard (O)

X

 

 

Jens Johansen (F)

 

X

 

Sven Milthers (F)

 

X

 

Mikkel Warming (Ø)

X

 

 

Der var flertal imod, at planen skal omfatte aktivitetsfelter, aktivitetss ti, levende hegn og frugtlunde på "sletten".

 

 

Indstillingen blev godkendt, idet planen ikke skal omfatte aktivitetsfelter, aktivitetssti, levende hegn og frugtlunde på "sletten".

 

 

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

RESUME

Den 18. marts og 24. marts 2004 besluttede henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget at sende udkast til rammeplan for Bellahøjmarken i offentlig høring (jvf. KFU 72/2004 og BTU 122/2004). Høringsperioden forløb fra den 15. april til den 15. juni 2004. Denne indstilling omhandler høringsresultatet og de justeringer af rammeplanen, som forvaltningerne foreslår gennemført.

Bygge- og Teknikforvaltningen har modtaget 11 høringssvar. Flere af høringssvarene indeholder en række konstruktive synspunkter, som har resulteret i en række justeringer i planen. Den reviderede plan er sendt til det Grønne Råd for Københavns Kommune med henblik på udtalelse og kommentering i januar måned. Rådets medlemmer havde ingen kommentarer til planen. Den reviderede plan er endvidere sendt til de nuværende forpagtere af campingpladsen og til arrangørerne af kræmmermarkederne. De modtagne kommentarer fremgår af afsnit "høring".

Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at høringssvarene giver anledning til følgende ændringer i det oprindelige udkast til rammeplan:

·        Det foreslås, at arealet til campingplads og arealet til offentligt parkområde bytter plads, så campingpladsen placeres i området ved Bellahøjbadet, Borups Allé frem til en linie mellem Grøndals Centerets nord facade og Bellahøjvej

·        Et ca. 50 meter bredt bælte på sletten langs Bellahøjvej friholdes for bygninger og beplantning, så der skabes helt frit udsyn over området og ind mod Københavns centrum

·        Ved opførelsen af boligbebyggelsen "Bakkehusene" blev der stillet et krav om, at al bebyggelse og beplantning maksimum må være i en højde svarende til kote 31 over havet. Den strukturerende beplantning på Bellahøjmarkens slette ændres derfor, så den er i overensstemmelse med de oprindelige højdekrav. Det betyder, at de øst-vestgående linier af hække kan ændres til egentlige hegnsplantninger på omkring 5 meters højde

·        Beplantningens hovedstruktur foreslås ændret til et udvidet plantebælte, der formidler overgangen mellem "sletten" og "byggefladen". Herved skabes helhed i form af en mere ensartet plantemæssig bearbejdning af "byggefladen" og "sletten". Den eksisterende poppelrække fældes og erstattes af en beplantning, der overholder højdekravene

·        Beplantningen på parkeringspladsen ved Grøndal Centerets hovedindgang foreslås ændret til et udtryk, der matcher med formgivningen på de øst-vestgående hegnsplantninger. Det kan eksempelvis være klippede hække med overstandere af træer. Dette tiltag vil fremme en større genkendelighed i beplantningens udtryk på hhv. "byggefladen" og "sletten"

Forvaltningerne foreslår, at det reviderede udkast til Rammeplan for Bellahøjmarken, januar 2005 danner grundlag for den fremtidige udvikling af området mellem Borups Allé, Bellahøjvej, Hvidkildevej og Hulgårdsvej. Hensigten er, at de to forvaltninger indenfor planens rammer hver især udvikler delprojekterne frem til politisk behandling og medfølgende indstilling om anlægsbevilling til projekternes realisering. Når der foreligger et færdigt detailprojekt, forelægges delprojekterne for Fredningsnævnet, der skal dispensere for delelementer i planen.

Der er ikke afsat midler til rammeplanens gennemførelse.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bellahøjmarkens placering på det vestlige højdedrag med kik ind til bycenteret giver området en unik karakter som fritidsområde. Det er Københavns store landskabsrum med mange brugsmæssige potentialer såvel regionalt som lokalt. Bellahøjmarken er således nærpark for lokalområdets beboere og nærpark for de mange idrætsfaciliteter omkring Grøndal Centeret.

Gennem nogle år har en lang række brugergrupper, herunder Grøndal Lokalråd, boldklubben Union og brugerteams i Grøndal Centeret tilkendegivet, at Bellahøjmarken forfalder, og at området kan anvendes langt mere hensigtsmæssigt end i dag, eksempelvis til boldspil og andre fritidsformål. Både forpagtere og brugere af campingpladsen ønsker en opgradering af campingpladsens faciliteter, der er i en ringe forfatning. Endelig har Hovedstadens Forskønnelse efterlyst smukkere plantninger og en helhedsplan for området, da de landskabelige kvaliteter ikke udnyttes optimalt. Allerede i forbindelse med fredningssagen (1958-1981) blev der efterlyst en helhedsplan for Bellahøjmarken.

Udkast til rammeplan for Bellahøjmarken er udarbejdet på denne baggrund. I samarbejde med brugere, repræsentanter fra lokalområdet, grønne organisationer og idrætsorganisationer har Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet planen, der er tænkt som grundlag for en udvikling af området. Planen præciserer områdets fremtidige disponering og formål og anviser forslag til etapevise ændringer. Herved søges udviklingen af området koordineret således, at de mange ønsker om forbedringer kan danne en helhed.

Brug af området

Siden flytningen af dyrskuepladsen i 1966 har området været anvendt til campingplads og kræmmermarked i sommermånederne og som offentligt tilgængeligt fritidsområde den øvrige del af året.

En gennemførelse af rammeplanen vil medføre, at området fremtidigt vil kunne rumme en række nye aktiviteter samtidig med, at eksisterende funktioner fastholdes. De nye aktiviteter omfatter bl.a. tilførslen af en række aktivitetsfelter, der er forbundet af en løbesti.

Idrætsbilledet

I takt med, at flere københavnere er blevet idrætsaktive, er idrætsbilledet ændret. Tidligere var foreningsidrætten den dominerende organisationsform, men i dag er billedet langt mere blandet.

Tilslutningen til den traditionelle idræt – såsom fodbold, håndbold, svømning og gymnastik – er ikke blevet mindre, men der er kommet langt flere aktiviteter og aktører til. De fysiske rammer for idrætsudfoldelsen i dag er ikke begrænset til idrætshaller, fodboldbaner og svømmehaller. Både de idrætsaktive københavnere og byens øvrige borgere udviser stor lyst til at indtage byens rum.

Det nye idræts- og aktivitetsbillede – hvor selvorganiserede idrætsudøvere som løbere, rullere, svømmere, skatere og cyklister også er at finde – stiller nye og anderledes krav til faciliteternes antal, udformning og placering. Byrummet, med dets parker, pladser, gårdarealer og øvrige rekreative rum, åbner mulighed for at medtænke idrætten i hele det københavnske billede.

Set i et folkesundhedsperspektiv er det også vigtigt, at byrummet indrettes, så det "indbyder" borgere i alle aldersgrupper til fysisk aktivitet.

Bellahøj Svømmehal

Borgerrepræsentationen besluttede den 26. august 2004, at der skal opføres et nyt og overdækket Bellahøjbad. Udgifterne ved projektet er estimeret til 144,5 mio. kr. I beløbet er indeholdt 2 mio. kr. til at gennemføre en arkitektkonkurrence.

I konkurrenceprogrammet for svømmehallen vil der blive lagt op til, at deltagerne også gennemtænker anlæggelsen af svømmehallen i forhold til området, så der skabes en sammenhæng på tværs, dog primært til de eksisterende Bellahøjhaller.

Ved en realisering af rammeplan for Bellahøjmarken skal delprojekterne i den vestlige del af marken koordineres med udearealerne omkring Bellahøjbadet. En sammenhæng på tværs mellem Bellahøjmarken og Bellahøjbadet skal fremmes.

Friarealerne omkring Bellahøj Svømmehal er dog ikke en del af Bellahøjmarken, og er derfor heller ikke omfattet af rammeplanen.

 

Uddybning af indstillingen

Udkast til rammeplan for Bellahøjmarken blev sendt i offentlig høring i perioden fra den 15. april til den 15. juni 2004.

Høringen

I forbindelse med høringen har Bygge- og Teknikforvaltningen udsendt pressemeddelelser, og rammeplanen har været lagt på de to forvaltningers hjemmesider. Der er afholdt åbent Borgermøde i Kvarter Center Nordvest den 17. maj 2004 (jvf. bilag 3) og udkast til rammeplan er udsendt til følgende parter:

Kvarterløft Nordvest, de omkringliggende lokalråd: Bispebjerg lokalråd, Brønshøj-Husum lokalråd og Vanløse lokalråd, til de 3 medlemmer af Københavns Kommunes eksterne handicappanel, til ældrefagligt fællesudvalg og til ældrerådsformanden på Bispebjerg og i Vanløse.

Bygge- og Teknikforvaltningen har modtaget 11 høringssvar. Flere af høringssvarene indeholder en række konstruktive synspunkter, som har foranlediget de to forvaltninger til at justere planen. Den justerede plan er sendt til det Grønne Råd for Københavns Kommune med henblik på udtalelse og kommentering i januar måned. Rådets medlemmer havde ingen kommentarer til planen. Den reviderede plan er endvidere sendt til de nuværende forpagtere af campingpladsen og til arrangørerne af kræmmermarkederne. De modtagne kommentarer fremgår af afsnittet "høring".

Høringssvarene omfatter i hovedtræk følgende betragtninger:

·        Disponering: Campingpladsen og den offentlige park skal arealmæssigt bytte plads, og der skal være hegnet, så biler ikke kan komme ind. Vedligeholdelsesstandarden skal være bedre

·        tilgængelighedsaspektet skal ind i planen

·        rammeplanen mangler helhed

·        udformningen af en rammeplan må først og fremmest bygges op omkring fastholdelse af det frie og uhindrede udsyn fra den langsgående Bellahøjvej med ubrudt horisontlinie fra byens zoologiske haves tårn i syd til Svanemølleværkets skorstene i øst

·        en højdegrænse fastsat til 31 m over havet i 1920 i forbindelse med bakkehusenes opførelse skal overholdes ved alle fremtidige permanente bebyggelser og plantninger

·        toiletbygningen overfor Bellahøjrestauranten og dens høje trægruppe skal fjernes

·        zoneopdeling af Bellahøjmarken: Camping for motoriserede campere bør placeres nordligt op til ATK´s tennishal, teltning bør ske i Bellahøjmarkens midterzone og parkanvendelsen uden hegning og med offentlig adgang året rundt bør bringes i kontakt med Rødkildeparkens naturlegeplads og Bellahøjparken med friluftsscenen

·        aktivitetsstien skal ikke realiseres. Udformningen virker påstået og har ingen funktionel begrundelse

·        den foreslåede boldbane skal realiseres

·        parkeringsarealerne syd for Bellahøjbadet bør ikke minimeres

·        en visuel akse mellem Bellahøjmarken, Grøndal Centeret og Genforeningspladsen er rene tegnebrætsbetragtninger

·        Fredningen: Udkast til rammeplan tager ikke højde for fredningens bestemmelser, som definerer at området skal have karakter af fælled. En fælled er principielt fritaget for vedagtig vegetation, - hvis der er noget vedagtig vegetation, er det minimalt og i hvert fald ikke mere end, at der stadig er frit udsyn over arealet

·        Bellahøjmarken er ikke en park men en mark. Områdets unikke fælledkarakter ændres totalt, hvis forslaget realiseres. Det har aldrig været en park. De foreslåede beplantningstyper nævnt i afsnit om strukturplan dækkes ikke af begrebet fælled, hvis betydning er "åbent ubebygget areal"

·        Beplantning: Den foreslåede beplantning vil være til stor ulempe for afholdelsen af kræmmermarkederne forår og efterår. De trafikale forhold vil blive mere besværlige og der vil opstå ulovlig parkering. De foreslåede plantninger skal ikke etableres

·        den nord-sydgående poppelrække ved Grøndals Centeret skal fældes og erstattes af en nyplantning af skærmende træer af moderat højde. Man bør bevare grupper af popler indtil en ny plantning er vokset til

·        kastanie-hækken omkring Grøndals Centerets parkeringsplads skal fældes og erstattes af en ny kastaniehæk. Eksisterende midlertidige camping informationshus respekterer ikke højdegrænsen og skal derfor fjernes. Nye og permanente bygninger kan opføres i nærheden af eksisterende bygninger som Grøndals Centeret, Bellahøjbadet og Tennishallen

·        Fremtidig brug: 2 omkringliggende lokalråd støtter den fremlagte plan. Det vil være et stort aktiv for lokalområdet, at Bellahøjmarken vil kunne bruges af lokalområdets beboere som en park

·      &nb sp; der bør fortsat kunne afholdes kræmmermarkeder

·        området skal anvendes til kræmmermarkeder i den hidtidige form, til træning for hundekennelklubberne og til campingplads med en anden indkørsel end den nuværende. Intet andet

·        det fremlagte udkast til rammeplan imødekommer meget ensidigt idræts- og motionsaktiviteter. Med de omkringliggende faciliteter såvel inde som ude i de omkringliggende parker synes ønsker af denne karakter at være rigeligt imødekommet – ikke mindst i de seneste år. Man kan motionere i de omkringliggende parker

·        der ses positivt på forbedringer af el-udtag, toiletfaciliteter og servicebygningen. Toiletter skal etableres og placeres diskret flere steder i området både på toppen og i bunden af bakken. Installationer med el-udtag ønskes diskret placeret flere steder på marken

·        det vil være vanskeligt at indpasse kræmmermarkedernes "Tivoli" på fornuftig vis, hvis der etableres de foreslåede 2 meter høje hække, der også vil fremme urinale problemer

·        brug i stedet pengene til patruljering med henblik på afskaffelse af løse hunde i Grøndalsparken, Degnemosen og området ved Friluftsscenen. Respektløse hundeejere dominerer til stor gene for andre brugere

·        Tryghed mv.: Det er trygt at færdes om aftenen, når Bellahøjmarken er åben og indhegnet. Lad området forblive som det er i dag; - enkelt, åbent og smukt

·        der skal tages hensyn til de allernærmeste naboer og der skal ikke være mere aktivitet, som medfører affald, larm og uro i området. Vi er meget generet af den eksisterende campingplads og ønsker derfor ikke flere aktiviteter. Campingpladsen bør flyttes

·        området vil let blive mål for hærværk

På baggrund af ovenstående synspunkter og forslag har Bygge- og Teknikforvaltningen revideret planen, så der er taget højde for så mange af de fremsatte ønsker som muligt. I bilag 1 resumeres høringssvarene og forvaltningernes bemærkninger til hvert enkelt synspunkt og forslag. De komplette høringssvar fremlægges til gennemsyn på Borgmesterens kontor.

 

Beskrivelse af den justerede rammeplan

På baggrund af høringen har forvaltningerne foretaget en række justeringer, der omfatter:

·        Det foreslås, at arealet til campingplads og arealet til offentligt parkområde bytter plads, så campingpladsen placeres i området ved Bellahøjbadet, Borups Allé frem til en linie mellem Grøndals Centerets nord facade og Bellahøjvej

·        Et ca. 50 meter bredt bælte på sletten langs Bellahøjvej friholdes for bygninger og beplantning, så der skabes helt frit udsyn over området og ind mod Københavns centrum

·        Ved opførelsen af boligbebyggelsen "Bakkehusene" blev der stillet et krav om, at al bebyggelse og beplantning maksimum må være i en højde svarende til kote 31 over havet. Den strukturerende beplantning på Bellahøjmarkens slette ændres derfor, så den er i overensstemmelse med de oprindelige højdekrav. Det betyder, at de øst-vestgående linier af hække kan ændres til egentlige hegnsplantninger på omkring 5 meters højde

·        Beplantningens hovedstruktur foreslås ændret til et udvidet plantebælte, der formidler overgangen mellem "sletten" og "byggefladen". Herved skabes helhed i form af en mere ensartet plantemæssig bearbejdning af "byggefladen" og "sletten". Den eksisterende poppelrække fældes og erstattes af en beplantning, der overholder højdekravene

·        Beplantningen på parkeringspladsen ved Grøndal Centerets hovedindgang foreslås ændret til et udtryk, der matcher med formgivningen på de øst-vestgående hegnsplantninger. Det kan eksempelvis være klippede hække med overstandere af træer. Dette tiltag vil fremme en større genkendelighed i beplantningens udtryk på hhv. "byggefladen" og "sletten"

Programmet fastholdes med formuleringerne fra det oprindelige udkast til rammeplan med det hovedsigte, at danne robuste og fleksible rammer for den fremtidige anvendelse, der også favner de nuværende funktioner.

Området inddeles i 2; henholdsvis "sletten" – det skrånende terræn og "byggefladen" med Grøndal Centeret, parkeringspladser, boldbaner og institutionen Borup.

Den administrative anvendelse disponeres som følger; "sletten" til Bygge- og Teknikforvaltningens administration og "byggefladen" til Kultur- og Fritidsforvaltningens og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens administration

Strukturplan – "sletten"

Planen sigter på en omdannelse af Bellahøjmarken til en offentlig aktivitetspark. Bellahøjmarken kan hermed i fremtiden danne ramme for en mangesidet anvendelse præget af aktiviteter til fremme af leg, bevægelse og alsidige idrætsudfoldelser. Det er hensigten at skabe et område med rige muligheder for alle aldersgrupper.

For at fremhæve de landskabelige kvaliteter foreslås en struktur af visuelt stærke og robuste plantninger, der kan danne ramme om en mangfoldig og afvekslende anvendelse. Det totale parkareal er på 122.800 m2.

Den foreslåede beplantning har referencer til de beplantningstyper, som findes i de tilstødende områder, og der vælges danske plantearter, som af natur er egnet til at vokse på stedet. Ved et bevidst plantevalg skabes genkendelighed og sammenhæng med omgivelserne og robusthed overfor det forventede store slid i området.

Der skabes endvidere visuelle forbindelser i øst-vestgående retning og visuel forbindelse til Rødkildeparken og Bellahøjbadet ved at etablere åbninger i de nuværende hegnsplantninger.

"Byggefladen" – forskønnelse og boldspil

Arealerne omkring Grøndal Centeret foreslås fornyet ved en generel forskønnelse af parkeringsarealerne og ved at tilføre en ny boldbane nord for Centerbygningen.

Grøndal Centerets omgivelser fungerer fint men er bl.a. grundet deres midlertidige karakter nedslidte og uskønne. Derfor foreslås parkeringsarealerne forskønnet ved en renovering af belægningerne og tilførsel af nye træer og buske.

Der er et stort behov for boldbaner i København. Da der i dag findes en del boldklubber med klublokaler i området og en række andre idrætsklubber tilknyttet Grøndal Centeret, er det oplagt at udbygge idrætstemaet. Med placeringen af en ny boldbane mellem institutionen Borup, den eksisterende boldbane og Grøndal Centeret udbygges mulighederne for boldspil i området. Forslaget er udarbejdet i samråd med boldklubben Union.

Flere aktiviteter

Området tænkes fremtidigt at rumme en kombination af eksisterende og nye funktioner. I parkområdet er det hensigten at tilføre en løbesti og en række aktivitetsfelter for at understøtte områdets mange idrætsfaciliteter og for at muliggøre leg og bevægelse for alle aldersgrupper.

Aktivitetsfelterne forbindes af et stiforløb til alle former for motion, gåture og skitræning om vinteren. Stien foreslås oplyst af ledelys i jordniveau og fremtræder derfor som en svagt oplyst løjpe.

I aktivitetsfelterne kan de nye funktioner være forhindringsbane, redskaber til træning, bålplads, udfordrende legeplads for børn, grillplads, labyrint - en anderledes løbetur, samlingssted for friluftsarrangementer, drageflyvning m.m. De enkelte felter kan etableres etapevis efter behov og økonomi.

Campingplads og kræmmermarked

Den nuværende campingforpagter er positiv overfor forslaget om at indskrænke det nuværende campingareal med ca. 45 %. Campingpladsen har i dag problemer med manglende læ og skygge, hærværk, utidssvarende sanitære faciliteter og køkkenforhold. Med en opgradering af campingfaciliteterne, og ved at tilføre læ- og rumskabende plantninger, skabes bedre forhold og oplevelser for campinggæsterne.

Campingfaciliteterne foreslås derfor midlertidigt renoveret til en standard, der matcher en 1-2 stjernet campingplads, og det nuværende campingareal foreslås indskrænket med ca. 45 % til et areal på ca. 65.000 m2.

Bygge- og Teknikforvaltningen arbejder på at etablere en campingplads på Amager Fælled. Når en ny campingplads på Amager Fælled er etableret, tages campingpladsen på Bellahøjmarken op til fornyet overvejelse.

Kræmmermarkedet afholdes på kommunens arealer som et afgiftsfrit arrangement med velgørende eller almennyttige formål (jf. BTU 393/2000). Aftalen med Vej & Park har hidtil været for et år ad gangen, hvor betingelserne er, at arrangørerne skal betale for forbrug af vand og strøm, oprydning samt retablering af skader der måtte blive påført arealet under arrangementerne. Der foreslås etableret permanent elforsyning som facilitet hertil. Forvaltningen vil i samråd med arrangørerne af kræmmermarkede rne udarbejde en plan for den fremtidige disponering af handelsboder og parkering i området, når der afholdes markedsdage.

Der arbejdes på en revidering af lejekontrakterne for området.

 

Realisering

Ejerforhold og administration

Bellahøjmarken ejes af Københavns Kommune og administreres af Bygge- og Teknikforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. De tre forvaltninger har ansvaret for arealer og bygningsanlæg i området.

Ved en gennemførelse af rammeplanen er det hensigten, at administrationen af et areal på ca. 10.150 m2 overgår fra BTF, Vej & Park til KFF, Fritid & Idræt. Området planlægges anvendt til boldbane og til klatreareal. Dette forventes at kunne ske indenfor en kortere årrække på 1-2 år.

Delprojekterne vil skulle finansieres efter de administrative grænser, henholdsvis af BTF og KFF.

Fredningsprocedure

Fredningsnævnet for København skal godkende alle væsentlige ændringer på Bellahøjmarken. En betingelse for realisering af Rammeplanens delprojekter er, at Fredningsnævnet giver dispensation fra fredningsafgørelsen for følgende elementer:

-         etablering af lave, retningsstyrende hegnsplantninger og frugtlunde

-         etablering af nye hegn omkring campingpladsen

-         nedrivning af eksisterende bygninger til campingpladsformål og opførelse af nye midlertidige pavilloner med ny placering

-         etablering af nye el- og vandinstallationer for benyttelse til campingplads og afholdelse af kræmmermarked

-         etablering af ny boldbane nord for Grøndal Centeret

-         terrænjustering ved den nye boldbane og eksisterende niveauspring mellem sletten og byggefladen

De to forvaltninger vil efterfølgende arbejde for en realisering af planens delprojekter og forelægge delprojekterne for Fredningsnævnet med henblik på dispensationsansøgning for fredningen.

Økonomi

Rammeplanen vil sikre, at de fremtidige ændringer resulterer i en helhed. Der er med denne plan ikke afsat økonomiske midler til realisering af de foreslåede delprojekter.

Hvis der i fremtiden afsættes økonomiske midler til realisering af planens delprojekter skal hver enkelt projekt bearbejdes indenfor den aftalte og fastsatte økonomi, der først skal godkendes i henholdsvis Bygge- og Teknikudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og i Borgerrepræsentationen.

For hvert delprojekt skal der udarbejdes en indstilling til enten Bygge- og Teknikudvalget eller til Kultur- og Fritidsudvalget, som skal godkende projektet og frigive midler til det pågældende projekts realisering.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens og Kultur- og Fritidsforvaltningens positivlister for indstillinger, der skal miljøvurderes.

Indstillingen er miljøvurderet i forhold til kommunens målsætninger for biologisk mangfoldighed og rekreative områder. Planen understøtter følgende målsætninger:

"Kommunen vil styrke og forny det grønne i byen – fra pladser og grønne gaderum til parker, kolonihaver og idrætsanlæg. Fornyelser og nyanlæg skal indpasses, så de eksisterende naturværdier og grønne kulturhistoriske træk bevares og beskyttes, og så variation, oplevelsesrigdom og miljø styrkes". (jf. Kommuneplan 7: rekreation og fritid)

"Der skal være lettilgængelige offentlige grønne områder til rådighed indenfor en afstand på 200 meter fra boligen" (Parkpolitik 2003)

"At udbygge og bevare de store træk i kommunens grønne struktur" (Parkpolitik 2003 og Kommuneplan 7: Rekreation og fritid)

"At styrke og forny det grønne i byen – fra pladser og grønne gaderum til parker, kolonihaver og idrætsanlæg" (Kommuneplan 7: Rekreation og fritid)

Herudover vurderes det, at en gennemførelse af Rammeplanens delprojekter medfører en væsentlig visuel og miljømæssig kvalitetsforbedring af Bellahøjmarken, idet der ved 4 typer strukturerende plantninger tilføjes frodighed, årstidsvariation og biotoper for flora og fauna. Det visuelle miljø styrkes ved at der skabes overskuelighed og visuelle forbindelser i området.

Der skal foretages miljøvurdering af de anlægsmæssige tiltag i forbindelse med udmøntning af planens delprojekter.

Høring

Den nuværende campingforpagter og arrangørerne af kræmmermarkederne forår og efterår har medvirket til planens forslag om den fremtidige indretning og facilitering af funktionen til henh oldsvis campingplads og kræmmermarked. Der resterer stadig at finde frem til en specifik løsning på kræmmerbodernes placering. Sagen er særskilt drøftet med boldklubben Union, hvilket har resulteret i forslaget om placering af ny boldbane nord for Grøndal Centeret. Endvidere har der været afholdt et møde med repræsentanter fra de omkringliggende lokalråd henholdsvis Bispebjerg Lokalråd, Brønshøj-Husum Lokalråd og Vanløse Lokalråd.

Kræmmerarrangørernes kommentarer til det justerede forslag er følgende:

Med den ændrede placering af toiletbygningen vurderes det, at der skal lejes ekstra toiletter, der kan placeres ved de gamle kloak- og vandinstallationer. Endvidere er den nuværende placering af tivoliet snæver i forhold til de øst-vestgående hegnsplantninger. Tivoliet skal være i vandret position. Der skal derfor i projekteringsfasen findes en løsning i forhold til terræn og placering af tivoliet og dets udstyr. Endelig vurderes det, at kræmmermarkederne har behov for at leje ekstra pavilloner ved en indgang fra Hvidkildevej til funktionen check-in af kræmmere og information mv. for besøgende. Årsagen er den ændrede placering af servicebygninger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 Notat dateret 3/2 2005: "Bellahøjmarken – resumé af høringssvar og forvaltningernes bemærkninger hertil"

Bilag 2 Rapport dateret januar 2005: "udkast til Rammeplan for Bellahøjmarken"

Bilag 3 Notat dateret 19. maj 2004: "Offentlig høring af rammeplan for Bellahøjmarken"

Bilag 4 Eksisterende forhold

Bilag 5 Forslag til plan dateret februar 2004

Bilag 6 Forslag til plan dateret januar 2005

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BTF BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36 / og I KULTUR- OG FRITIDSFORVALTNINGENS SEKRETARIAT

Høringssvar – Bellahøjmarken

 

Mette Lis Andersen                                / Carsten Haurum

 

 

Til top