Redegørelse for direkte valg til Integrationsrådet
Redegørelse for direkte valg til Integrationsrådet
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 28. april 2005
BR 235/05
Redegørelse for direkte valg til Integrationsrådet
Redegørelse for direkte valg til Integrationsrådet
Indstilling om, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen efter sommerferien 2005 forelægger en indstilling om afholdelse af direkte valg til Integrationsrådet i Københavns Kommune i april eller maj 2006.
(Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen efter sommerferien 2005 forelægger en indstilling om afholdelse af direkte valg til Integrationsrådet i Københavns Kommune i april eller maj 2006.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 23. februar
2005
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen
bemærkninger til redegørelsen for direkte valg til Integrationsrådet."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. april 2005
Anbefalet.
O tog forbehold.
RESUME
Borgerrepræsentationen besluttede på sit møde den 11. april 2002, at der skal afholdes direkte valg til Integrationsrådet i forbindelse med kommunalvalget i 2005. I den forbindelse blev det pålagt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen at udarbejde en redegørelse for, hvordan valget skal afvikles.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaler, at det direkte valg til Integrationsrådet afholdes april eller maj 2006 frem for at valget afholdes i forbindelse med kommunalvalget den 15. november 2005.
Hvis Rådet for Etniske minoriteter fremsætter forslag om en fælles valgdato i april eller maj 2006 for samtlige Integrationsråd i Danmark, så afholdes direkte valg til Integrationsrådet i København på denne dato.
SAGSBESKRIVELSE
Det fremgår af BR-beslutning 199/02 på møde den 11. april 2002, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i foråret 2003 skal fremlægge en redegørelse for direkte valg i forbindelse med kommunalvalget i 2005. Denne forelæggelse blev siden hen udskudt til 2004 – efter indstilling fra Familie- og Arbejdsforvaltningen - under henvisning til en række problemstillinger vedr. planlægning af valget.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er i gang med at udarbejde en indstilling vedr. afholdelse af direkte valg til Integrationsrådet i samarbejde med valgsekretariatet, Folkeregisteret og Kommune Data.
Det rådgivende integrationsudvalg og Integrationsrådet afholdt seminar om direkte valg den 13. september 2004. Der blev derefter fremsendt en høringsanmodning om model for det direkte valg i Københavns Kommune til Integrationsrådet og Det rådgivende integrationsudvalg.
De igangværende politiske drøftelser om ændret ressortfordeling, som følge af kommunalreformen og om den fremtidige organisering af København Kommunes integrationsindsats kan have konsekvenser for Integrationsrådet.
En afklaring af organiseringen af integrationsindsatsen vil endvidere
lette informationskampagnen forud for valg til Integrationsrådet og skabe
større klarhed i informationskampagnens budskab om rådets arbejde.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har været i dialog med sekretariatet for Rådet for Etniske Minoriteter vedr. muligheden for en fælles valgdato for Integrationsrådsvalg i Danmark. Det er sekretariatet for Rådet for Etniske Minoriteters anbefaling, at en fælles valgdato for Integrationsrådsvalget skal finde sted efter kommunesammenlægninger er faldet på plads. Det er derfor Rådet for Etniske Minoriteters anbefaling, at valg til Integrationsrådene finder sted i april eller maj 2006.
Rådet for Etniske Minoriteter drøftede en fælles valgdato ved et møde den 11. januar 2005. Ifølge sekretariatet for Rådet for Etniske Minoriteter udestår der stadig en afklaring af juridiske og praktiske formalia for at afholde valg i 2006, førend Rådet for Etniske Minoriteter kan komme med en endelig udmelding om en evt. fælles valgdato.
Der er stor opbakning til en fælles valgdato både i Rådet for Etniske Minoriteter samt fra de respektive Integrationsråd, som Integrationsrådet i København er i dialog med.
Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaling, at såfremt der findes en fælles dato for afholdelse af direkte valg til Integrationsrådene nationalt, så vil det københavnske valg afholdes på denne dato.
En fælles valgdato vil have stor betydning for den opmærksomhed, der kan skabes nationalt og regionalt for et valg til Integrationsrådene. En fælles valgdato vil kunne optimere og skærpe den informationskampagne, der forløber forud for det direkte valg til Integrationsrådet i København.
Integrationsrådet og Det rådgivende Integrationsudvalg er blevet orienteret om Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling om en udskydelse af valg til Integrationsrådet på et fællesmøde den 31. januar 2005.
ØKONOMI
500.000. kr. afsat til Informationskampagne om det direkte valg, udmøntes i overensstemmelse med BR-beslutning af 2. oktober 2003 til gennemførelse af en informationskampagne til formidling af det direkte valg til Integrationsrådet.
Til selve
gennemførelsen af det direkte valg har Økonomiforvaltningen reserveret en
tillægsbevilling på 3,2 mio. kr. til afholdelse af et direkte valg til
Integrationsrådet fra puljen til uforudsete udgifter under Økonomiudvalget,
herunder valg til EU-parlamentet, kommunalvalg, folketingsvalg og
ældrerådsvalg.
Økonomiforvaltningen
har
tilkendegivet, at midlerne er reserveret til afholdelse af direkte valg til
Integrationsrådet i 2006, såfremt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder
herværende indstilling. Dette vil fremgå af Økonomiforvaltningens budgetforslag
i maj 2005.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens
positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger