Skolen på Kastelsvej - anlægsbevilling til gennemførelse af 3. etape (bygning af rytmiksal)
Skolen på Kastelsvej - anlægsbevilling til gennemførelse af 3. etape (bygning af rytmiksal)
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 28. april 2005
BR 225/05
Skolen på Kastelsvej - anlægsbevilling til gennemførelse af 3. etape (bygning af rytmiksal)
Skolen på Kastelsvej - anlægsbevilling til
gennemførelse af 3. etape (bygning af rytmiksal)
Indstilling om, at der gives en anlægsbevilling på 6,8 mio. kr. til gennemførelse af 3. etape (etablering af rytmiksal) på Skolen på Kastelsvej. Der anvises dækning for beløbet på 4,8 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 3.07.3, rådighedsbeløb for specialskoler. Der vil blive anvist dækning for det resterende beløb på 2,0 mio. kr. i 2006 inden for rammerne af det samlede anlægsbudget for 2006.
(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en anlægsbevilling på 6,8 mi o. kr. til gennemførelse af 3. etape (etablering af rytmiksal) på Skolen på Kastelsvej. Der anvises dækning for beløbet på 4,8 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 3.07.3, rådighedsbeløb for specialskoler. Der vil blive anvist dækning for det resterende beløb på 2,0 mio. kr. i 2006 inden for rammerne af det samlede anlægsbudget for 2006
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 16. marts 2005
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget
meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag
søges gennemført i den foreliggende form.
RESUME
Skolen på Kastelsvej er blevet ud- og ombygget i to etaper i overensstemmelse med helhedsplanen fra august 1998. Helhedsplanens 3. og sidste etape (etablering af rytmiksal) søges der nu anlægsbevilling til at realisere.
Skolen har kun en gymnastiksal, og der er intet lokale til rytmik og musikundervisning. Der er derfor behov for en rytmiksal, der samtidig kan fungere som en ekstra tumlesal til fritidshjemmet.
Med rytmiksalen skabes bedre fysiske rammer for børnenes musiske og fysiske udfoldelse, og de multihandicappede børn får trygge og overskuelige rammer for deres læring og leg.
Projektet er omfattet af Børneplanens Udbygningsoversigt 2004-07. Hvis der gives anlægsbevilling hertil, kan 3. etape gå i gang i sommeren 2005 med forventet ibrugtagning i marts 2006.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Skolen på Kastelsvej er en specialskole med fritidshjem for døve og hørehæmmede børn. En del af skolens børn er multihandicappede.
I 1994 og 1998 blev der udarbejdet helhedsplaner for skolen. Baggrunden for helhedsplanarbejdet var et stigende elevtal kombineret med nye pædagogiske krav til de fysiske rammer.
På baggrund af helhedsplanen fra 1998 blev 1. etape færdiggjort til skolestart 2002. Denne etape rummede en tagpåbygning af skolens hvide bygning med basislokaler og indretning af et stort grupperumsområde for fritidshjemmet. Endvidere blev der indrettet et handicaptoilet og baderum i den gule længe til multihandicappede elever.
Efterfølgende blev 2. etape realiseret i foråret 2003. Denne etape rummede indretning af et pædagogisk center og et faglokale til undervisning i fysik/kemi. Etapen rummede også en nødvendig renovering af skolens hjemkundskabslokale.
Endelig er der via puljen til ekstraarbejder i 2004 etableret ekstra solafskærmning af de nye basislokaler på taget af den hvide bygning.
RIA har været totalrådgivere på alle etaperne og har også forestået programmeringen vedrørende 3. etape. Som underrådgiver til RIA har NOVA 5 arkitekter A/S været arkitekt på sagen. Som følge af lukningen af RIA har det været nødvendigt at skifte totalrådgiver. NOVA 5 er derfor valgt til at stå for rådgivning og gennemførelse af den afsluttende 3. etape.
Ifølge den oprindelige helhedsplan skulle der i 3. etape ud over en rytmiksal foretages ombygning af nogle lokaler i den gule hovedbygning.
Med henblik på at overholde den økonomiske ramme er det i samråd med skolen besluttet at prioritere etablering og indretning af rytmiksalen med særlig hensyntagen til brugere med hørehandicap til fordel for ombygning af lokaler i hovedbygningen.
Med rytmiksalen skabes bedre fysiske rammer for børnenes musiske og fysiske udfoldelse både i skoletiden og i fritiden samtidig med, at der skabes trygge og overskuelige rammer for de multihandicappede børns læring og leg.
Bygningen på Gl. Kalkbrænderivej 9
Fritidshjemmet på Skolen på Kastelsvej disponerer i dag også over det tidligere elevhjem på Gl. Kalkbrænderivej 9. I forbindelse med de bedre udfoldelsesmuligheder, som etableringen af rytmiksalen vil medføre også for fritidshjemmet, er det forudsat, at bygningen på Gl. Kalkbrænderivej kan frigives til andre formål – herunder eventuelt fritidsinstitutionsformål til Heibergskolen.
Bygningen,
der er en gammel villa fra 1874, er i dårlig stand. Bygningen er bevaringsværdig.
På grund af svampeproblemer er fritidshjemsbørnene på Skolen på Kastelsvej
flyttet til midlertidige pavilloner på hovedskolen. Der vil i givet fald blive fremlagt en
indstilling med forslag til anvendelse og indretning af bygningen.
Projektet
Forslaget til en rytmiksal rummer en tilbygning til den hvide bygning med en multianvendelig rytmiksal inkl. adgangsareal, et handicaptoilet og depoter.
Salen placeres som en kvadratisk bygning nord for skolens eksisterende gymnastiksal, op mod skolens boldbane og Kristianiagade. Salen bliver ca. 12 x 12 m i grundplan og ca. 5 m. høj.
Adgang
til rytmiksalen sker via et foyerareal, som sammenbygges med den eksisterende
hall ved indgangen til skolens idrætssal. Det bliver let at komme ind i salen,
både når man kommer fra skolen og den hvide bygning, og når man kommer ude fra,
f.eks. i forbindelse med særlige arrangementer.
Rytmiksalen skal være et rum, hvor der kan arbejdes med bevægelse, lyd og lys. Der vil ligeledes være mulighed for at benytte salen til fællesarrangementer.
Bygningen indrettes under hensyntagen til børnenes handicap – først og fremmest til deres hørehandicap, men også til andre handicap (kørestolsbrugere og gangbesværede, synshandicappede, psykisk udviklingshæmmede og psykisk handicappede).
Et af de bærende elementer i rytmiksalen bliver således et specielt vibrationsgulv, der er monteret med højtalere under gulvet, så gulvet kommer i svingninger. Musikken kan derved opleves af eleverne med hørehandicap.
Bygningen opføres i sorte tegl udvendigt. Salen bliver et nyt arkitektonisk element i det samlede bygningskompleks, hvor den nye "sorte bygning" kompletterer den "hvide bygning" og den "gule bygning. Der er få vinduer i bygningen og de kan alle mørklægges.
Tidsplan
Selve byggeriet forventes igangsat i sommeren 2005 med forventet ibrugtagning marts 2006.
Økonomi
De samlede udgifter til etape 3 udgør 6,8 mio. kr. Udgiften afholdes med 4,8 mio. i år 2005 og 2,0 mio. i år 2006.
Der anvises dækning for beløbet på 4,8 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 3.07.3, rådighedsbeløb for specialskoler.
Der vil blive anvist dækning for det resterende beløb i 2006 på 2,0 mio. kr. inden for rammerne af det samlede anlægsbudget for 2006.
Miljøvurdering
Denne indstilling er omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste for indstillinger, der skal miljøvurderes.
Miljøvurderingen tager udgangspunkt i Københavns Kommunes miljømæssige retningslinier for bygge- og anlægsarbejder indeholdt i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". Heri beskrives en række minimumskrav, anbefalinger og visioner på miljøområdet. Kommunens målsætninger i forhold til støj og jord er inddraget. Det er relevant at vurdere støjproblemer fra rytmiksalen, hvor det forudsættes, at der spilles høj musik. Endvidere er "Regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune" gældende under udførelsen af arbejdet.
De væsentligste miljømæssige konsekvenser vedrørende byggeriet knytter sig til den fremtidige drift af byggeriet. Der er specielt lagt vægt på, at energi- og ressourceforbruget ved bygningsanlæggets drift minimeres herunder, at vandforbruget begrænses, at der anvendes varmegenindvinding og at udgifter til el-forbrug minimeres.
Opfyldelse af minimumskrav:
Projektet opfylder Københavns Kommunes minimumskrav til miljørigtig projektering, el, vand, varme, grønne områder og jord.
På følgende områder er anbefalingerne i "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" desuden opfyldt:
For at reducere varmeforbruget i driftsperioden anvendes varmegenvinding med høj virkningsgrad i ventilationsanlægget. Varmeanlægget er tilsluttet CTS-anlæg.
Da rytmiksalen er planlagt til at indeholde et kraftigt lydanlæg med bl.a. et vibrerende gulv med bashøjtalere indbygget i gulvet, er der taget hensyn til lydsmitte. Rytmiksalen opføres således med tunge konstruktioner i facader samt tag og med kun få vinduer.
Høring
Projektforslaget for etape 3 er godkendt af skolens byggeudvalg og skolebestyrelse.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Situationsplan
· Bilag 2: Etageplan
Peter Rasmussen
Henrik Jøhnk