Mødedato: 28.04.2005, kl. 17:30

Trafiksanering Englandsvej/Irlandsvej

Trafiksanering Englandsvej/Irlandsvej

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 28. april 2005

 

 

BR 220/05

Trafiksanering Englandsvej/Irlandsvej

Trafiksanering Englandsvej/Irlandsvej

 

 

Indstilling om, at Københavns Kommune anlægger trafiksaneringer på Englandsvej og Irlandsvej jf. nærværende indstilling, samt at der gives en anlægsbevilling på kr. 1,2 mio. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3. Vejanlæg).

Det forudsættes, at Bygge- og Teknikudvalget anviser dækning for de forventede øgede driftsudgifter i forbindelse med projektet indenfor udvalgets egen ramme. Der henvises til vedlagte notat.

                                                                                       (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at    Københavns Kommune anlægger trafiksaneringer på Englandsvej og Irlandsvej jf. nærværende indstilling

at    der gives en anlægsbevilling på kr. 1,2 mio. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3. Vejanlæg).

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 9. marts 2005

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog forudsættes, at Bygge- og Teknikudvalget anviser dækning for de forventede øgede driftsudgifter i forbindelse med projektet indenfor udvalgets egen ramme. Der henvises til vedlagte notat."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2005

 

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte den 23. oktober 2003 (BR 474/03) at der indenfor "Pulje til trafik og nye boligområder" blev reserveret midler til blandt andet trafiksanering af Englandsvej og Irlandsvej. Der foreligger nu projektforslag for trafiksaneringen. Trafiksaneringen har til formål at forbedre krydsningsforholdene for fodgængertrafik på Englandsvej og Irlandsvej ud for stien umiddelbart nord for Sundby Idrætspark og at sikre gode krydsningsmuligheder på Irlandsvej ud for Grønløkkevej ved Højdevangens skole. Trafiksaneringerne skal tillige reducere antallet af trafikanter, der kører for hurtigt. Projekterne er prioriteret med udgangspunkt i handlingsplanen "Trafikplan Amager".

På Englandsvej foreslås der etableret et krydsningspunkt med midterhelle og sideheller ud for Stolemagerstien og syd herfor et afmærket område for venstresvingende biltrafik til bebyggelsen Remisevænget henholdsvis Sundby Idrætspark mellem to midterheller.

Irlandsvej foreslås vejen indsnævret ved Ingolfs Allé og Grønløkkevej. Syd for Grønløkkevej foreslås desuden etableret midterhelle med det formål at styrke overholdelsen af standsningsforbudet ved Grønløkkeskolen.

Anlæg af trafiksaneringerne på Englandsvej og Irlandsvej er vurderet til at koste 1,2 mio. kr., som foreslås finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg). Som konsekvens heraf forventes forvaltningens driftsudgifter at stige ca. 46.200 kr. om året.

Forvaltningen har fra starten af 2005 oprettet en liste over behandlede projekter, der påfører forvaltningen yderligere driftsomkostninger. Listen bliver løbende opdateret og vedlagt indstillinger om konkrete projekter. Forvaltningen vil forelægge den akkumulerede liste i forbindelse med hver budgetrunde, således at de øgede driftsudgifter kan indgå i budgetforhandlingerne - se bilag 5. Det foreslås, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2006 afsættes en pulje på 2 mio. kr. til at dække de øgede udgifter, samt at puljebeløbet revideres årligt.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationens møde den 23. oktober 2003 (BR 474/03), Økonomiudvalgets møde den 23. september 2003 (ØU 295/20 03), Bygge- og Teknikudvalgets møde den 10. september 2003 (BTU 410/2003) og Miljø- og Forsyningsudvalget møde den 8.september 2003 (MFU 177/2003) blev forslag til udmøntning af kr. 28,8 mio. fra "Pulje til trafik og nye boligområder" godkendt. En del af denne pulje er reserveret til lokale trafikplanprojekter. Indenfor disse trafikplanprojekter er trafiksanering af Englandsvej og Irlandsvej prioriteret. De konkrete lokaliteter er markeret på oversigtsplanen i Bilag 1.

Trafiksanering af Irlandsvej er tillige Projekt 7 i afsnit 6. Idéoplæg til handlingsplan i "Trafikplan for Amager – Handlingsplan", Københavns Kommune, Vej & Park, August 2002.

Der er i puljen reserveret kr. 1,0 mio til Englandsvej og kr. 1,5 mio til Irlandsvej.

Trafiksaneringen på Englandsvej har det primære formål at sikre bedre krydsningsforhold for fodgængere, der færdes mellem bebyggelsen Remisevænget (hovedsageligt ud for Stolemagerstien) og stien til Irlandsvej på nordsiden af Sundby Idrætspark.

Englandsvej

På Englandsvej etableres der et krydsningspunkt med midterhelle og sideheller umiddelbart ud for Stolemagerstien (projektforslag i Bilag 2). Krydsningspunktet indrettes for handicappede. Syd for selve fodgængerkrydsningen etableres der et afmærket område mellem to midterheller. Her kan venstresvingende biltrafik (til bebyggelsen Remisevænget henholdsvis Sundby Idrætspark) placere sig, uden at genere den øvrige trafikafvikling. Det giver øget sikkerhed for venstresvingende biltrafik og fartdæmpning, idet Englandsvej indsnævres til ét kørespor i hver retning. Fartdæmpningen forventes at bidrage til overholdelse af hastighedsgrænsen på Englandvej.

Indsnævringen af Englandsvej på strækningen hindrer parkering på dele af strækningen mellem fodgængerkrydsningen og Urmagerstien. Der etableres derfor særskilt afmærkede områder for parkering umiddelbart syd for fodgængerkrydsningen i østsiden af vejen ud for Sundby Idrætspark og i vestsiden i området umiddelbart ved Urmagerstien.

Irlandsvej

Trafiksaneringen på Irlandsvej har 2 primære formål, dels at gøre det mere sikkert for fodgængertrafik at krydse vejen og dels at tydeliggøre, at bilernes hastighedsniveau på Irlandsvej bør være lavt. For så vidt angår hastigheden, er målet at skabe balance mellem sikring af hastighedsniveauet og den fortsatte busdrift på Irlandsvej. Der er derfor som udgangspunkt ikke anvendt bump til fartdæmpning. Irlandsvej fartdæmpes til 40 km/t.

Ud for Ingolfs Allé indsnævres Irlandsvej til ét kørespor (projektforslag Bilag 3). Indsnævringen sker ved etablering af sideheller. Det eksisterende belyste fodgængerfelt bibeholdes og integreres i sidehellerne. Krydsningspunktet indrettes for handicappede og giver øget tryghed for fodgængere, der færdes mellem Ingolfs Allé og stien nord for Sundby Idrætspark.

Ved Højdevangens skole ud for Grønløkkevej indsnævres Irlandsvej til ét kørespor (projektforslag Bilag 4). Indsnævringen sker ved etablering af sideheller. Den gående trafik, der skal krydse Irlandvej, anbefales primært at anvende den signalregulerede krydsning ved Sundbyvestervej. Indsnævringen udformes derfor ikke som et decideret krydsningspunkt. Indsnævringen giver imidlertid forbedrede krydsningsmuligheder for de fodgængere, der alligevel vælger at krydse Irlandsvej ved Grønløkkevej. Umiddelbart syd for indsnævringen etableres en midterhelle med det formål at styrke overholdelsen af standsningsforbudet ved Grønlykkevej, samt for at sikre en lav hastighed i skoleområdet.

 

Økonomi

Anlægsoverslagene for trafiksaneringerne på Englandsvej og Irlandsvej ligger under de afsatte puljemidler på kr. 1,0 mio. henholdsvis kr. 1,5 mio.

Anlæg af trafiksaneringerne på Englandsvej og Irlandsvej foreslås finansieret af Vej & Parks anlægsramme med en anlægsbevilling på kr. 1,2 mio. i 2005 (konto 2.22.3.Vejanlæg) - kr. 0,55 mio. for Englandsvej og kr. 0,65 mio. for Irlandsvej.

De resterende afsatte puljemidler på kr. 1,3 mio. foreslås reserveret til øvrige projekter indenfor "Pulje til trafik og nye boligområder". Når alle de prioriterede projekter indenfor puljen er realisret, vil der blive udarbejdet en samlet redegørelse til forligskredsen, herunder med forslag til anvendelse af evt. overskydende økonomiske midler.

Den foreslåede omlægning vil øge driftsudgifterne med i alt ca. 46.200 kr.

Forvaltningen har fra starten af 2005 oprettet en liste over behandlede projekter, der påfører forvaltningen yderligere driftsomkostninger. Listen bliver løbende opdateret og vedlagt indstillinger om konkrete projekter. Forvaltningen vil forelægge den akkumulerede liste i forbindelse med hver budgetrunde, således at de øgede driftsudgifter kan indgå i budgetforhandlingerne - se bilag 5. Det foreslås, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2006 afsættes en pulje på 2 mio. kr. til at dække de øgede udgifter, samt at puljebeløbet revideres årligt.

Alle beløb er ultimo 2005 priser ekskl. moms.

Der vurderes ikke at være økonomiske konsekvenser for ledningsejere.

Projektet udføres under forudsætning af, at de afsatte midler overføres fra budget 2004 overføres til 2005.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes. Anlægsarbejderne vurderes at have neutral påvirkning på de fleste af positivlistens forhold. På følgende øvrige område vurderes anlægget at have en specifik miljømæssig påvirkning:

 

Bustrafik

Der har været fokus på, at de foreslåede tiltag opretholder gode muligheder for at busbetjene Irlandsvej.

 

Høring

Udformningen af krydset har været forelagt interessenter i området. Interessenterne har overordnet anmodet, om at projektet:
1. Tilgodeser busbetjeningen på Irlandsvej
2. Ikke medfører øget gennemkørende trafik i området øst for Irlandsvej
3. Indeholder et belyst fodgængerfelt ved Grønløkkevej og forbedrede krydsningsmulighed,
4. Belyses og udformes, så det sikres at foranstaltningerne er tydeligt markeret, giver lav hastighed og kan indpasses i omgivelserne.

Udformningen af trafiksaneringerne vurderes at tilgo dese busbetjeningen i så godt omfang, at også fremkommeligheden for den øvrige biltrafik er tilgodeset. På den måde vurderes trafiksaneringerne ikke at medføre øget trafik i området øst for Irlandsvej

Den anbefalede krydsning for fodgængertrafik til skolen ønskes opretholdt i det signalregulerede kryds Irlandsvej/Sundbyvestervej, hvorfor der ikke etableres krydsning via fodgængerfelt ved Grønløkkevej.

Det foreliggende projekt udformes, så trafiksaneringerne tydeligt kan erkendes af trafikanterne. Projektet udformes samtidig indpasset i omgivelserne, og så antallet af biler, der kører hurtigere end hastighedsgrænsen, reduceres.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:      Oversigtskort

Bilag 2:      Projektforslag Englandsvej

Bilag 3:      Projektforslag Irlandsvej ved Ingolfs Allé

Bilag 4:      Projektforslag Irlandsvej ved Grønløkkevej

Bilag 5:      Øgede driftsudgifter som konsekvens af besluttede projekter

 

 

Ole Bach

 


Til top