Mødedato: 28.02.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af Verdensby med ansvar - Kommuneplanstrategi 2018

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal i henhold til Planloven offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen. Planloven fastsætter desuden, at strategien skal sendes i en offentlig høring. Kommuneplanstrategien er en strategi for udviklingen af København i årene frem til 2031 og sætter retningen for indholdet af Kommuneplan 2019.

Høring af strategien blev iværksat på baggrund af godkendelse i Borgerrepræsentationen den 20. september 2018.

Med denne indstilling følges der op på den offentlige høring og de væsentligste ændringer, som følger heraf, præsenteres nedenfor. Borgerrepræsentationen skal på baggrund af den offentlige høring endelig vedtage ’Verdensby med ansvar - Kommuneplanstrategi 2018’ herunder rettelser foretaget på baggrund af høringen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at ’Verdensby med ansvar – Kommuneplanstrategi 2018’ med de foreslåede ændringer jf. hvidbogen godkendes.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal i henhold til Planlovens § 23 A i første halvdel af valgperioden offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen. Kommuneplanstrategien er Borgerrepræsentationens vurdering af byens udvikling og strategien for udviklingen af København i årene frem til 2031. Samtidig besluttes med kommuneplanstrategien en fuld revision af kommuneplanen, som lægger rammerne for planlægningen af byens fysiske udvikling de kommende 12 år.

Løsning

Kommuneplanstrategien er udarbejdet på tværs af kommunens forvaltninger og på grundlag af bl.a. en bred offentlig høring og dialogproces #københavnersnak, tre tematiske fagseminarer samt to interessentmøder med byens universiteter, erhvervsliv, forskere og fagfolk. Forslaget har været revideret først på baggrund af intern høring og dernæst på baggrund af offentlig høring fra den 24. september til den 20. november 2018. Der er indarbejdet forslag til 37 konkrete ændringer samt indhold til opslaget på s. 24-25 på baggrund af den offentlige høring.

Offentlig høring

I den offentlige høring har 6.873 københavnere deltaget i dialogen med deres holdninger og ideer til visionen for byens udvikling i ’Verdensby med ansvar - Forslag til Kommuneplanstrategi 2018’. Til sammenligning deltog ca. 180 københavnere i den offentlige høring vedrørende Kommuneplanstrategi 2014, som blev foretaget via to borgermøder samt via høringsportalen Bliv Hørt.

Under titlen ’#københavnersnak’ har en række aktiviteter skabt fysiske såvel som digitale samtaler, dialog og viden om københavnernes holdninger til byens udvikling. Dette er sket med udgangspunkt i de seks dilemmaer formuleret i kommuneplanstrategien s. 18-19. Konkret har der været følgende dialogarrangementer:

  1. Fem ’middag med mening’ – afholdt i folkekøkkener rundt om i byen, hvor 772 københavnere har deltaget.
  2. Fem pop-up debatter i livlige byrum rundt om i byen, hvor seks borgmestre og fem deltagere i den midlertidige tænketank satte byens udvikling til debat bl.a. med udgangspunkt i københavnernes holdninger fremkommet i debatten på de sociale medier. 260 københavnere deltog mens væsentligt flere passerede forbi og modtog materiale vedrørende muligheden for at deltage i dialogprocessen selv via de øvrige aktiviteter.
  3. Otte ugers dialogkampagne på sociale medier via ’#københavnersnak’, som gennem løbende opslag på bl.a. Københavns Kommunes og mange af lokaludvalgenes Facebook, Twitter og Instagram profiler skabte debat blandt målgrupper, som ellers ofte er fraværende i lignende borgerdialoger. 1.003 københavnere har brugt hashtagget, postet eller kommenteret et opslag.
  4. Online survey blandt københavnerne delt via borgerpaneler samt på Facebook, hvor 5.273 københavner har svaret på en række spørgsmål vedrørende de seks dilemmaer beskrevet i det forslag til kommuneplanstrategien, som blev sendt i offentlig høring. Surveyen har betydet, at Økonomiforvaltningens borgerpanel er steget med omkring 1.600 københavnere.
  5. Debatmøde for ejendomsbranchen, arkitekter, rådgivere og andre interesserede i samarbejde med Dansk Arkitektur Center, BLOX.
  6. Lokale debatter afholdt af lokaludvalgene.
  7. Bliv hørt. Der er modtaget 156 høringssvar på høringsportalen Bliv Hørt fra såvel borgere, virksomheder, foreninger, institutioner, myndigheder, Lokaludvalg og råd. Til sammenligning modtog Kommuneplanstrategi 2014 41 høringssvar via Bliv Hørt.
  8. Presseindsats og PR vedrørende dialogprocessen. Løbende presseindsats og PR bl.a. via plakatsøjler i byrum.

De definerede formål for dialogprocessen er opnået, der er nået bredt ud til københavnerne og det vurderes at tre ud af fire definerede målgrupper har deltaget i debatten;

  • Københavnerne i bred forstand
  • Unge københavnere under uddannelse. De 20-29-årige på ungdomsuddannelser, universiteter, produktionsskoler.
  • Københavnere i byens udsatte boligområder (Denne målgruppe vurderes at have deltaget i begrænset omfang)
  • Københavns børnefamilier. Forældre med børn.

 

Resultaterne af den gennemførte dialogproces

Konklusioner og opsamling vedrørende københavnernes holdninger og ønsker for byens udvikling fra de 10 fysiske arrangementer, online survey og debatten på sociale medier ses af bilag 5. Konklusionerne er indarbejdet i den reviderede kommuneplanstrategi i et særskilt afsnit på s. 24-25 samt via 37 forslag til ændringer. De indgår således i den udarbejdede hvidbog, der resumerer den offentlige debat samt høringssvar fra Bliv Hørt.

Overordnet set viser resultaterne af dialogprocessen, at københavnerne er stolte af deres by og nærer en stor kærlighed til byens unikke og særegne karakter som fx cyklismen, at København er en by for alle mv. Deraf følger også en oprigtig bekymring for, at dette forsvinder med den hastige byudvikling, som byen oplever disse år. Især fire emner fyldte i debatten og vurderes at afspejle, hvad der optager københavnerne i forhold til byens udvikling;

  1. Plads til alle: byens befolkningsvækst optager i høj grad køben­havnerne. Mange giver især udtryk for en bekymring for de stigende boligpriser, og for at København er på vej til at blive en by for de velstående. Koblet til dette eksisterer en bekymring over byens hastige udvikling, som opleves at lægge pres på københavnernes hverdagsliv; trafikken, de blå og grønne ånde­huller, byens særlige karakter og fysiske udtryk.
  2. Pas på byens kvaliteter: generelt har københavnerne en stor veneration for København og en bekymring for, at forandringer vil ske på bekostning af byens eksisterende kval­iteter såsom kulturarv, grønne åndehuller og det selvgroede/skæve/mangfoldige.
  3. Mere cyklisme og kollektiv trafik: københavnerne roser byens cykelforhold og er stolte af København som cykelby. Der efterspørges dog endnu bedre forhold for cyklisterne, en bedre cykelkultur, hvor der tages mere hensyn til hinanden eller til andre trafikanter og fortsat forbedring af den kollektive trafik, så bilismen kan minimeres.
  4. Mangfoldighed, diversitet og møder på tværs: københavnernes forskellighed fremhæves af københavnerne som et positivt træk ved København i dag. Københavnerne efterspørger en byudvikling, der giver plads til mangfoldighed og diversitet på tværs af forskellige etniske, sociale og socialøkonomiske befolkningsgrupper.

 

De 37  foreslåede ændringer til ’Verdensby med ansvar - Kommuneplanstrategi 2018’ adresserer bl.a.:

  1. at københavnernes bekymring for byens befolkningsvækst og de deraf stigende boligpriser skærpes ift. at sikre boliger i forskellige størrelser og prisklasser, herunder et skærpet fokus på udvikling af de almene boliger samt at Københavns Kommunes planlægning skal skabe plads til nye boliger med et blik for den regionale sammenhæng.
  2. at københavnernes bekymring for, at forandringer vil ske på bekostning af byens eksisterende kvaliteter såsom kulturarv, grønne ån­dehuller og det selvgroede/skæve/ mangfoldige skærpes yderligere bl.a. i formuleringen af dilemma nr. 5 vedrørende byens unikke kvaliteter, via formulering af et nyt 7. dilemma, som specifik adresserer udfordringen vedrørende de grønne åndehuller og presset på byens arealer (jf. de seks formulerede dilemmaer i kommuneplanstrategien s. 18-19). Dertil laves et nyt princip om, at nyt byggeri skal gå hånd i hånd med en fortsat begrønning af København.
  3. at københavnernes ønske om fortsat bedre forhold for cyklismen, den kollektive trafik samt en bæredygtig byudvikling styrkes.
  4. at københavnernes efterspørgsel på en byudvikling, der giver plads til mangfoldighed, diversitet og møder på tværs af forskellige befolkningsgrupper får et endnu tydeligere aftryk i strategien bl.a. via styrket fokus på mangfoldigheden i princip om de udsatte byområder, herunder øget lighed i sundhed for alle københavnerne samt via et nyt princip om at skabe gode fysiske rammer for at mødes på tværs. Dilemma nr. 4 er justeret, såleledes at fokus lægges på dilemmaet vedrørende behovet for offentlige bygninger og byrum og begrænset plads.
  5. at københavnernes optagethed af, at en stigende turisme skal ske i god balance med byens hverdagsliv og via fastholdelse af byens kvaliteter, er styrket bl.a. ved at sprede turismen til forskellige bydele og via et nyt princip om at København skal tilbyde ’københavneroplevelser’ til byens turister, som netop gør brug af Københavns unikke kvaliteter og kultur modsat en generisk turismemæssig udvikling af byen, der ikke tager højde for de konkrete omgivelser.
  6. en række høringssvar har desuden specifikt omhandlet revisionen af kommuneplanen og vil indgå - herunder blive vurderet - i arbejdet med ’Forslag til Kommuneplan 2019’.

Økonomiforvaltningen gennemfører en tilbagemelding til københavnerne, så københavnerne orienteres om resultaterne af dialogkampagnen. Dette gøres via en presseindsats, nyhed på kommunens hjemmeside og via sociale medier.

Kommuneplanstrategien og resultatet af den offentlige høring er, sammen med en række analyser, udgangspunktet for revisionen af kommuneplanen. Økonomiforvaltningen vil som følge heraf blandt andet forholde sig til, hvordan kommuneplanen kan bidrage til at fremme;

  1. At der skabes plads til alle, herunder:

a. Hvad behovet er for at udlægge flere arealer til byudvikling, herunder åbne for byudviklingen i perspektivområderne tidligere end Kommuneplan 2015 fastsætter.

b. Hvilke retningslinjer kommunen anvender, når der stilles krav om almene boliger.

c. Hvordan der kan skabes variation i boligbyggeriet via en revision af boligstørrelsesbestemmelserne. 

  1. At der passes på byens kvaliteter når byen udvikles, herunder:

a. Hvordan byudvikling kan bidrage til en fortsat begrønning af København.

b. Hvordan der kan tages højde for områders kulturhistoriske værdier og sammenhænge, når eksisterende kulturmiljøer og kulturarv omdannes.

c. Hvordan København fortsat kan rumme det skæve og selvgroede samt have plads til forskellige typer erhverv i byen.

d. Hvordan placeringen af hoteller kan spredes til flere bydele

  1. Mere cyklisme og kollektiv trafik, herunder:

a. Hvilke trafiktiltag, der kan gennemføres, så befolkningstilvæksten og en øget trængsel håndteres via en bæredygtig tilgang for København med attraktive muligheder for at benytte cykel og kollektiv trafik.

  1. Mangfoldighed, diversitet og møder på tværs, herunder:

a. Hvordan kan de udsatte byområder forbedres og byens mangfoldighed styrkes.

b. Hvilke tiltag, der kan gennemføres, for at byens offentlige institutioner placeres så de fremmer, at forskellige borgere mødes på tværs af kvarterer, etniske, sociale og socioøkonomiske grupperinger

Økonomi

Københavns Kommune udarbejder årligt anlægsplaner, arealplaner og investeringsplaner med henblik på at angive behov for kommunale investeringer i daginstitutioner, skoler, grønne områder og anden offentlig service i øvrigt.

Kommuneplanstrategien har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forslag til Kommuneplan 2019 vil blive fremlagt til politisk behandling i første halvår af 2019 med offentlig høring og endelig vedtagelse ultimo 2019.

 

Peter Stensgaard Mørch                          /Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at ’Verdensby med ansvar – Kommuneplanstrategi 2018’ med de foreslåede ændringer jf. hvidbogen godkendes.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. februar 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne er enige om, at ændringsforslag til Kommuneplanstrategi 2018 fremsættes under behandling i Borgerrepræsentationen”.

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi ser frem til forhandling om kommuneplanens indhold. Vi ønsker at prioritere et mangfoldigt privat boligudbud, så der i fremtiden vil være boliger i alle prisklasser, ikke mindst billige private boliger. Vi vil prioritere, at der skal være plads til håndværk og småindustri, så disse arbejdspladser ikke presses ud af byen. Endelig vil vi prioritere parkering til rimelige priser til københavnerne.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. februar 2019

Borgerrepræsentationen tog stilling til de ændringsforslag, der var fremsat inden for den af Økonomiudvalget fremsatte frist (Afstemning 1-15) samt de efterfølgende indkomne ændringsforslag (ÆF87-98).

For afstemningstemaer se bilag 11 ”Samlet oversigt over ændringsforslag til KPS2018”.

For en oversigt over ændringsforslag 87-98 se bilag 12 ”Yderligere ændringsforslag til KPS2018”.

 

Afstemning 1

Ændringsforslagene blev godkendt uden afstemning.

 

Afstemning 2

Ændringsforslagene blev godkendt med 42 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, og F.

Imod stemte: V, C, O og I.

 

Afstemning 3

Ændringsforslagene blev godkendt med 49 stemmer imod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, F, V, C, O og I.

Imod stemte: B.

 

Afstemning 4

Ændringsforslagene blev godkendt med 48 stemmer imod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, V, C, O og I.

Imod stemte: F.

 

Afstemning 5

Ændringsforslagene blev godkendt med 30 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: A, V, C og I.

 

Afstemning 6

Ændringsforslagene blev godkendt med 37 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å og F.

Imod stemte: B, V, C, O og I.

 

Afstemning 7

Ændringsforslagene blev forkastet med 37 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø og Å.

Imod stemte: A, B, F, V, C, O og I.

 

Afstemning 8

Ændringsforslagene blev forkastet med 48 stemmer imod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Å.

Imod stemte: A, Ø, B, F, V, C, O og I.

 

Afstemning 9

Ændringsforslagene bortfaldt på grund af stemmelighed med 27 stemmer for og 27 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B og F.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

 

Afstemning 10

Ændringsforslagene blev forkastet med 32 stemmer imod 22. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å og B.

Imod stemte: A, V, F, C, O, og I.

 

Afstemning 11

Ændringsforslagene blev forkastet med 32 stemmer imod 22. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å og F.

Imod stemte: A, B, V, C, O og I.

 

Afstemning 12

Ændringsforslagene blev godkendt med 36 stemmer imod 18. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B og F.

Imod stemte: Å, V, C, O og I.

 

Afstemning 13

Ændringsforslagene blev forkastet med 28 stemmer imod 26. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Å og F.

Imod stemte: Ø, B, V, C, O og I.

 

Afstemning 14

Ændringsforslagene blev forkastet med 44 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: B og F.

Imod stemte: A, Ø, Å, V, C, O og I.

 

Afstemning 15

Ændringsforslagene blev forkastet med 42 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Å, B, og 1 medlem af F (Klaus Mygind).

Imod stemte: A, Ø, V, C, O, I og 4 medlemmer af F (Sisse Marie Berendt Welling, Astrid Aller, Neil Stenbæk Bloem og Maria Frej).

 

ÆF87

Ændringsforslaget blev forkastet med 32 stemmer imod 22. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å og B.

Imod stemte: A, V, F, C, O og I.

 

ÆF88

Ændringsforslaget bortfaldt på grund af stemmelighed med 27 stemmer for og 27 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B og F.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

 

ÆF89

Ændringsforslaget bortfaldt på grund af stemmelighed med 27 stemmer for og 27 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B og F.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

 

ÆF90

Ændringsforslaget blev godkendt med 42 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B og F.

Imod stemte: V, C, O og I.

 

ÆF91

Ændringsforslaget blev godkendt med 42 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B og F.

Imod stemte: V, C, O og I.

 

ÆF92

Ændringsforslaget blev godkendt med 42 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B og F.

Imod stemte: V, C, O og I.

 

ÆF93

Ændringsforslaget blev godkendt med 42 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B og F.

Imod stemte: V, C, O og I.

 

ÆF94

Ændringsforslaget blev godkendt med 45 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V, C og I.

 

ÆF95

Ændringsforslaget bortfaldt på grund af stemmelighed med 27 stemmer for og 27 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B og F.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

 

ÆF96

Ændringsforslaget blev godkendt med 44 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V, C og I.

 

ÆF97

Ændringsforslaget bortfaldt på grund af stemmelighed med 27 stemmer for og 27 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B og F.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

 

ÆF98

Ændringsforslaget bortfaldt på grund af stemmelighed med 27 stemmer for og 27 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, Å, B og F.

Imod stemte: A, V, C, O og I.

 

Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre takker alle, der har bidraget med input til Kommuneplanstrategi 2018 i høringsprocessen. Frem imod vedtagelsen af Kommuneplan 2019 vil vi lægge vægt på, at der i udviklingen af København kommer endnu stærkere fokus på at rumme de udsatte, København som kreativ vækstby, København som en god ungdomsby, Københavns rolle internationalt og at der skal arbejdes efter ambition om København som Verdens grønneste hovedstad, hvor vi genbruger og genanvender vores ressourcer.”

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Liberal Alliance tilsluttede sig:

”Vi ser frem til forhandling om kommuneplanens indhold. Vi ønsker at prioritere et mangfoldigt privat boligudbud, så der i fremtiden vil være boliger i alle prisklasser, ikke mindst billige private boliger. Vi vil prioritere, at der skal være plads til håndværk og småindustri, så disse arbejdspladser ikke presses ud af byen. Endelig vil vi prioritere parkering til rimelige priser til københavnerne.”

Til top