Mødedato: 28.02.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om fravær i de københavnske folkeskoler

Se alle bilag

Forespørgsel

Børne- og ungdomsborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvordan fraværet er hos de københavnske folkeskoleelever og de københavnske folkeskolelærere i forhold til landsgennemsnittet?
  2. hvad borgmesteren mener, at årsagen er, og hvad borgmesteren vil gøre for dels at nedbringe fraværet og dels at højne det faglige niveau i den københavnske folkeskole?
  3. om borgmesteren mener, at den nuværende SMS ordning fungerer tilfredsstillende, og hvis ikke, hvilke initiativer forestiller borgmesteren sig der skal til for at rette op på ordningens effekt, evt. baseret på andre kommuners erfaringer om at kombinere SMS ordningen med andre tiltag? 

(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre)

 

Motivering

Elevers fremmøde i skolen er en væsentlig forudsætning for deres skoleresultater, trivsel og chance for at få en uddannelse. En national undersøgelse fra 2014 viser, at elever med højt fravær får markant lavere karakterer og har sværere ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Særligt for udsatte børn og unge er stabil skolegang vigtig, da forskning viser, at skolegang er den mest betydende enkeltstående faktor for, om man kommer til at leve et selvstændigt voksenliv.

Børne- og Ungdomsudvalget samt Socialudvalget vedtog i januar 2017 fælles måltal og handleplan for elevfravær i Københavns Kommune, så elevfraværet for kommunens folkeskoler i gennemsnit nedbringes til landsgennemsnittet på 5,6 procent over en 3-årig periode ‪fra den 1. januar 2017 til den 31. december 2019. For børn og unge, der modtager en foranstaltning i Socialforvaltningen, skal gennemsnit nedbringes til 6,1 procent.

Ifølge pressen er elever fraværende fra skolen i gennemsnit næsten 12 dage på et skoleår. I København er eleverne fraværende i gennemsnit 14 dage om året.

Fra og med februar 2017 blev det gjort obligatorisk at anvende SMS ordningen i udskolingen (7. – 9. klasse) i de københavnske folkeskoler, og i perioden fra august 2016 til og med juli 2017 blev der sendt i alt 177.300 SMS’er ved manglende fremmøde. Den administrative beslutning om obligatoriske SMS’er ved ulovligt elevfravær i udskolingen blev truffet, da mange kommuner og storbyer, herunder Ballerup, Kolding, Køge, Holbæk og Stockholm, har haft gode erfaringer med at bruge SMS advisering til at nedbringe elevers ulovlige fravær.

Ordningen koster 61.000 kroner om året i København, men ifølge en artikel i Politiken (Bilag 1) viser det sig, at ordningen ikke har haft nogen effekt.

Når SMS-ordningen ikke virker, er det derfor relevant at vide, om borgmesteren vil sætte andre initiativer i værk for at nå det fælles mål på 5,6 % fravær ud over den fælles handleplan som allerede er vedtaget.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. februar 2019

Forespørgslen blev besvaret.

Til top