Mødedato: 28.02.2002, kl. 17:30

Forretningsorden for Valby Lokaludvalg

Forretningsorden for Valby Lokaludvalg

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 28. februar 2002

 

BR 124/02

Forretningsorden for Valby Lokaludvalg

Forretningsorden for Valby Lokaludvalg

Indstilling om, at Valby Lokaludvalgs forslag til forretningsorden godkendes, at Valby Lokaludvalgs forslag om, at der kan udpeges en stedfortræder for hvert af medlemmerne, godkendes,, samt at overborgmesteren i givet fald bemyndiges til at modtage navnene på stedfortræderne.

(Økonomiudvalget)

(Økonomiudvalgets beslutning eftersendes)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Valby Lokaludvalgs forslag til forretningsorden godkendes,

at Valby Lokaludvalgs forslag om, at der kan udpeges en stedfortræder for hver af medlemmerne, godkendes,

at Overborgmesteren i givet fald bemyndiges til at modtage navnene på stedfortræderne.

Økonomiudvalgets beslutning den 26. februar 2002

 

RESUME

Valby Lokaludvalg har oversendt vedlagte forslag til forretningsorden med henblik på Borgerrepræsentationens godkendelse.

Lokaludvalget har samtidig anmodet Borgerrepræsentationen om at godkende, at der kan udpeges en stedfortræder for hver af lokaludvalgets medlemmer. Det foreslås endvidere, at Overborgmesteren i givet fald bemyndiges til at modtage navnene på stedfortræderne.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Valby Lokaludvalgs forslag til forretningsorden godkendes, at muligheden for at udpege stedfortrædere godkendes samt at Overborgmesteren i givet fald bemyndiges til at modtage navnene på stedfortræderne.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I forbindelse med oprettelsen af Valby Lokaludvalg i mødet den 6. december 2001 (BR 629/01) vedtog Borgerrepræsentationen et kommissorium for lokaludvalget, jf. bilag 1.

Af kommissoriet fremgår, at Valby Lokaludvalg inden udgangen af februar 2002 skal forelægge Borgerrepræsentationen et udkast til forretningsorden for lokaludvalget.

Valby Lokaludvalg godkendte i sit møde den 7. februar 2002 et udkast til forretningsorden for lokaludvalget, jf. bilag 2.

Lokaludvalget har oversendt sit forslag til forretningsorden med henblik på Borgerrepræsentationens godkendelse.

Lokaludvalget har samtidig anmodet Borgerrepræsentationen om at godkende, at der kan udpeges en stedfortræder for hver af lokaludvalgets medlemmer. Det foreslås endvidere, at Overborgmesteren i givet fald bemyndiges til at modtage navnene på stedfortræderne.

Økonomiforvaltningens bemærkninger

Bestemmelserne i forslaget til forretningsorden er i al væsentlighed baseret på de almindeligt kendte principper for udvalgsvirksomhed i kommunestyret, dog med visse tilpasninger som følge af lokaludvalgets særlige hjemmelsgrundlag og opgaver.

Udkastet til forretningsorden består af følgende kapitler:

Kap. 1 – Hjemmelsgrundlag

Kap. 2 – Kommissorium og opgaver

Kap. 3 – Høring

Kap. 4 – Sammensætning og funktionsperiode

Kap. 5 – Valg af formand og næstformand

Kap. 6 – Mødevirksomhed

Kap. 7 – Observatører

Kap. 8 – Stedfortrædere

Kap. 9 – Foretræde

Kap. 10 – Inhabilitet

Kap. 11 – Tavshedspligt

Kap. 12 – Spørgsmål vedrørende forståelse af forretningsordenen

Kap. 13 – Sekretariatsbetjening

Kap. 14 – Ikrafttrædelse mv.

Forslaget til forretningsorden tager højde for en række situationer, som ikke umiddelbart kan udledes af kommissoriets rammebestemmelser, bl.a. er der fastsat nærmere regler for de faste observatører i forretningsordenens kapitel 7.

Ved oprettelsen af lokaludvalget har Borgerrepræsentationen ikke forudsat, at der skulle udpeges stedfortrædere for lokaludvalgets medlemmer, men lokaludvalget har med fremsendelsen af forslaget til forretningsorden anmodet herom, idet der samtidig er indføjet bestemmelser om stedfortrædere i forretningsordenens kapitel 8. Disse bestemmelser finder efter formuleringen alene anvendelse, hvis Borgerrepræsentationen har udpeget stedfortrædere.

Til forslaget om muligheden for at udpege stedfortrædere bemærkes, at der ikke efter de almindelige regler i lov om kommunernes styrelse udpeges egentlige stedfortrædere for medlemmer af de stående udvalg og normalt heller ikke for medlemmer af de særlige udvalg nedsat efter styrelseslovens § 17, stk. 4.

For medlemmerne af de stående udvalg og medlemmerne af de særlige udvalg, der samtidig er medlemmer af Borgerrepræsentationen, er stedfortræderspørgsmålet blandt andet reguleret i styrelseslovens § 15.

Valby Lokaludvalg er nedsat af Borgerrepræsentationen med hjemmel i styrelseslovens § 65 d. Styrelseslovens regler om udvalg mv. finder ikke direkte anvendelse på lokaludvalget.

Lokaludvalget har en særlig karakter. Udvalget varetager alene delegerede opgaver, som til enhver tid kan tilbagekaldes, ligesom udvalget i enhver henseende er underlagt Borgerrepræsentationens beslutninger. Udvalgets medlemmer er ikke valgt ved direkte valg, men udpeget af Borgerrepræsentationen.

Der har ved sammensætningen af lokaludvalget været lagt vægt på ligelig repræsentation af partierne i Borgerrepræsentationen og Valbylisten.

Af kommissoriet fremgår, at der ved et medlems frafald i funktionsperioden skal udpeges et nyt medlem, men der er ikke taget stilling til, hvordan der skal forholdes ved kortvarigt forfald, hvilket i praksis kan vise sig uhensigtsmæssigt, f.eks. i tilfælde, hvor et medlem er sygemeldt eller af anden grund midlertidigt er forhindret i at varetage hvervet.

Lokaludvalgets særlige hjemmelsgrundlag og sammensætning, herunder hensynet til at opretholde ligelig repræsentation af de politiske interesser i lokaludvalget, også ved tilfælde af kortvarigt forfald, taler for at imødekomme lokaludvalgets ønske om muligheden for udpegning af stedfortrædere.

På denne baggrund anbefaler Økonomiforvaltningen, at Valby Lokaludvalgs forslag til forretningsorden godkendes og at der gives mulighed for udpegning af stedfortrædere. Økonomiforvaltningen anbefaler videre, at der i givet fald gives Overborgmesteren bemyndigelse til at modtage navnene på stedfortræderne.

ØKONOMI

-

MILJØVURDERING

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

Bilag 1: Kommissorium for Valby Lokaludvalg.

Bilag 2: Indstilling og beslutning fra Valby Lokaludvalgs møde den 7. februar 2002 om "Forretningsorden for Valby Lokaludvalg" samt det af Valby Lokaludvalg vedtagne forslag til forretningsorden.

 

Erik Jacobsen

/Paul Sax Møller

Til top