Mødedato: 28.01.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Busfremkommelighed for linje 3A på Enghavevej, Vesterbro

Se alle bilag

Der skal tages stilling til finansiering af projekt vedr. busfremkommelighed for linje 3A på Enghavevej mellem Vigerslev Allé og Borgbjergsvej.

Indstilling

Indstilling om, 

1. at der overføres en rådighedsbevilling på 6,0 mio. kr. vedr. busfremkommelighed for linje 3A på Enghavevej fra Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, anlæg til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg fordelt med 5,15 mio. kr. i 2016 og 0,85 mio. kr. i 2017, jf. bilag 5,

2. at der frigives en anlægsbevilling på 4,85 mio. kr. til busfremkommelighed for linje 3A på Enghavevej. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg fordelt med 4,0 mio. kr. i 2016 og 0,85 mio. kr. i 2017, jf. bilag 5.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2016 (Borgerrepræsentationens møde den 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 16,1 mio. kr. til bedre busfremkommelighed på linje 3A på Enghavevej og Blegdamsvej. Denne indstilling omhandler alene busfremkommelighed på Enghavevej. Der skal tages stilling til projektforslaget og finansiering af projektet med henblik på færdigprojektering og anlæg af projektet.

Løsning

I Klimaplanen er fastlagt et mål om, at skal komme 20 % flere passager i kollektiv trafik ift. 2009.

Buslinje 3A har problemer med fremkommeligheden. Ruten betjener 5,7 mio. passagerer årligt, som oplever forsinkelser og lange rejsetider i myldretiden. Derfor har Økonomiforvaltningen søgt Trafikstyrelsen om støtte til busfremkommeligheds-projekter på buslinje 3A, der kan forbedre servicen for de rejsende og øge antallet af buspassagerer og fået tilsagn om 8 mio. kr., jf. økonomiafsnittet.

Forvaltningen foreslår, at der for at forbedre busfremkommeligheden på linje 3A på Enghavevej gennemføres en række ændringer, jf. bilag 1. Med forslaget øges antallet af busser, der kører til tiden, og rejsetiden reduceres med ca. to minutter i hver retning. Tiltaget forventes at give 240.000 flere passagerer på linje 3A årligt. Der er således en forventet helårs driftsbesparelse på ca. 2,0 mio. kr. når det samlede busfremkommelighedsprojekt, inklusiv projektet på Blegdamsvej, er fuldt indfaset i 2018.

Der etableres busprioritering (busserne har fortrinsret) og nye signaler i vejkrydsene Enghavevej/Vigerslev Allé/Ingerslevsgade, Enghavevej/Bavnehøj Allé og Enghavevej/Sydhavns Plads.

Der anlægges nye bussignaler i vejkrydsene Enghavevej ved Bavnehøjhallen og Enghavevej ved Sydhavn St.

Der sammenlægges to busstoppesteder ved Sydhavns St. for at give bedre skifteforhold for buspassagerer på stationen. De to nuværende stoppesteder ligger tæt på hinanden, umiddelbart før og efter stationen. Det nye stoppested, som erstatter de to ovennævnte, placeres umiddelbart i nærheden af indgangen til Sydhavn St., og i forbindelse med en ny krydsning, der etableres i regi af projekt Sikker skolevej, Teglholmen.

Endvidere etableres der busbane op mod krydset ved P. Knudsens Gade jf. bilag 1 og 3.

Projektet forventes ikke at få indflydelse på fremkommeligheden for den øvrige trafik.

Parkering
Der nedlægges ingen parkeringspladser i forbindelse med projektet.

Træer
Der flyttes et træ 0,5 meter og fældes tre træer i forbindelse med anlægget. Træerne fældes i forbindelse med etablering af nye stoppesteder samt udvidelse af vejprofilet i forbindelse med etablering af busbane op mod krydset P. Knudsens Gade/Enghavevej, jf. bilag 3A. Træerne er vintereg, der er plantet i 2002. Det vurderes ikke muligt at plante nye træer i umiddelbar nærhed da der ikke er arealer tilbage at plante i. Forvaltningen vurderer, at projektet ikke kan realiseres uden at fælde træerne.

Høring
Movia har godkendt projektet, men har bl.a. haft ønske om at busstoppestedet i sydgående retning ved Bavnehøjhallen nedlægges, da der er lavt passagertal og kort afstand til alternative stoppesteder. En nedlæggelse vil give en tidsbesparelse for busserne på mellem 20-27 sekunder i myldretiden. Spørgsmålet om nedlæggelse af stoppestedet henhører til Økonomiforvaltningens ressort, og Økonomiforvaltningen har oplyst, at ønsket om at nedlægge stoppestedet ikke imødekommes, jf. bilag 4.

I det nye signalanlæg ved Sydhavn St. (etableres i projektet Sikker skolevej, Teglholmen) foreslår Movia efter-grønt for busser (grønt efter bilerne har haft grønt). Hertil bemærker forvaltningen, at signalanlægget samordnes med krydset ved Tranehavevej. Busser, der kører frem på efter-grønt, vil således altid skulle holde for rødt ved Tranehavevej, hvorfor det ikke vil være en forbedring for fremkommeligheden. Forvaltningen vurderer endvidere, at efter-grønt trafiksikkerhedsmæssigt vil forvirre fodgængere, der forventer at få grønt. Forvaltningen imødekommer således ikke forslaget. Der henvises til bilag 4 for yderligere vedr. høring af og svar til Movia.

Forvaltningen har endvidere gennemført en høring blandt 2087 borgere og erhverv i umiddelbar nærhed af de stoppesteder, der sammenlægges. Forvaltningen har modtaget tolv tilbagemeldinger, heraf syv positive eller neutrale overfor sammenlægningen. I høringen blev der blandt andet fremhævet:

  • Behov for forbedrede udkørselsforhold fra Hørdumsvej
    To høringssvar påpegede, at den nye krydsning over Enghavevej vil gøre det sværere at komme ud fra Hørdumsvej. Allerede i dag er det vanskeligt at komme ud fra Hørdumsvej.
    Forvaltningen vil så vidt muligt søge at forbedre forholdene i den videre projektering.
  • Nedgang fra perronen på modsatte side af Enghavevej
    Et høringssvar udtrykte ønske om en nedgang fra perronen på modsatte side af Enghavevej fra den nuværende indgang.
    Forvaltningen har været i dialog med Banedanmark, om at etablere en nedgang fra perronen på den modsatte side af Enghavevej, men Banedanmark – der ejer området og perronen - har ikke pt. planer vedrørende dette. Forslaget er tidligere vendt med DSB i forbindelse med projektet Teglholmen, Sikre Skoleveje, hvor der blev opnået enighed om ikke at arbejde videre med en ny nedgang fra perronen. 

Der henvises til bilag 4 for yderligere vedr. høring og svar.

Kgs. Enghave Lokaludvalg har to kommentarer: Lokaludvalget ønsker ikke, at busstoppestedet ud for Bavnehøjhallen bliver nedlagt. Forvaltningen har valgt at efterkomme ønsket. Endvidere ønsker Lokaludvalget at blive inddraget ved flytning af busstoppesteder, når den nye Enghave Station tages i brug. Forvaltningen orienterer Movia om ønsket. Der henvises til bilag 4 for høring og svar.

Politiet har godkendt projektet.

Økonomi

I forbindelse med Budget 2016 (Æ58) blev der afsat 16,1 mio. kr. i anlæg til bedre busfremkommelighed på linje 3A på Enghavevej og Blegdamsvej. Af de 16,1 mio. kr. kommer 8,0 mio. kr. fra Trafikstyrelsen og 8,1 mio. kr. fra Købehavns Kommune. Københavns Kommunes andel på 8,1 mio. kr. finansieres af Økonomiforvaltningens afsatte midler til busfremkommelighed. Af de 16,1 mio. kr. er 6,0 mio. kr. afsat til busfremkommelighed for linje 3A på Enghavevej. De 6,0 mio. kr. skal overføres fra Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, anlæg til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2016. Af de 6,0 mio. kr. blev 1,15 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet i forbindelse vedtagelsen af Budget 2016, der skal således frigives 4,85 mio. kr. med denne indstilling. Se bilag 5 for de obligatoriske økonomiske tabeller. Et eventuelt mindreforbrug på anlægsprojektet tilbageføres til Økonomiforvaltningen.

Videre proces

Projektet forventes indledt i efteråret 2016, og projektet forventes afsluttet første halvår 2017.

         Pernille Andersen                           

                                                                  /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget danner grundlag for detailprojektering og anlæg af busfremkommelighed for linje 3A på Enghavevej. jf. bilag 3.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.   at der overføres en rådighedsbevilling på 6,0 mio. kr. vedr. busfremkommelighed for 
          linje 3A på Enghavevej fra Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, anlæg 
          til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg fordelt med 5,15 mio. kr. i 
          2016 og 0,85 mio. kr. i 2017, jf. bilag 5.
    3.   at der frigives en anlægsbevilling på 4,85 mio. kr. til busfremkommelighed for linje 3A på 
          Enghavevej. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling 
          Ordinær anlæg fordelt med 4,0 mio. kr. i 2016 og 0,85 mio. kr. i 2017, jf. bilag 5.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. november 2015 

1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

2. og 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. januar 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top