Halvering af takster for unge på ungeydelse
Med indstillingen adresseres medlemsforslag fra Enhedslisten om halvering af takster for unge på ungeydelse, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 26. januar 2012, dagsordenspunkt 42.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at det tages til efterretning, at kommunen ikke har hjemmel til at halvere takster for unge på ungeydelse.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 26. januar 2012, dagsordenspunkt 12, et medlemsforslag fra Enhedslisten, som pålagde Økonomiforvaltningen,
- at undersøge, om kommunen indenfor gældende lovgivning har mulighed for at halvere takster/betaling for unge mellem 18 og 25 år, som er på ungeydelse,
- at Økonomiforvaltningen, hvis førstnævnte undersøgelse viser, at der er grundlag for det, i samarbejde med de øvrige forvaltninger kommer med forslag til områder, hvor takster mv. kan halveres for målgruppen, og afdækker de økonomiske konsekvenser for kommunen.
Endelig blev det besluttet, at afklaringen og eventuelle forslag forelægges Borgerrepræsentationen inden 1. maj 2012.
Løsning
Vurdering af det juridiske grundlag for halvering af takster for en specifik målgruppe
En kommune kan ikke uden direkte lovhjemmel støtte enkeltpersoner ud fra et økonomisk eller socialt trangskriterium og heller ikke understøtte eller begunstige enkeltpersoner økonomisk uden lovhjemmel. Dette gælder ligeledes i forhold til grupper af enkeltpersoner, dog med den modifikation, at økonomisk støtte kan gives, hvis der herved varetages en kommunal interesse, således at hovedformålet med den kommunale støtte ikke er at hæve levestandarden mv. for personerne i gruppen.
På den baggrund er det Økonomiforvaltningens vurdering, at der udelukkende vil kunne træffes beslutning om halvering af takster eller kommunal betaling for unge på ungeydelse, såfremt der direkte i den gældende lovgivning på de enkelte områder er hjemmel hertil og i givet fald kun ved opfyldelse af de krav, som loven måtte have fastsat herfor.
Forvaltningernes indberetninger
Forvaltningernes indmeldinger har vist, at der ikke er områder med specifik lovhjemmel til halvering af takster for unge på ungeydelsen. Dog har Socialforvaltningen siden foråret 2012 ønsket en nærmere afklaring af lovgivningen på herberg- og krisecentreområdet med henblik på at undersøge eventuel hjemmel til at halvere takster for unge på ungeydelsen på området. I den forbindelse har Socialforvaltningen blandt andet været i dialog med Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Efterfølgende har Socialforvaltningen medio oktober 2014 meddelt Økonomiforvaltningen, at det er Socialforvaltningens vurdering, at der ikke er områder indenfor Socialudvalgets ressort med specifik lovhjemmel til halvering af takster for unge på ungeydelsen.
På den baggrund indeholder indstillingen ikke forslag til halvering af takster til unge på ungeydelser.
Den 1. januar 2014 trådte en reform af kontanthjælpen i kraft. Reformen betyder blandt andet, at unge uden uddannelse ikke længere kan modtage kontanthjælp. I stedet modtager unge uddannelseshjælp med det mål, at de kommer i gang med en uddannelse. Af nedenstående tabel 1 fremgår ydelserne for 18-25 årige før og efter kontanthjælpsreformen:
Tabel 1: Oversigt over ydelse til unge ml. 18 og 25 år (udeboende og ikke er forsøgere)
(kr. i 2014 pl) |
Ydelse i 2013 1 |
Ydelse i 2014 |
Uddannelsesparate |
6.869/5.839 |
5.857 |
Jobparate |
6.869/5.839 |
6.889 |
Aktivitetsparate |
6.869/5.839 |
6.889 |
1) Efter de tidligere regler modtog unge under 25 år 6.869 kr. pr. måned det første halve år, hvorefter ydelsen blev beskåret til niveauet for SU.
Økonomi
Der ingen direkte økonomiske konsekvenser af indstillingen.Videre proces
Efter behandling i Økonomiudvalget behandles indstillingen af Borgerrepræsentationen den 27. november 2014. Efter behandling i Borgerrepræsentationen betragtes medlemsforslaget som håndteret.
Bjarne Winge / Mads Grønvall
Oversigt over politisk behandling
1. at det tages til efterretning, at kommunen ikke har hjemmel til at halvere takster for unge på ungeydelse.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. november 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten tager til efterretning, at det vurderes, at kommunen ikke har hjemmel til at halvere takster for unge på ungeydelse. Det ændrer imidlertid ikke ved det faktum, som oprindeligt var årsagen til at Enhedslisten i sin tid stillede forslaget, at unge på ungeydelse har voldsomt svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Derfor vil Enhedslisten også blive ved med at forfølge en dagsorden, der handler om at kompensere de unge dér, hvor det er muligt. Som Borgerrepræsentationen har gjort ved at etablere fx basisboliger, og som socialudvalget har gjort ved at give mulighed for at nedsætte opholdsbetalingen på midlertidige botilbud, kvindekrisecentre og herberger for beboere med rådighedsbeløb på maksimalt 4.000 kr.
Ligeledes ser vi frem til, at den del af finanslovsbeslutningen for 2015 om ’Bedre forhold for kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere’ bliver konkretiseret, da det umiddelbart ser ud til at give hjemmel til dét, Enhedslisten i sin tid ville med vores oprindelige medlemsforslag.”