Ligningsrapport for produktionsåret 2002/2003
Ligningsrapport for produktionsåret 2002/2003
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 27. november 2003
BR 526/03
Ligningsrapport for produktionsåret 2002/2003
Godkendelse af Ligningsrapport for produktionsåret
2002/2003
Indstilling om, at Borgerrepræsentationen tager den af Skatteforvaltningen udarbejdede "Ligningsrapport 2002/2003" til efterretning.
(Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at Borgerrepræsentationen tager den af Skatteforvaltningen udarbejdede "Ligningsrapport 2002/2003" til efterretning.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. november 2003
Anbefalet.
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 12. juni 2002 en Ligningsplan for produktionsåret 2002/2003. Det fremgår af planen, at der efter planperiodens udløb udarbejdes en beretning til Borgerrepræsentationen til brug for en vurdering af, om skatteforvaltningen har opnået det forventede resultat i henhold til ligningsplanens mål.
Denne rapport foreligger nu til godkendelse.
Ligningsplanens måltal for ligningen af de enkelte skatteydergrupper er nået.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Det fremgår af lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver mv. (skattestyrelsesloven), lovbekendtgørelse nr. 805 af 24. september 2003, at "Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges".
I henhold hertil blev der udarbejdet en ligningsplan for produktionsåret 2002/2003, der blev forelagt og godkendt af Borgerrepræsentationen (j.nr. 345,2002).
Det fremgår af ligningsplanen, at der efter ligningsperiodens udløb vil blive udarbejdet en redegørelse for forløbet af ligningen. Denne redegørelse foreligger nu til godkendelse.
Uddybning af indstilling
Ligningsplanen er opdelt i afsnit vedrørende
1. Erhvervsdrivende
2. Særlige ligningstemaer
3. Hovedaktionærer
4. Kommanditister
5. Skatteydere med særlige skattepligtsforhold
6. Lønmodtagere og pensionister
7. Dødsboer
8. Udvidet ligning af selvstændigt erhvervsdrivende
9. Kontrolaktioner
10. Pilotprojekter
11. Ekspedition af fremmødte
12. Ansvarssager ved overtrædelse af skattekontrolloven
13. Anvendte ressourcer
Ad 1: Erhvervsdrivende
Ligningsmålet på en gennemgang af 33% (antalsmåltal) svarende til en kontrol af 9.750 erhvervsdrivendes selvangivelser er nået, idet der er kontrolleret i alt 10.136 sager svarende til 104,0% af måltallet. Af de gennemførte kontroller skulle mindst 2.535 være partielle revisioner og mindst 390 være revisioner. Der blev gennemført 2.649 partielle revisioner, svarende til 104,5% af måltallet, og 370 revisioner, svarende til 94,9% af måltallet. Disse måltal omregnes til et antal point, der for København udgør 19.110. Der er opnået i alt 19.504 point (inkl. den særlige indsatsgruppe, jf. kap. 16 ). Ligningsrådets og ligningsplanens måltal er hermed opfyldt. Hertil kommer 956 point, der er godskrevet for deltagelse i særlige projekter ( dialogbaserede måltal ).
Ad 2: Særlige ligningstemaer
Der henvises til rapportens gennemgang.
Ad 3: Hovedaktionærer
Samtlige hovedaktionærers selvangivelser er gennemlæst og der er gennemført væsentlige forhøjelser. Kontrollen er gennemført af en nyetableret hovedaktionærgruppe i tæt samarbejde med selskabsligningen.
Ad 4: Kommanditister
Ligningsmålet på 70% er overholdt, idet der er udtaget 71,35% til nærmere kontrol. Heraf er 91,39% færdigbehandlet
Ad 5: Skatteydere med særlige skattepligtsforhold
Der er ikke opsat særlige måltal i ligningsplanen for denne gruppe, der omfatter 36.040 personer.
Ad 6: Lønmodtagere og pensionister
Ligningsplanens mål på 12% er overholdt, idet der er gennemgået13,1%.
Ad 7: Dødsboer
Der er i ligningsperioden afgået ca. 5.656 personer ved døden.
Ad 8: Udvidet ligning af selsvstændigt erhvervsdrivende
Skatteforvaltningen ansatte i løbet af foråret 2001 7 skatterevisorer ( ca. 6 årsværk) til at gennemføre en ekstra ligningsindsats i en 3-årig periode med henblik på at måle det konkrete resultat af den ekstra ligningsindsats. Resultatet er væsentligt over det forventede. Gruppen har pr. 30/6-2003 gennemført direkte forhøjelser på 3,51 mio. kr. pr. årsværk mod forudsat 2,5 mio.
Ad 9: Kontrolaktioner
Der henvises til rapportens gennemgang.
Ad 10: Pilotprojekter
Der henvises til rapportens gennemgang af de to pilotprojekter, som Ligningsrådet har udmeldt.
Ad 11: Ekspedition af fremmødte
I planperioden er der i Skatteforvaltningens ekspeditioner mødt ca. 121.700 borgere overvejende om forskudsregistrering og skatteligning.
Ad 12: Ansvarssager ved overtrædelse af skattekontrolloven
I kalenderåret 2002 afsluttede Skatteforvaltningen 60 sager, hvor skattekontrolloven var blevet overtrådt. Sagerne blev i kraft af en særlig bemyndigelse afsluttet administrativt.
Ad 13: Anvendte ressourcer
Der var pr. 1. januar 2003 tilknyttet 342 medarbejdere svarende til 32 6 årsværk til ligningsopgaven.
Ressourcefordelingen på de forskellige ligningsopgaver mv. er sket på grundlag af den tidsregistrering, der blev indført fra 1. juli 1999.
Ligningsrapporten er som foreskrevet i Ligningsrådets ligningsplan afleveret til Told- og Skattestyrelsen den XX. oktober 2003.
Økonomi
-
Høring
Andre konsekvenser
-
BILAG VEDLAGT
Ligningsrapport for produktionsåret 2002/2003 (bilag 1).
Klagestatistik for Skatteankenævns- og Landsskatteretssager (Bilag 2 ).
Erik Jacobsen
/
Leif Normann Jeppesen