Mødedato: 27.11.2003, kl. 17:30

Forsøgsmidler efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 til byfornyelsesarbejder i ejendommen Nøjsomhedsvej og Enghavevej

Forsøgsmidler efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 til byfornyelsesarbejder i ejendommen Nøjsomhedsvej og Enghavevej

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 27. november 2003

 

 

BR 536/03

Forsøgsmidler efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 til byfornyelsesarbejder i ejendommen Nøjsomhedsvej og Enghavevej

Forsøgsmidler efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5 til byfornyelsesarbejder i ejendommen Nøjsomhedsvej og Enghavevej

 

 

Indstilling om, at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at modtage Erhvervs- og Boligstyrelsens tilsagn om ekstraordinær bevillingsramme på 2.345.000 kr., at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at meddele tilsagn om støtte til gennemførelse af bygningsfornyelsesarbejder på den omhandlede ejendom i overensstemmelse med byfornyelseslovens regler herom, at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at afholde de med bygningsfornyelsesarbejderne og forsøgsprojektet forbundne udgifter, samt at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til i fornødent omfang på kommunens vegne af garantere for lån, i overensstemmelse med byfornyelsesloven § 65 til finansiering af bygningsfornyelsesarbejderne, i det omfang finansiering ikke kan gennemføres, medmindre der stilles særlig sikkerhed for långivningen.

                                                                 (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at modtage Erhvervs- og Boligstyrelsens tilsagn om ekstraordinær bevillingsramme på 2.345.000 kr.,

at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at meddele tilsagn om støtte til gennemførelse af bygningsfornyelsesarbejder på den omhandlede ejendom i overensstemmelse med byfornyelseslovens regler herom,

at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at afholde de med bygningsfornyelsesarbejderne og forsøgsprojektet forbundne udgifter,

at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til i fornødent omfang på kommunens vegne af garantere for lån, i overensstemmelse med byfornyelsesloven § 65 til finansiering af bygningsfornyelsesarbejderne, i det omfang finansiering ikke kan gennemføres, medmindre der stilles særlig sikkerhed for långivningen.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2003.

Anbefalet.

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

RESUME

Erhvervs- og Boligstyrelsen har i skrivelse af 30. september 2003, der vedlægges som bilag A, meddelt Københavns Kommune, at styrelsen vil tildele kommunen en ekstraordinær ramme til forsøg og ombygning på i alt 2.345.000 kr. Forudsætning for bevillingen er, at Københavns Kommune vedtager bygningsfornyelsesbeslutninger for ejendommene Nøjsomhedsvej 14 – 22 og Enghavevej 75 – 77.

 

I rammebeløbet indgår et beløb på 345.000 kr. fordelt med 172.500 kr. for hver ejendom med 100 % statsrefusion til et udviklingsprojekt om minielevatorer (det vil sige elevatorer med indvendige mål på 0,95 x 1,30 m udført med glastårne). Selve ombygningsudgiften for begge ejendomme udgør 2,0 mio. kr.  fordelt med 1,0 mio. kr. til hver ejendom.

 

I ejendommen Nøjsomhedsvej 14 – 22 omfatter ombygningen etablering af 5 minielevatorer til en samlet investering på ca. 6,9 mio.  kr. Støtten udgør 1,0 mio. kr., og egenfinansieringen udgør ca. 5,9 mio.  kr.

 

I ejendommen Enghavevej 75 – 77, der rummer 6 etager høj bebyggelse med 22 boliger og 2 opgange omfatter ombygningen etablering af en minielevator til en samlet investering på ca. 1,6 mio. kr. Støtten udgør 1,0 mio. kr., og egenfinansieringen udgør ca. 0,6 mio. kr.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

SBS Byfornyelse ønsker at gennemføre afprøvning af minielevatorer i eksisterende boligejendomme i tilknytning til et udviklingsprojekt vedrørende minielevatorer, der finansieres af Grundejernes Investeringsfond. Formålet med forsøget er at afdække en række problemstillinger, som i dag hindrer udbredelse af minielevatorer i den eksisterende boligmasse. Herudover skal der udarbejdes forslag til f. eks. procesforbedringer og rationaliseringer m.v., der kan bidrage til at reducere de nuværende barrierer og prisniveauer samt øge efterspørgslen efter minielevatorer. 

SBS Byfornyelse har ansøgt Erhvervs- og Boligstyrelsen om forsøgsstøtte på 345.000 kr. til udvikling af minielevatorer i byfornyelsen.  Herudover har SBS Byfornyelse ansøgt om en ramme på 2,0 mio. kr. til etablering af minielevatorer i ejendommene Nøjsomhedsvej 12 – 22 og Enghavevej 75 – 77. Beløbet indeholder tillige udgifter til bidrag på 1,5 % af ombygningsudgiften til Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse.

I ejendommen Nøjsomhedsvej 12 – 22 går projektet ud på at etablere 5 udvendige minielevatorer i tilknytning til ejendommens hovedtrapper. En af disse elevatorer indgår i forsøget. Elevatorerne udføres maskinrumsløse og tovbårne i skakte udført med glas og tilstræbt let udførelse. Indvendigt er selve elevatoren 95 x 130 cm. Elevatorerne etableres med indgang fra terræn og udgang i modsatte side af elevatorstol mod hovedtrappens mellemreposer. Der etableres kun udgang ved hver anden mellemrepos. Herved kan alle etager fra stueetage til tagetage nås ved at gå enten et løb op eller et løb ned fra elevatoren. Elevatoren vil kunne benyttes med almindelig kørestol, men den videre adgang til boligerne med kørestol forudsætter montering af lift langs trappeløbet.

I ejendommen Enghavevej 75 – 77 etableres der en udvendig minielevator i tilknytning til en bitrappe på ejendommens gårdside. Elevatoren påbygges det eksisterende køkkentrappetårn. Køkkentrappen bevares, og der bliver adgang til elevatoren via de nedlagte fællestoiletter ved siden af køkkentrappen. Adgang fra elevator til boliger vil ske via køkkendørerne. Elevatoren tænkes ført helt op til tagetagen. Adgangen til elevatoren er fra gårdsiden, men også via kælder i forbindelse med gennemgang fra gade til gård. Minielevatoren påtænkes udført i samme materialer og lethed for i ejendommen Nøjsomhedsvej 14 – 22.

Erhvervs- og Boligstyrelsen vil på baggrund af ansøgningen tildele Københavns Kommune en ekstraordinær ramme på 2.345.000 kr. incl. de 345.500 kr. med 100 % statsrefusion til udviklingsprojektet. Det er en betingelse, at kommunen vedtager en bygningsfornyelsesbeslutning for de omhandlede ejendomme, samt at Erhvervs- og Boligstyrelsen modtager og godkender en afrapportering af projektet for gennemførelsen af arbejderne

 

Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger og forslag

Gennemførelsen af udviklingsprojektet forudsætter således, at der skabes mulighed for bygningsfornyelsesarbejder på ejendommene Nøjsomhedsvej 14 – 22 og Enghavevej 75 – 77.

 

Udlejningsejendommen Nøjsomhedsvej 14 – 22, der ejes af Ejendomsadministrationen af 1.1.1972, er opført i 6 etager som sluttet randbebyggelse og rummer 66 boliger bestående af 10 stk. 1-værelses lejligheder med boligarealer på 50 m2, 35 stk. 2-værelses lejligheder med boligarealer på mellem 66 m2 og 80 m2, 15 stk. 3-værelses lejligheder med boligarealer på mellem 90 m2 og 104 m2, 6 stk. 4-værelses lejligheder med boligarealer på mellem 104 m2 og 153 m2. Ejendommen, der ligger på Indre Østerbro, er i bydelsatlas for Indre Østerbro fastsat til middel bevaringsværdi med karakter 5 i SAVE-systemet. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan.

 

Udlejningsejendommen Enghavevej 75 – 77, der ejes af Hans Probst, er opført i 6 etager som sluttet randbebyggelse rummer 22 boliger bestående af 14 stk. 2-værelses lejligheder på mellem 64 m2 og 75 m2, 4 stk. 3-værelses lejligheder på mellem 73 m2 og 75 m2 samt 4 klubværelser på mellem 30 m2 og 44 m2. Ejendommen, der ligger på Ydre Vesterbro er i bydelsatlas for Vesterbro fastsat til høj bevaringsværdi med karakter 3 i SAVE-systemet, hvilket lokalplanmæssigt i almindelighed anses for bevaringsværdig. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan.

 

Ejendommen har endvidere modtaget reservation på 600.000 kr. efter tilskudsordningen Aftalt Boligforbedring til konvertering af klubværelser i tagetagen til 2 lejligheder. Ejeren påtænker herudover at gennemføre støjbeskyttende foranstaltninger i form af vinduesudskiftning til lydisolerende termovinduer mod Enghavevej. Yderligere reservation efter tilskudsordningen er mulig, men ejeren har endnu ikke ansøgt herom.

Som følge af investeringernes karakter kan man på nuværende tidspunkt opgøre forbedringsandelene til 100 % for begge ejendomme.

I ejendommen Nøjsomhedsvej 14 – 22 vil investeringen medfører en lejestigning på 119 kr. pr. m2 , og i ejendommen Enghavevej 75 – 77 vil investeringen medfører en lejestigning på 96 kr. pr. m2 for lejemålene i opgang nr. 75.

 

Økonomi

Gennemførelsen af den omhandlede sag skønnes at give en belastning på den kommunale økonomi på følgende områder:

 

Udgifter til bidrag på 1,5 % af de samlede ombygningsudgifter til Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse indgår i den samlede bevilling på 2.345.000 kr. med ca. 30.000 kr., hvoraf kommunen skal betale halvdelen eller ca. 15.000 kr.

Den samlede kommunale udgift kan således anslås til at udgøre i størrelsesorden 15.000 kr.

Det er kommunens praksis at garantere for lån til finansiering i "fornødent omfang". Størrelsen er garantien fastsættes efter forhandling med långiver og forelægges Bygge- og Teknikudvalget konkret.

Det skønnes, at det er muligt at kunne indpasse beslutningen i den beløbsramme, der på Plan & Arkitekturs afsnit af investeringsoversigten for 2003 – 2006 er afsat til byfornyelsesformål, konto 0.15.3.

Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur.

 

Miljøvurdering

Forslagets forbedring af bygningerne skønnes at forlænge bygningernes levetid og udnytter derigennem eksisterende ressourcer.

 

 

BILAG VEDLAGT

A. Skrivelse af 30.9.2003 fra Erhvervs- og Boligstyrelsen.

B. Oversigtsplan visende ejendommen Nøjsomhedsvej 14 - 22.

C. Oversigtsplan visende ejendommen Enghavevej 75 – 77.

 

 

 

Jens Ole Nielsen

 


Til top