Mødedato: 27.04.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om anonymisering af jobansøgninger i Københavns Kommune

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde et forslag til en model for anonymisering af jobansøgninger til stillinger i Københavns Kommune med hensyn til ansøgers alder, køn og etnicitet til politisk behandling,

     

  2. at forvaltningens model for en anonymisering af jobansøgninger fremlægges til politisk behandling inden udgangen af 2017.

 (Stillet af SF)

 

Motivering

I dansk lovgivning er der klare regler om, at arbejdsgivere ikke må diskriminere eller forskelsbehandle, når de ansætter medarbejdere. På trods af dette, er der stadig mærkbare problemer på det danske arbejdsmarked, hvor jobansøgere diskrimineres på baggrund af alder, køn og etnicitet. Denne diskrimination vil SF ikke acceptere. Ansøgere skal behandles lige og alene vurderes på baggrund af deres kvalifikationer.

Det er stærkt bekymrende, at man i Ligebehandlingsnævnet de seneste år har set en stigning i antallet af sager om aldersdiskrimination. Sagerne omfatter ældre danskere, som oplever sig forskelsbehandlet på grund af deres alder både i forbindelse med afskedigelser og afslag på jobansøgninger. Fagforeninger som DJØF bakker op om problematikken og har blandt andet lagt sag an mod offentlige arbejdspladser i forbindelse med åbenlys aldersdiskrimination i offentlige fyringsrunder. SF mener, det er forrykt, at vi kasserer mennesker, som har lysten og evnerne til at bidrage med mange flere gode år på arbejdsmarkedet.

Lignende problemer ser vi med hensyn til køn, hvor næsten hver femte kvinde stadig oplever sig diskrimineret på arbejdsmarkedet som gravid eller mens hun overvejer at blive det. Samtidig viser undersøgelser blandt medlemmerne i fagforeninger som HK og DJØF jævnligt, at kvinder er anderledes stillet på det danske arbejdsmarked både i ansættelsessituationer og med hensyn til lønudvikling og karriere. Samme problemer ses med hensyn til etnicitet, hvor en nyere undersøgelse påviser, at ansøgere med mellemøstlige efternavne i gennemsnit skal sende 52 procent flere jobansøgninger for at blive kaldt til et tilsvarende antal jobsamtaler som personer med traditionelle danske efternavne.

I lande som Frankrig, Holland, Sverige og Tyskland har man gennemført forsøg med anonymisering af jobansøgninger til offentlige institutioner. I Københavns Kommune gennemførte vi selv i 2007 et pilotprojekt, hvor ansøgninger til dele af Økonomiforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen blev anonymiseret med hensyn til køn, alder og etnicitet. Evalueringen af forsøget viste, at ansøgerne generelt var positive over for anonymiseringen af deres ansøgning og oplevede det som en positiv signalværdi, der gav dem større lyst til at søge job i kommunen. Den positive oplevelse af anonymiseringen var endnu større blandt ansøgere med anden etnisk baggrund end dansk. Tidsforbrug var ifølge forvaltningerne den største udfordring ved forsøget, hvilket en ny model for anonymiserede ansøgningsprocedurer derfor bør have fokus på at nedbringe. Givet en generel øget digitalisering siden 2007 forventes det sandsynligt, at processen omkring anonymisering kan gennemføres langt mere effektivt i dag.

Med forslaget ønsker SF, at vi for alvor sætter ind på at sikre kommunen som den mangfoldige og rummelige arbejdsplads, som vi bryster os af at være. De ord, der i mange år har været et fast element i kommunens stillingsopslag om, at alle uanset alder, køn, race, religion og etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge kommunens opslåede stillinger, nytter ikke noget, hvis de følges op af diskrimination i forbindelse med ansættelsesproceduren.

Som landets største arbejdsplads, hvor flere hundrede stillinger besættes hver uge, skal vi gøre vores til at sikre et arbejdsmarked uden diskrimination. Det er de bedst kvalificerede ansøgere, der skal udvælges, og ingen skal forskelsbehandles.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. april 2017 

Medlemsforslaget blev forkastet med 39 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: B og F.

Imod stemte: A, Ø, V, O, C, I og Løsgænger Kasper Heumann Kristensen.

 

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Liberal Alliance har tillid til, at kommunen hverken bevidst eller ubevidst diskriminerer i forbindelse med ansættelsesproceduren, men naturligvis ansætter på baggrund af kvalifikationer. Vi støtter ikke et forslag, der underkender den præmis. Forslaget vil være unødigt fordyrende og lægger op til øget tidsforbrug. Det er vi også imod.

Til top